Socialistisk Arbejderavis
Nr. 337 – 1. april 2014 – side 6
Ukaine
Hverken Moskva, Bruxelles eller Washington – men international socialisme
Jørn Andersen
Situationen i Ukraine har mange aktører på scenen: Indbyrdes rivaliserende oligarker, et folkeligt oprør, fascister og rivaliserende, imperialistiske stormagter.
Når det hele samtidig foregår under en dyb økonomisk krise – både nationalt og globalt – er det ikke underligt, at forvirringen er stor.
For revolutionære socialister er start-udgangspunktet at spørge: Hvad kan vi lære af begivenhederne i Ukraine om betingelserne for modstand og oprør?
Oprøret er jo ikke foregået på en helt anden planet eller i en helt anden tidsperiode end de øvrige oprør, vi har set de seneste år.
Tværtimod er nyliberalistisk krisepolitik og magthavere, der beriger sig selv, netop de fællestræk, der forener modstanden og oprørene i disse år – på tværs af nationale forskelle og omstændigheder, der kan være mere eller mindre favorable.
Hvis man ikke ser dette fællestræk, den sociale kerne i oprøret, så får man hurtigt et meget pessimistisk udsyn, hvor man kun ser fascister, nationalister og imperialistisk rivalisering. Og som vi har set på både den danske og den internationale venstrefløj, så ender mange med at tage stilling for "den mindst ringe" imperialistiske magt – i Øst eller Vest.
Ingen ‘rene’ oprør
Ingen oprør, som har rod i bredere lag af befolkningen, starter med en klar bevidsthed om, hvor man vil hen.
Den russiske revolutionære, Vladimir Lenin, skrev om en opstand i Irland i 1916:
‘Tror man, at den sociale revolution er tænkelig uden de små nationers opstande i kolonierne og i Europa, uden revolutionære udbrud fra dele af småborgerskabet med alle dets fordomme, uden røre blandt de ikke-bevidste proletariske og halvproletariske masser mod godsejernes, kirkens, monarkiets, den nationale osv. undertrykkelse – at tro det, betyder at forkaste den sociale revolution. Det skal måske foregå sådan, at én hær stiller sig op ét sted og siger: "Vi er for socialisme", mens en anden hær et andet sted så siger: "Vi er for imperialisme," og det skal være en social revolution! (...)
Den, der venter på en "ren" social revolution, vil aldrig opleve den. Dén er kun revolutionær i ord og forstår ikke den virkelige revolution.’
Kamp om ideer
Det betyder ikke, at vi kan ignorere, at der er reaktionære ideer og organiserede reaktionære kræfter – både inden for oprøret og som mere åbenlyse modstandere. Sådan var det i Rusland i 1917, og sådan var det i Egypten i 2011. Og sådan vil det være i alle kommende oprør.
Derfor skal socialister ikke være ‘dommere’ over gode og dårlige sociale oprør. Tværtimod skal vi deltage og forsøge at vinde opbakning til solidariske svar og bekæmpe splittelse og kompromis-politik.
Der findes selvfølgelig egentligt reaktionære bevægelser – som fx lige nu i Venezuela, eller anti-abort-bevægelsen i Irland og Spanien, eller fascistiske bevægelser – som socialister skal bekæmpe.
Men det var på ingen måde det dominerende i Ukraine (se artiklen "Oprøret på Maidan").
At oprøret så blot ender med at udskifte én oligark-regering med en anden, er først og fremmest et udtryk for et begyndende oprørs svaghed, ikke for oprørets grundlæggende karakter.
Med den, af historiske grunde, svage venstrefløj, der findes i de fleste østeuropæiske lande, ville det være overraskende, hvis det var gået anderledes.
Og det er måske det vigtigste, vi kan lære: Hvis ikke der inden et oprør er opbygget en stærk revolutionær venstrefløj, så vil andre kræfter lede oprøret.
Nej til nationalisme og imperialisme
Hverken Rusland eller USA/EU er nogen hjælp for det ukrainske oprør – uanset de illusioner, som oprørerne på Maidan eller folk på Krim måtte have.
Både Rusland og USA/EU er kun interesserede i at styrke deres egen magt og deres herskende klassers privilegier. Her har ingen af dem mere "ret" til indflydelse i Ukraine end andre.
Men samtidig må vi anerkende folks ret til at vælge nationalt tilhørsforhold, som flertallet på Krim har gjort. Selv om det er foregået under truslen om russisk invasion og i en russisk skabt atmosfære af frygt for national forfølgelse, så ville en afstemning under "neutralt" flag formentlig have givet et lignende resultat.
USA, EU og vore hjemlige koldkrigeres hykleri i den sag er himmelråbende: De samme mennesker hyldede for få år siden valg i Irak og Afghanistan under langt mere blodige omstændigheder.
Se også:
SAA 337: Ukraine: Oprøret på Maidan
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed