Socialistisk Arbejderavis
Nr. 340 – 22. august 2014 – side 2
Over 20.000 afviste til videregående uddannelser
Sonja Andersen Lange
I år blev der igen sat rekord for antal ansøgere til de videregående uddannelser, men også for antal afviste. Ønskestudiet er barrikaderet med høje grænsekvotienter og begrænsninger på studiepladserne.
Godt 90.000 søgte i år ind på en videregående uddannelse. Det er en stigning på 48 pct. siden 2006.
Stigningen skyldes i høj grad den fortsatte økonomiske krise. Der er stor mangel på jobs; men med en videregående uddannelse har du lidt bedre chancer for at få arbejde. Og så giver det også én noget andet at lave end at skrive jobansøgninger.
Knap en fjerdedel af de håbefulde ansøgere blev dog afvist i deres ansøgning. Ca. halvdelen af disse på grund af for lav gennemsnitskarakter til at komme over grænsekvotienten (mindstekravet for gennemsnitskarakter).
Det er især professionsbachelor- og universitets-bachelor-uddannelserne, der har fastsat en grænsekvotient. I 2014 var det tilfældet for halvdelen – en stigning på 11 procentpoint siden 2012.
Flere studier med grænsekvotienter
Noget tyder på, at grænsekvotienterne vil stige yderligere. Københavns Universitet (KU) fremlagde i marts måned en fempunktsplan, hvoraf et af punkterne var at udvalgte uddannelserne på KU skulle have en grænsekvotient på 6,0.
Var karakterkravet indført i 2013 havde det betydet, at 11 pct. af de dengang optagne på KU var blevet afvist.
De enkelte fakulteter eller uddannelser kan desuden selv sætte kravet højere end 6,0. Et snit, der på 12-trins skalaen betegnes som en middel-karakter. Det har humaniora allerede besluttet at gøre – i 2017 vil den være 7,0.
“Der er stadig ledige studiepladser”
For den enkelte ansøger betyder det ikke bare knuste drømme om livet med sit ønskestudie. Det betyder også, at der går et år, før man kan komme ind på en evt. stand-by-plads – eller søge igen.
“Der er stadig ledige pladser på nogle uddannelser.” Det får de afviste ansøgere tudet ørerne fulde med i disse dage.
Men hvad nytter det at søge ind på finsk, tibetologi eller geografi og geoinformatik på Københavns Universitet, hvis man gerne ville være sygeplejerske i Aalborg?
Se også:
SAA 340: Ny studerende: Eksamens-ræset fortsætter
SAA 340: Studerende uden tag over hovedet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe