Socialistisk Arbejderavis
Nr. 339 – 3. juni 2014 – side 6
Staten eller arbejderklassen?
Jørn Andersen
Når vi skal forstå, hvorfor Enhedslisten går mod højre, så skal vi samtidig forstå, at for det store flertal i befolkningen er EL stadig det eneste venstre-orienterede alternativ til S-SF og de borgerlige.
EL har – med nogle enkelte “smuttere” – stemt imod alle SR(SF)-regeringens nedskæringer. EL ligger stadig markant til venstre for SF – især da SF var i regering. EL’s reviderede program snakker stadig om radikal, anti-kapitalistisk forandring.
Problemer
Så hvorfor bekymre sig om, at EL måske er gået et par skridt til højre?
Problemet er to ting: For det første, fordi det undervurderer den modstander, vi er oppe imod, hvis vi ønsker at afskaffe kapitalismen.
For det andet, fordi man kigger det forkerte sted hen efter den samfundsmæssige kraft, der kan udfordre og overvinde kapitalens magt.
Et flertal i EL tror i stigende grad på, at den forandring, EL taler for, kan ske gennem det borgerlige demokratis organer. Og at nøglen til forandring ikke er en aktiv og organiseret arbejderklasse, men at skifte borgerlige politikere ud med socialistiske.
De borgerlige institutioner
Folketinget er i den forståelse det højeste udtryk for folkeflertallets ønsker. Staten (inklusive politi, militær, fængsler osv. – ?) kan af et socialistisk flertal i folketinget bringes til at tjene progressive formål.
Dette synspunkt blev i 1970’erne og 80’erne repræsenteret af SF.
Over for dette argumenterer marxister for, at staten (politi, militær, fængsler, embedsmands-hierarkiet) er en institution, der er skabt af kapitalen. Og som undervejs er modelleret og forfinet til at vedligeholde og forsvare dansk kapitalisme mod angreb udefra og oprør indefra.
Folketinget er en lille-bitte demokratisk ø midt i dette kæmpe-store, hierarkiske undertrykkelses-apparat. Og helt ude af stand til at bestemme over og kontrollere resten af staten.
Ethvert seriøst projekt om anti-kapitalistisk forandring er derfor nødt til at afskaffe disse institutioner og erstatte dem med institutioner, der er kontrolleret demokratisk fra neden – af arbejderne selv.
Kraften for forandring
Det bringer os til det mest kritiske punkt i EL’s forståelse, nemlig: Hvem skal gennemføre den radikale anti-kapitalistiske forandring?
Er det arbejderklassen selv gennem strejker, besættelser, overtagelse af fabrikker, skoler, hospitaler osv.? Eller er det socialistiske politikere, der gennemfører socialistiske love, og så får opbakning fra en grundlæggende set passiv arbejderklasse?
I sidste ende er det et spørgsmål om magt: Er det arbejderklassen gennem forenede strejkekomiteer, arbejderråd osv. der er magtens centrum? Eller er det det nuværende folketing, bare med et socialistisk flertal? Socialisme fra neden eller "socialisme" fra oven?
En modsætning
Når socialister begynder at tro på, at man kan forandre staten gennem folketinget, så fortæller historien os, at det i de fleste tilfælde er disse socialister, der bliver forandret af staten.
Der er altså en modsætning mellem EL’s mål og de midler, man vælger til at gennemføre målet.
Det er en modsætning, som er skabt af en situation med lav selvtillid i arbejderklassen. Altså en manglende tro på, at arbejdere selv evner at organisere modstand mod krisepolitikken. Derfor er der også mange, der gerne vil købe den vare, EL’s flertal forsøger at sælge.
Problemet er ikke kun, at det er en umulig strategi for at afskaffe kapitalismen. Tankemåden har også konsekvenser for, hvordan socialister handler i dag.
Praksis
EL-flertallet har – i overensstemmelse med deres strategiske tænkning – et stigende fokus på det parlamentariske spil.
Men det parlamentariske er ikke venstrefløjens største problem. Det er et langt større problem, at venstrefløjen ikke er et synligt alternativ i fagforeninger, på arbejdspladser og skoler – kort sagt i modstanden mod krisepolitikken.
For den del af EL, der søger et alternativ til EL’s højredrejning, bør hovedfokus være, at man ikke kun skal repræsentere modstanden, men begynde at organisere den.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed