Socialistisk Arbejderavis
Nr. 341 – 10. oktober 2014 – side 6
Sverige efter valget
Behov for anti-racisme og klassepolitik
Åsa Hjalmers
Mange svenskere gik i chok, da valgresultaterne kom ind. Det ekstreme højreparti, Sverigedemokraterne, mere end fordoblede deres stemmetal til tæt ved 13 pct. – endnu værre end meningsmålingerne havde varslet.
Den trykte artikel er forkortet. Her bringer vi den uforkortede.
En fremvoksende anti-racistisk bevægelse har gjort det sværere for politikerne at tilpasse sig til Sverigedemokraterne. Her fra en stor demonstration i Malmø i foråret efter et nazistisk knivoverfald.
Hvorfor gik det sådan? Hvad er der sket med ‘den svenske model’?
Som i mange andre lande har svenskerne lidt under over tyve års nyliberalisme og har i dag den hurtigst voksende indkomstforskel af alle OECD-lande. Den offentlige sektor er ved at blive privatiseret i rekord-fart.
Velfærdssektoren er blevet et Klondike for kapitalister, der kan købe eller starte sundhedscentre og skoler, som er 100 pct. statsfinansierede, og skaffe sig enorme profitter. I de sidste par år har der været adskillige skandaler, som har involveret disse velfærds-kapitalister. Sammen med svenske elevers faldende resultater i de internationale PISA-undersøgelser bidrager det til følelsen af et system, der svigter.
Ungdomsarbejdsløsheden er en af de højeste i Europa, mens arbejdsløshedsunderstøttelsen ligger under det europæiske gennemsnit. Samtidig har der været massive skattelettelser for de rige samt skattelettelser for arbejdere med mellemindkomster. Den regerende Alliance, der domineres af det konservative parti Moderaterne, ville ikke få det nemt.
Nyliberalisme
Moderaterne var også valgets største taber og faldt fra 30 pct. til 23,3 pct. Sverigedemokraterne (SvD) gik 7,2 pct. frem og fik de fleste af deres nye stemmer fra Moderaterne. Et kvart århundredes nyliberale reformer har sået fascismen. Men fascisterne kunne kun vokse, fordi der manglede et alternativ.
På papiret burde dette valg virkelig have været en nem sejr for Socialdemokratiet. Hvorfor skete det ikke?
Den politiske opposition har under Alliancens regeringstid været meget svag. Den socialdemokratiske leder, Stefan Löfvén, er en fast del af den nyliberale konsensus, der har været en vigtig aktør i de drastiske ændringer, der er sket de seneste to årtier.
Opfattelsen af, at der ikke er noget alternativ, betød, at dette politiske skift aldrig blev debatteret, og for mange mennesker er konsekvenserne først nu blevet tydelige. Socialdemokraterne blev kastet ud i krise, da de tabte valget i 2006. Men den eneste konklusion, de drog, var at flytte længere mod højre. En simpel illustration af dette er, at selv når 80 pct. af vælgerne er imod, at man kan profitere på velfærd, så undveg Socialdemokraterne spørgsmålet.
Vänsterpartiet
Vänsterpartiet på den anden side kørte grundlæggende set en enkelt-sags-kampagne for at smide profitmagere ud af velfærdssektoren under banneret ‘velfærd uden profit’ – et krav, der støttes af et flertal af vælgerne, men ikke af noget andet parti. De blev imidlertid ikke belønnet af vælgerne, de gik kun 0,1 pct. frem.
Et af problemerne med kampagnen var, at de fremhævede dette ene populære emne og troede, at for at være klare, måtte de fjerne ‘klasse’ som det centrale spørgsmål. Derved blev de ude af stand til at indpasse velfærds-spørgsmålet i en bredere historie om, hvordan penge og magt er blevet drastisk omfordelt i det svenske samfund, og hvor det er arbejderklassen, der betaler prisen.
“Troværdig” eller radikalt alternativ
Hertil kommer, at fordi de ønskede at blive en del af en kommende socialdemokratisk regering (som konstant give dem den kolde skulder), forsøger Vänsterpartiet at fremstå som “rimelig” og “troværdig”.
Derfor blev de ikke betragtet som et virkeligt radikalt alternativ og manglede en større ideologisk vision, der kunne have gjort dem til en modsat tiltrækningspol til Sverigedemokraterne. Vänsterpartiet er også på nogle måder mærket af at være en del af det politiske establishment, da de har støttet Socialdemokraterne i regering under det nyliberale stormløb fra 90’erne og frem.
En utilfreds vælgerskare stemte i overensstemmelse hermed, og det resulterede i, at der ikke blev nogen reelle vindere bortset fascisterne, der kunne fremstille sig som outsidere. I virkeligheden har SvD naturligvis har været en del af at presse højrefløjens politik igennem, eftersom de har stemt sammen med dem i 90 pct. af alle spørgsmål.
Socialdemokraterne
Selve valgkampen viste, hvordan alle disse tendenser spillede sammen.
Statsminister Reinfeldt holdt en tale i juli, hvor han satte prisen for indvandring op mod udgifterne til velfærd. Dette inviterede fascisterne ind i debatten med perfekt timing. SvD’s retorik er bortset fra konstant islamofobi netop dette: At sætte pensionister og velfærd op mod asylansøgere og indvandring.
Den socialdemokratiske leder Löfvén inviterede herefter flere gange åbent parterne i den herskende Alliance til at diskutere om at være fremtidige koalitionspartnere og talte for at lave aftaler på tværs af de politiske blokke. Det kom der naturligvis ikke noget ud af, men det demoraliserende de socialdemokratiske vælgere. Dette viste sig i valgresultatet, som var en stemme imod status quo.
Socialdemokratiet blev det største parti med 31 pct. af stemmerne, en fremgang på kun 0,4 pct. siden valget i 2010, så ikke just en jordskredssejr. De Grønne tabte faktisk 0,5 pct. (fik 6,9 pct.) i forhold til sidste valg i 2010. Selv om meningsmålinger viste, at flere vælgere end i 2010 definerede sig selv som en del af den venstre blok, fik højrefløjen flertallet af stemmerne, når SvD tælles med. Dette viser de modsætninger der er i situationen.
I øjeblikket vil ingen af parterne i den konservative blok samarbejde med Sverigedemokraterne, så det er Socialdemokraterne, der skal danne regering. Det er dog sandsynligt, at partierne i Alliancen, især Moderaterne, kan skifte holdning til dette eller i det mindste bevæge sig mod højre på indvandring.
Nogle stemmer er gået fra venstrefløjen og De Grønne til det fremspirende nye feministiske parti Feministisk Initiativ, ledet af en tidligere Vänsterparti-leder, som med 3,1 pct. ikke nåede over spærregrænsen på 4 pct. At dette parti er opstået er et tegn på to ting. For det første, at nogen efterspørger noget nyt og udfordrende fra neden. Og for det andet, at når klassepolitik er fraværende i debatten, åbner det for en plads til andre tendenser, baseret på identitetspolitik i dette tilfælde eller kultur, racisme og nationalisme i tilfælde med Sverigedemokraterne.
Dette kan skabe et politisk spektrum af gode/progressive værdier i den ene ende og dårlige/konservative værdier i den anden, men hvor klassekonflikten er fraværende. Dette afspejles også i påstandene fra både SvD, Feministisk Initiativ og De Grønne om, at de ikke passer ind i et venstre/højre spektrum.
Så hvad nu?
På kort sigt er udsigterne temmeligt dystre, nu hvor SvD sidder på magtbalancen. Det mest sandsynlige parlamentariske resultat er en svag regerende center-koalition, som vil behage nogen. Der er en meget ubehagelig, men realistisk udsigt til, at det fascistiske SvD vil fortsætte med at vokse, og at racismen bliver mere normaliseret.
Man ønsker ikke at tænke på, hvad det ville betyde, hvis boligboblen brast eller en anden global økonomiske krise opstod. Det er også sandsynligt, at racistiske angreb på gaderne vil være stigende, da de mere voldelige grupperinger vil føle sig styrket.
Til dette temmeligt dystre billede bør man tilføje, at vi det sidste år har set en inspirerende antiracistisk bevægelse, som også var tydelig dagen efter valget, hvor tusinder gik på gaden. Før valget så man i de fleste byer, hvor SvD forsøgte at holde møder, folk protestere ved at vende ryggen til dem eller råbe ‘ingen racister i vores gader’.
Mange studerende har også protesteret mod, at disse racister får lov til at komme ind i skolerne, og antiracisterne er ofte blevet truet eller angrebet af politiet. Denne radikale og unge antiracisme er helt sikkert noget at bygge videre på fremover. Blandt førstegangs-vælgere, og ved skolevalg, er SvD stemmeandel faktisk faldet. Denne løst organiserede antiracistiske bevægelse har også gjort det sværere for politikerne at tilpasse sig til SvD.
Hvad der er behov for i det kommende år er først og fremmest anti-racisme og klassepolitik.
Ikke bare en døgnflue
Sverigedemokraterne er ikke bare en døgnflue. Deres kerne er fascistisk, og de har eksisteret i lang tid.
Partiet voksede først ud af et klassisk fascistisk område i syd-Sverige, hvor der var nazister i 1920’erne, men tiltrækker nu en langt bredere støtte.
Der er dog ingen meningsmålinger som viser, at svenskernes holdninger som helhed er blevet mere racistiske eller mere anti-indvandring. Faktisk var indvandring ikke på listen over vælgernes ti vigtigste emner ved dette valg.
Men SvD har organiseret dem, der allerede var racister, og tiltrukket utilfredse vælgere, der føler sig svigtet af traditionelle politikere. Så deres vælgere er i det store og hele ikke fascister, men tiltrukket af racistisk retorik.
Delt på midten
I en analyse af SvD-vælgernes holdninger ved valget for fire år siden bliver det klart, at det eneste, der forenede dem var, at de ønskede mindre indvandring, nærer mistillid til politikere og medier og var utilfredse med status quo. Om økonomiske og velfærdsmæssige problemer var de delt på midten.
Dette viser problemet med den moralske forargelse, der opstod efter valget, hvor folk erklærede: “Jeg er en af de 87 pct.” (dvs. jeg stemte ikke for SvD). Det skaber et spektrum, hvor SvD er i den ene ende og de etablerede politikere i den anden, og afpolitiserer debatten til et spørgsmål om gode mod dårlige mennesker.
Hvad der måske er mest bekymrende ved dette valg er, at SvD har formået at gøre et vist indhug i arbejder-områder i nord, hvor der tidligere kun var lidt støtte til dem. De områder, hvor venstrefløjen mistede mest støtte, er områder, hvor SvD voksede mest.
Fagforeninger
Dette viser imidlertid, at der er vælgere, der kan vindes tilbage med klassepolitik. Her kunne fagforeningerne spille en central rolle i at opbygge arbejdsplads-organisering, både for at bekæmpe nedskæringerne og bekæmpe racismen.
En af de mest inspirerende begivenheder det sidste år var, da nogle brandfolk og sundhedspersonalet besluttede at gå op imod deres ledelser og nægtede at lade SvD-politikere besøge deres arbejdspladser. Dette spredte sig gennem sociale medier og blev meget populært og fik racisterne til at se små og isolerede ud. Selv om fagforeningerne endnu kun har gjort lidt for at bygge videre på dette, bør det være en prioritet for venstreorienterede fagforenings-medlemmer.
Så der er behov for en velorganiseret anti-racistisk bevægelse, der protesterer mod enhver tilpasning til og normalisering af racisme. Vi er nødt til at vise, at SvD har sine rødder i fascistisk ideologi og de farer, det indebærer for almindelige mennesker – og at de ikke tilbyder nogen løsninger.
For det andet er der selvfølgelig brug for en venstrefløj organiseret nedefra, der fokuserer på klassespørgsmål og stopper jagten efter den politiske midte.
Det er på tide med en klar og radikal venstrefløj, der bekæmper de konservative og socialdemokratiets højrefløj og holder dem ansvarlige for at have skabt dette rod, og som kan vise, at Sverigedemokraterne selv er en del af denne højreorienterede dagsorden.
Åsa Hjalmers er medlem af Internationella Socialister i Sverige
Se også:
SAA 341: RacismeFri By: Demonstration: “Vi står sammen mod splittelse og racisme”
SAA 341: Ja til åbne grænser
SAA 341: Det mener vi: Elitens eventyr for os andre
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed