Socialistisk Arbejderavis
Nr. 340 – 22. august 2014 – side 9
Hvordan kan Palæstina blive frit?
Jørn Andersen
Vejen til Palæstinas befrielse går gennem Cairo, Damaskus, Bagdad og Beirut. Nøglen er arbejderklassen i de store arabiske byer.
Verden over har der været protester mod Israels angreb – her fra København.
Foto: Mette Kramer Kristensen
Palæstinas historie de sidste mange årtier er både heroisk og tragisk. Heroisk, fordi det lille palæstinensiske folk – trods alle odds, trods tusinder af dræbte – fortsat kæmper og fortsat vil kæmpe for retten til deres eget land. Tragisk, fordi de er oppe mod en overmagt, de i bedste fald kan tilføje små nederlag, men ikke kan slå.
De løsninger, der bliver foreslået, tager meget sjældent udgangspunkt i de reelle magtforhold i Mellemøsten.
Forhandlinger
Mange almindelige mennesker synes, at de "må kunne forhandle om tingene".
Der er især to grunde til, at det ikke kan lade sig gøre: For det første, at Israel ikke har tænkt sig at give nogen som helst former for indrømmelser. Det har Israel aldrig gjort.
Og da Israel ikke kun er den stærkeste militære magt i området, men også har opbakning fra USA og andre stormagter, så kan de – trods verdens utallige fordømmelser – fastholde den position.
Den anden grund er, at et undertrykt folk ikke kan "lave kompromis" med deres undertrykkere uden at opgive retten til ikke at være undertrykt.
Et kompromis, der fastholder undertrykkelsen, ville være den værst mulige løsning.
2-stats-løsning
Det samme gælder tanken om en "2-stats-løsning" – altså et Palæstina og et Israel ved siden af hinanden på hvert sit landområde.
Den 2-stats-løsning, der er mulig ud fra de givne magtforhold, er det, vi har nu: Et Palæstina, der eksisterer på Israels betingelser. Som bliver sønderbombet, opdelt, inddæmmet af et Israel, hvis ultimative mål er at udrydde det palæstinensiske folk.
Forudsætningen for en løsning, der ikke bare legitimerer fortsat undertrykkelse, er, at magtforholdene i Mellemøsten grundlæggende ændres.
Revolution
Det kan formentlig kun ske gennem sociale revolutioner i de omkringliggende arabiske lande: Egypten, Irak, Syrien, Libanon osv.
Sådanne revolutioner – som vi de seneste år har set kimene til – ville for det første fjerne de arabiske magthavere, som støtter Israels undertrykkelse. Og de ville svække stormagternes, især USA’s, magt i regionen afgørende.
Hermed ville de også åbne muligheden for afskaffelsen af staten Israel – ikke den jødiske befolkning, men den zionistiske stat.
Det er eksistensen af den zionistiske stat, der er den afgørende forhindring for, at palæstinensere, jøder og mange andre kan leve fredeligt side om side, som de har gjort i årtusinder.
Støt dem der slås
Indtil det sker, kan vi som socialister i Vesten kun gøre to ting: Støtte palæstinenserne, når de slås mod undertrykkelsen – under det lederskab, de selv har valgt, uanset om vi er enige i deres valg.
Og dernæst: Styrke selv de mindste kampagner mod vore egne magthaveres økonomiske og politiske støtte til Israel – fx boykot, stop for investeringer, sanktioner. Ikke fordi det vil hjælpe palæstinenserne ret meget, men fordi det er én af måderne, vi kan bygge modstand mod vore egne magthavere.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed