Socialistisk Arbejderavis
Nr. 344 – 20. april 2015 – side 3
Det mener vi
Vi har brug for folk, der vil bygge op
60-70 procent af befolkningen var imod den snart afgående regerings dagpengeindgreb. Alligevel tog ingen i fagbevægelsen eller på venstrefløjen initiativ til en eneste demonstration i de 2 år, det tog at få indgrebet igennem.
Dette er måske det mest åbenlyse udtryk for det, der på skift hedder “fagbevægelsens krise”, “bevægelsernes krise” og “venstrefløjens krise”.
Et andet eksempel er lærerkonflikten i 2013. Selv ganske få sympati-strejker kunne have tvunget regeringen på retræte. Men de kom aldrig.
Hvad værre var: Ingen på den faglige eller parlamentariske venstrefløj argumenterede for sympatikonflikt. Ledelsen i Danmarks Lærerforening talte endda imod.
2006-7
Kontrasten til 2006-7 er slående.
Tre gange på 18 måneder indkaldte FOA m.fl. til demonstrationer mod Fogh-regeringens angreb. Hver gang mødte ca. 100.000 op til de såkaldte “velfærds-protester”.
Protesterne – og de samtidige strejker – betød, at VKO i resten af regeringsperioden var væsentligt mere tilbageholdende med at angribe.
Det er under 10 år siden. Men det er glemt af de fleste, fordi man i de følgende år havde mere fokus på at få en anden regering end på konkret at bekæmpe nedskæringerne.
Efter VKO
Vi fik en anden regering – men ikke en anden politik. Nedskæringerne fortsatte.
Men det gjorde protesterne ikke. Det jo var “vores” regering, mente man i hvert fald i fagtoppen. Langt ud på venstrefløjen talte man om “vore venner i regeringen”.
Det lød mere og mere utroværdigt for hver måned, der gik.
Efter Thorning-Corydon
Nu får vi snart igen en ny regering.
LO-formand Harald Børsting og FTF-forkvinde Bente Sorgenfrey er ved at forberede sig på “samarbejdet” med en kommende borgerlig regering – og støtter derfor ikke den socialdemokratiske valgkamp.
Men hvad med venstrefløjen? Skal vi, lige som under VKO, nu snart igen samles om at demonstrere for at komme af med en borgerlig regering?
Eller skal vi samles om at bekæmpe nedskæringer, fyringer, jagten på syge og arbejdsløse osv. – uanset hvilken farve, regeringen har?
Politik
Det er jo et ‘politisk’ spørgsmål. Og politik er netop det område, hvor det er gået helt galt for den faglige og politiske venstrefløj de seneste år.
Så længe man mest tror på forandringer ‘fra oven’, fra det parlamentariske sludrekammer, så er symbolske aktioner, medieoptræden og det at heppe på de ‘rigtige’ politikere det vigtigste.
Men det, vi har brug for, er at samle dem, der vil bygge op fra neden.
Samle dem, som tror på, at det er almindelige arbejderes, studerendes, pensionisters, arbejdsløses egen aktivitet, der er nøglen til forandring.
Netværk på tværs
Der er masser af folk i fagbevægelsen, der uge efter uge kæmper for at holde bevægelsen i gang.
Men der er behov for at bygge netværk op, som samler folk på tværs af skoler og arbejdspladser – og på tværs af, om man primært kæmper mod racisme eller mod klimaforandringer eller krig.
Der er behov for et netværk for en anden politisk kurs.
En kurs, der vil bekæmpe enhver nedskæring uanset regering. En kurs, der vil samle folk til aktiv modstand, uanset om man er kvinde eller mand, faglært eller ufaglært, muslim, jøde eller noget tredje, offentligt eller privat ansat, studerende eller arbejdsløs osv.
Thorning eller Løkke – de er begge vore modstandere. Og de skal mødes med fælles kamp.
Det er ikke verdens letteste opgave. Men det er nødvendigt.
Se også:
SAA 344: Initiativet tilbage til gulvplanet
SAA 344: Forandring kommer fra neden
SAA 344: En avis, der bygger netværk
SAA 344: Dobbeltinterview om at være aktiv socialist
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe