Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 338 – 1. maj 2014 – side 9

Nyt arbejderparti i Sydafrika?

Rehad Desai

Metalarbejdere tager initiativ til at starte nyt arbejderparti i Sydafrika.

I den vigtigste politiske udvikling i Sydafrika siden afskaffelsen af apartheid har National Union of Metalworkers (Numsa) besluttet at udfordre ledelsen af ??landets største fagforbund, COSATU, og især beslutningen om at afskedige generalsekretæren, Zwelizima Vavi.

Sammen med ni andre ud af 19 fagforeninger i COSATU har Numsa indkaldt til en ekstraordinær kongres i COSATU senere på året. Den beslutning har allerede skabt enorm politisk spænding. COSATU’s ledelse truer med at gå til retten, for at forhindre, at kongressen finder sted.

På sin egen ekstraordinære kongres, blot en uge efter Nelson Mandelas død i december, dannede Numsa en front af fagforeninger og venstreorienterede kræfter i civilsamfundet for at gennemføre en række aktionsdage.

Fronten skal først og fremmest bruges til at fremme processen med at danne et arbejderparti. En konference om, hvad Numsas ledere kalder en Bevægelse for Socialisme, vil blive afholdt senere på året. I 2015 håber de at have skabt konturerne til ??denne nye organisation.

Lønpres

Den måde Mandelas død blev mødt af mange sydafrikanere, og især sammenligningerne mellem ham og landets nuværende leder Jacob Zuma, viste en ny oprørsk stemning – næret af 20 år med lønpres.

Fagforeningslederne i COSATU, som nu var i alliance med ANC-regeringen og det sydafrikanske kommunistparti (SACP), købte ideen om, at deres rolle var at stabilisere økonomien. Lønniveauet stagnerede.

De seneste seks år er arbejdsløsheden steget til rekordhøje 35-40 pct. Priserne på basale fødevarer er eksploderet.

En omfattende opfattelse af, at ANC-regeringen er ligeglad, er blevet forstærket af en stadig mere udbredt korruption på top-ANC-niveau, og som filtrerer ned til de lokale regeringer.

Det, der har tippet balancen, er uligheden. Regeringens politik er stadig at omfordeling kun kan opnås via økonomisk vækst.

Denne leflen for kapitalistisk akkumulation på bekostning af folks grundlæggende rettigheder til vand, elektricitet, boliger, selv renovation – en arv, som blev testamenteret os af Mandela – placerer nu Sydafrika som det mest ulige land i verden.

Protester og strejker

Reaktionen har været en eksplosion i omfanget og intensiteten af ??protest. Sydafrika har det højeste antal protester i verden – i gennemsnit 7.000 om året.

Siden 2010 er der også sket en kraftig stigning i strejke-niveauet. En gigantisk seks uger lang strejke i den offentlige sektor samme år vidnede om begyndelsen på en klasse i oprør, da lærere og sygeplejersker hånede Zuma med sjofle sange, som dybt ydmygede ANC-loyalister.

Marikana-massakren i august 2012 satte alt dette på spidsen. Den største fagforening indenfor COSATU, National Union Mineworkers (NUM) med 320.000 medlemmer, som er under indflydelse af SACP, begyndte hurtigt at miste medlemmer og troværdighed blandt minearbejdere. Noget måtte gøres. På COSATUs kongres en måned senere, pressede SACP på med en strategi for at fjerne Vavi – den mest udtalte kritiker af regeringens nyliberale politik. Det lykkedes ikke.

Samtidig starter 45 overenskomststridige strejker, først i minerne, som så spreder sig til sværindustrien og landarbejderne. Dette udtrykte to ting klart: Fagforeningslederne havde mistet følingen med deres base, og arbejderne var både desperate og vrede nok til at tage kampen op mod deres arbejdsgivere, på trods af truslen om at miste deres job.

Ramaphosa

Ved udgangen af ??2012 blev Cyril Ramaphosa, tidligere leder af NUM, men nu milliardær især pga. sine investeringer i minedrift, valgt som vicepræsident for ANC.

Denne betydelige aktionær i Lonmin, som ejer ??Marikana-minen, havde brugt sin indflydelse i regeringen til at kriminalisere dem, der havde indledt en overenskomststridig strejke.

Numsa, med de fineste politiske traditioner, blev ikke sparet fra dette angreb. Men i modsætning til NUM valgte man at tage udfordringen op.

I realiteten erklærede Numsa, at det var frugtesløst at være en del af en alliance med SACP og ANC, som forsøgte at gøre fagforeningerne til et halehæng til det regerende parti og dets kapitalistiske partnere. Det er grunden til, at man dannede en fælles front – og arbejder for etableringen af ??et arbejderparti.

Den Demokratiske Venstre-Front, det vigtigste antikapitalistiske netværk, er aktivt involveret i at opbygge støtte til aktioner i lokalsamfundene og blandt minearbejderne og har lovet sin fulde støtte til dannelsen af et nyt politisk parti.

Der vil uden tvivl være udfordringer for revolutionære socialister inde i dette nye parti, mens vi forsøger at skabe en vej, der vil gøre det muligt for socialistisk politik at forme klassekampen.

Artiklen er oversat (og lettere forkortet) fra Socialist Review(UK). Den fulde artikel kan læses om et par dage på socialister.dk

Se også:
SAA 338: Sydafrika: 20 år efter apartheid

Flere artikler fra nr. 338

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
Sydafrika

Se flere artikler af forfatter:
Rehad Desai

Siden er vist 1152 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside