Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 337 – 1. april 2014 – side 13

Hvilken slags parti har vi brug for?

Jørn Andersen

Den seneste udvikling i Enhedslisten har, på en lidt indirekte måde, rejst spørgsmålet om, hvordan revolutionære socialister skal organisere sig.

Skilt: Revolution

Indtil for nylig har revolutionære i EL med en vis ret kunnet tro på, at de i EL var ved at opbygge et revolutionært parti. Trods alle problemerne, så havde EL dog et program, som grundlæggende set er revolutionært.

Efter årsmødet i maj vil det med 99,8 pct. sandsynlighed ikke længere være tilfældet. I “skrivegruppens” forslag er begrebet “revolution” frataget ethvert indhold. I “Det Enkle” er revolution overhovedet ikke nævnt: Selve formålet med forslaget er, at EL ikke skal være revolutionært, men blot “anti-nyliberalistisk”.

Så selv om der er andre gode grunde til fortsat at være medlem af EL, så bevæger det store flertal i EL sig hastigt væk fra at snakke om revolution. Spørgsmålet “Hvad mener vi egentlig med revolutionær opbygning?” er mere påtrængende end nogensinde.

Et revolutionært parti kommer ikke af sig selv

Mange revolutionære har en opfattelse af, at et revolutionært parti skabes mere eller mindre “af sig selv” i selve revolutions-processen.

“En periode med massestrejker og store demonstrationer vil ‘spontant’ gøre flere til socialister,” lyder argumentet. Blandt de belæste ofte med henvisning til Rosa Luxemburg.

Det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at vi ikke skal forvente at kunne skabe revolutionære masse-partier, medmindre ti- eller hundredtusinder eller flere er aktivt involveret i modstand mod magthaverne.

Men gennem de sidste 100 år har vi haft 15-20 revolutionære eller næsten-revolutionære situationer, hvor arbejderklassen har været i nærheden af at kunne tage magten fra kapitalen.

I alle disse situationer har der især været to vigtige grunde til, at revolutionerne led nederlag: Enten fordi de revolutionære organisationer var for små.

Eller fordi de revolutionære ikke havde organisationer, der var trænede i at vurdere klassekampens op- og nedture og handle kollektivt derefter. (Og i nogle tilfælde begge dele.)

Det grundlæggende spørgsmål

Problemet er, at selv når hundredtusinder strejker, besætter deres arbejdspladser osv. – og i praksis har tvunget magthaverne på retræte – så er det langt fra sådan, at flertallet af de aktive mener, at løsningen er revolution, altså at tage hele magten fra de hidtidige magthavere.

Ofte ønsker flertallet bare indrømmelser, “et bedre kompromis” end hidtil. Og hvis magthaverne seriøst frygter en revolution, så vil de ofte være villige til at give indrømmelser for at bevare magten. Når der så er kommet ro på gemytterne, kan den herskende klasse hårdt og brutalt slå den revolutionære bevægelse ned.

Læren af disse, oftest blodige, nederlag er uomgængelig: Medmindre der blandt de hundredtusinder af aktive er en organiseret strømning, der er i stand til at “vinde argumentet for revolution” blandt flertallet, så vil “kompromis-argumentet” vinde. Og kompromis i en revolutionær situation betyder nederlag.

“Vinde argumentet for revolution”

Det siger sig selv, at nogle få hundrede revolutionære ikke kan vinde argumenter blandt hundredtusinder. Hvis ikke revolutionære er til stede på langt de fleste arbejdspladser, på skoler, i boligområder osv. – ja, så er der altid reformister, der uimodsagt kan fremføre argumenterne for kompromis.

Men det er kun den ene side af sagen. Argumentet for revolution er ikke kun en “ideologisk debat”. I praksis handler det oftest langt mere om at få folk til at tro på deres egen kollektive styrke – i stedet for at tro på, at stærke ledere kan løse tingene for dem.

Troen på egen styrke kan kun opbygges ved, at folk erfarer det i praksis.

Derfor skal revolutionære ikke kun være til stede for at tage de ideologiske diskussioner, men også for at “lede i praksis”.

Det betyder fx at udfordre fagbureaukrater og andre, når de vil holde kampen inden for systemets rammer – eller når de taler for symbolske aktioner i situationer, hvor kun en samlet kamp kan vinde. Eller omvendt (og langt sjældnere) udfordre dem, der taler for uoverlagte aktioner, hvis dét er problemet.

Et revolutionært parti er altså nødt til at opbygge en “forankring” i arbejderklassens konkrete kampe i god tid inden en revolution. Ellers kan man ikke vinde “argumentet for revolution” – hverken idelogisk eller i konkret handling.

Forbered det næste opsving

“Jeg tror, at revolutionen vil komme i ét ryk, og jeg tror, at den kan komme inden 20 år. Vi kan se, hvad der sker i Sydeuropa lige nu,” lød det fra Enhedslistens Per Clausen i juli 2012.

Alligevel virker det nok lidt abstrakt for de fleste, at revolutionære allerede i dag skal bygge op til revolution. Så lad os gøre det lidt mere nærværende:

Hvordan er den revolutionære venstrefløj gearet til næste gang, vi ser 100.000 på gaden (som vi så 3 gange i 2006-7) eller 7-900.000 i strejke (som vi så i 1985)? Noget i den retning vil ret sandsynligt ske igen inden for de næste par år.

Realiteten er, at det er vi meget dårligt rustet til.

Vi har ikke en organisation, eller bare et løsere netværk, af blot nogle få hundrede revolutionære, der er i stand til at udfordre fagtoppens kontrol over bevægelsen. Eller en organisation, der diskuterer, hvad modsvaret skal være – og handler sammen.

Vi har ikke en fælles organisation, der kan opsamle erfaringerne fra kampen. Og vi har ikke en organisation, der kan tiltrække dem, der bliver radikaliseret af kampen, og som kan danne basis for en større organisation til de næste kampe.

Vi har i bedste fald 2-3 smågrupper på størrelse med Internationale Socialister – og som derfor kun kan spille en helt marginal rolle, når ti- eller hundredtusinder går i aktion.

Revolutionær opbygning tager tid

Udfordringen er – inden det næste større opsving i klassekampen – at samle en bare nogenlunde sammenhængende organisation af nogle få hundrede revolutionære med en bare nogenlunde fælles forståelse af klassekampens udfordringer og en rimeligt fælles vilje til at diskutere og handle sammen.

Hvis det lykkes, kan en sådan organisation vokse relativt hurtigt i et klassekamps-opsving – måske fordobles eller 3-dobles.

Hvis vi tager udgangspunkt i Per Clausens spådom om revolution inden for 20 år, så får vi formentlig 2-3-4 af den slags klassekamps-opsving, inden en egentlig revolutionær periode starter.

Hvis vi har kimene til en revolutionær organisation af en bare nogenlunde størrelse inden det næste opsving, har vi muligheden for at stå væsentligt stærkere bagefter. Hvis ikke? Ja, så fortsætter venstrefløjens miserable tilstand.

Hvis vi misser mere end ét opsving, så ser det bekymrende ud for revolutionen.

Derfor håber jeg, at langt flere revolutionære – i og uden for Enhedslisten – vil begynde at diskutere, hvilket parti vi har brug for.

Forén kampene

Revolutionær opbygning handler selvfølgelig om meget mere end kampen på arbejdspladserne: Kampen mod racisme, mod klimakatastrofen, for kvinders rettigheder, mod angrebet på demokrati osv.

Revolutionær opbygning handler om at forene alle disse kampe til en fælles kamp for et revolutionært brud med det system, der skaber alle ulykkerne.

Men som Rosa Luxemburg skrev blot 14 dage før sin død:

“Socialismen må skabes af masserne, af hver enkelt proletar. Der hvor de er smedet til kapitalens lænke, der må denne lænke rives over. Kun dette er socialisme. Kun sådan kan socialismen skabes.”

Flere artikler fra nr. 337

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1718 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside