Socialistisk Arbejderavis
Nr. 341 – 10. oktober 2014 – side 15
Dennis Kristensen på Fattigdomskonference 2014
De svageste er ikke længere i fagbevægelsen
Uddrag af formand for FOA Dennis Kristensens tale på Fattigdomskonferencen 21. september 2014.
Dennis Kristensen talte på Fattigdomskonference 2014
I løbet af de sidste ti år har vi set en fordobling af antallet af fattige (med en årlig indkomst på 103.200 kr i tre år, red.) – fra 23.000 til 47.000 i Danmark. De 10 pct. rigeste er blevet 112.000 rigere, mens de 10 pct. fattigste er blevet 1300 kr. fattigere.
Det, vi ser her, er ikke, at nogen står af ræset. Det, vi ser, er en klar tendens til, at de rige og de fattige bliver trukket længere og længere fra hinanden. Derfor er der al mulig grund til at beskæftige sig med fattigdomsproblemet.
Går vi tilbage til 1870’erne, da vi fik de første fagforeninger, da var det i virkeligheden samfundets svageste, der rottede sig sammen for at klare sig.
Sådan ser det ikke ud i dag. De svageste i Danmark er ikke længere i fagbevægelsen.
Det der er skillelinjen er, om man har en tilknytning til arbejdsmarkedet eller ej. Har man en tilknytning til arbejdsmarkedet, har man mulighed for at være omfattet af en overenskomst. Så dukker fagbevægelsen ind af døren og forhandler løn og arbejdsvilkår for en.
Men det med at finde nogen, man kan forhandle aftaler med, for dem der ikke har et arbejde, er rigtigt svært. Det er jo i virkeligheden samfundskassen, der er det nærmeste, man kan komme en arbejdsgiver.
Fagbevægelsens forpligtelser
Derfor er fagbevægelsen nødt til at tænke i, hvad gør vi så? Har vi nogle forpligtelser, der strækker sig ud over dem, der har en arbejdsplads, en overenskomst og en fagforeningsbog? Det synes jeg, vi har.
FOA’s medlemmer arbejder typisk ansigt til ansigt med borgere, der har et behov: Børnepasning, ældrepleje, sundhedssystemet, udsatte grupper – kort sagt alle dem, der er afhængige af velfærdssamfundet.
Det giver os en ekstra forpligtelse til også at beskæftige os med dem, der ikke har en arbejdsplads og er dækket af overenskomster. Den viden, vores medlemmer har, må vi også bruge til at påvirke en samfundsudvikling, der i øjeblikket går den forkerte vej.
Velfærdstænkning på hovedet
Reformerne er kendetegnet ved, at der skal motivation til at bidrage. Vi skal ikke parkere folk på overførselsindkomster osv. Alle, der kan bidrage, skal bidrage.
Det er et nybrud i dansk velfærdstænkning – vendt 180 grader. Den klassiske velfærdstanke, fra da vi fik opbygget det danske velfærdssamfund efter 2. verdenskrig, bygger på, at det vigtigste, velfærdssamfundet kan gøre, er at sørge for, at folk kan få et job, så de kan forsørge sig selv.
Nu har vi vendt det om. Nu handler det ikke længere om at skaffe jobs, men om at skaffe arbejdskraft.
Vi får et pres på mennesker, som skal finde sig et job, som ikke er der. Og vi får et pres på det samlede arbejdsmarked, ved at have rigtig mange flere til rådighed for arbejdsmarkedet, end der er jobs til. Og så begynder vi at få stagnerende lønninger, dårligere arbejdsvilkår osv.
Ræset mod bunden
Det, der er kendetegnende ved denne nye udvikling, er, at vi skal konkurrere med alle mulige steder i verden og internt i Danmark. Vi skal konkurrere om alt mellem himmel og jord – inklusive de jobs, der er.
Viser fagbevægelsen ikke, at de har en berettigelse i de kommende år, så får vi en spiral mod bunden, hvad løn- og ansættelsesvilkår angår. Det er stærkt bekymrende.
Se også:
SAA 341: Fattigdomskonference 2014
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed