Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 338 – 1. maj 2014 – side 8

Enhedslisten

“Det er en katastrofe, at man vil lave et ‘feel good’-program”

Jørn Andersen

Socialistisk Arbejderavis har talt med Christian Gorm Hansen og Jesper Juul Mikkelsen om Enhedslistens udvikling og om hvilken rolle, partiet skal spille i fremtiden.

På sporet af socialisme

Christian Gorm Hansen er medlem af Enhedslisten Vesterbro. Han er sammen med Reinout Bosch og Per Hørning medforslagsstiller til "På sporet af socialisme" – et forslag til nyt principprogram for EL.

I modsætning til Hovedbestyrelsens (HB) forslag fastholder programforslaget en marxistisk analyse af samfundet. Analysen udpeger EL’s rolle som "organisator og inspirator" i de folkelige bevægelser, og i at EL ikke kan begrænse sit arbejde – og argumenter – af, hvad der er muligt inden for systemets rammer.

Forslaget er stillet som ændringsforslag til HB’s forslag, fordi fristen til at stille alternative forslag til HB-forslaget kun var 5 uger (som lå midt i en travl periode med kommunalvalgkamp, finanslovsdebat og jul).

Jesper Juul Mikkelsen er medlem af Enhedslisten Amager Vest og af Internationale Socialister.

Hvor er Enhedslisten nu?

Jesper: Når jeg ser på EL i København – hvor jeg kender EL fra – så er der en dobbeltsidethed. På den ene side er Enhedslisten stadig stedet, hvor der er mange gode aktivister.

På den anden side er det 5.000 medlemmer, som ikke gør den store kollektive forskel i byen, eller i de faglige konflikter. Hvis man vil lave antiracisme eller demonstration mod fascister, går man ikke til EL, for det er ikke aktivisternes legeplads.

EL er nu i “lokalregering” i København. EL formes af tilpasningen til at være et parti, der kan være ansvarlig for det kommunale budget, og kan gå ind og tage "de svære beslutninger".

Christian: EL København kan bruges som et godt tidsbillede på den situation vi står i, og kan give nogle pejlemærker ift. hvor partiet bevæger sig hen – nemlig at man i højere grad begynder at komme med ind i det varme selskab.

EL er det eneste tilløb til et egentligt masseparti på venstrefløjen med 10.000 medlemmer, og vi har opbakning i meningsmålinger. Som jeg ser det, er det netop, fordi man har opnået lydhørhed ved at have en anden politisk dagsorden.

Lige nu er EL i en brydningsfase, og tingene går rigtig hurtigt. Det sidste halvandet år har været kendetegnet ved en masse forandringer og eksplosioner.

Hvem skaber forandring?

Jesper: Dele af EL taler om at opfatte staten eller den offentlige sektor som kimen til socialisme, og at al forandring er noget, der går igennem de nuværende parlamentariske instanser – folketing, byråd osv.

Begreber som arbejderråd – folkemagtsorganer som det hedder i Enhedslistens nuværende principprogram – og om forandring fra neden bliver erstattet af en mere mainstream forståelse af “hvad er forandring?”

Det sker vel at mærke i en periode, hvor befolkninger i hele verden begynder at stille grundlæggende spørgsmål ved det etablerede politiske system.

Christian: Jeg vil mene, at der er tendenser til reformistisk tankegods i EL. Der er flere – fx SAP – som påpeger, at det var der også, da EL blev stiftet.

Men hvis man skal bruge dét til noget, må man spørge: Hvilken rolle spiller det reformistiske tankegods så i dag? Det er rigtigt, at det ikke er nyt, men det nye er, at det er ved at blive definerende for partiet som helhed. Den mest dominerende linje i EL er den med det reformistiske tankegods.

Stå fast!

Er det ikke naturligt at et parti, der vokser eksplosivt har indre brydninger? Og da man næsten kun kan vokse fra højre, er det måske heller ikke så mærkeligt, at de holdninger også bliver mere udtalte?

Christian: Det her handler om at tage ved lære af historien, vi har masser af eksempler på det her. Det er helt rigtigt at bevægelsen kommer fra højre, men hvad er opgaven så? Den er sgu at stå fast!

Det er jo Socialdemokratiets historie om igen. Den revolutionære venstrefløj har påpeget problemet de sidste 100-120 år, men udviklingen er blevet særligt tydelig de sidste 20-30 år – at Socialdemokratiet fuldstændig har forladt arbejderklassen.

Så hvorfor i alverden skulle man slå ind på den vej? Det har ikke ført socialisme med sig, og i det omfang det har bragt reformer med sig, ser vi jo, at de reformer er enormt skrøbelige.

Opgaven er at forsøge at holde EL fast på det revolutionære spor. Derfor har vi jo så, som et tiltag ud af mange, lavet dette principprograms-forslag.

Men opgaven ligger jo bestemt også på den anden side af årsmødet. Der er en opgave som skoling – både teoretisk, men også den skolende opgave ved at gå på gaden – en mere aktivistisk præget politisk praksis.

Kulturbrud

Jesper: Jeg mener, at det handler rigtig meget om kultur. Hvad er det for nogle logikker, der skal præge og forme venstrefløjen? Hvad er det, vi rekrutterer nye revolutionære til?

Det er et problem, at ELs afdelinger er så lidt aktivistiske – så vælgerforenings-agtige – hvor meget handler om næste valgkamp. Nogle steder er lokalafdelingen baggrundsgruppe til kommunalpolitikeren, som man ser i alle de andre reformistiske partier.

Men for mig handler revolutionær politik om at vende tingene lidt på hovedet. Det er ikke vores repræsentanter, der kan gøre en forskel. Det er vores kollektive organisering.

Jeg mener, at en stærkere organisering af venstrefløjen i EL, på tværs af afdelinger, er nødvendig for at lave et kulturbrud i EL.

Organiser modsvar til krisepolitikken

Lige nu sker de mest brutale angreb på solidaritet og sociale ordninger i mange år. Hvordan kommer venstrefløjen i offensiven?

Jesper: Man må starte der hvor vi er – erkende vores egen klases svaghed. En stor del af venstrefløjens organisering er faldet sammen siden Påskestrejkerne, Ribus-konflikten osv.

Hvad venstrefløjen gør, kan gøre en kæmpe forskel. Jeg mener lærer-konflikten kunne have endt anderledes, hvis der havde været et fagligt venstrefløjs-netværk, som sloges for sympati-konflikter, for at give regeringen et nederlag.

Opbakningen var så massiv. Venstrefløjen skulle have brugt sin kollektive styrke – ikke sin parlamentariske ikke-styrke – og den enorme opbakning, der var i arbejderklassen.

For det første havde det givet regeringen reel kamp. For det andet havde EL været forandret, fordi de aktivister, der havde været ude og diskutere og kæmpe, var kommet forandrede tilbage.

Folk, der har været i kamp vender skarpere og mere klarsynede tilbage. Det vil gøre højredrejningen i Enhedslisten sværere.

Christian: Som parti fører man klassekamp ved at tage udgangspunkt i folks virkelighed. Den øgede proletarisering, med nedgang i lønninger, arbejdsløshed, stress og sygdomme til følge – er altsammen ting, som efter krisen i 2008 er blevet accelereret yderligere. Vi skal tage udgangspunkt i den elendighed.

Derfor er det også en katastrofe, at man vil lave et “feel good”-program. Det siger, at kapitalisme er demokrati, og at vi i virkeligheden bare skal udvide demokratiet. Det er et kæmpe problem, fordi det slører kamppladserne.

Så hvis man skal tale om en krise for venstrefløjen, så består krisen først og fremmest i, at man ikke er i stand til at forstå, hvad der foregår ude i verden.

EL’s rolle må være at tilføje et politisk element i folks oplevelse af, at det hele bliver noget lort, og sige: “Det her handler simpelthen om systemets mangler.”


Interviewet er foretaget af Jørn Andersen. En længere udgave af interviewet kan om få dage læses på socialister.dk.
Foto: Mette Kramer Kristensen

Flere artikler fra nr. 338

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2544 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside