Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 346 – 14. juli 2015 – side 4

Hvorfor tabte rød blok valget?

Konni Nørlem

Rød blok tabte valget, men til hvad? I hvert fald ikke til klassisk borgerlig liberal politik (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), som tilsammen kun fik 30,4 pct. af stemmerne.

Rød blok tabte, fordi de hverken ideologisk eller realpolitisk har forsvaret solidariteten i vores samfund. SF-S-R-regeringen har ført de mindst klassebevidste arbejdere lige i armene på Dansk Folkeparti ved for det første at overtage DF’s indvandrerfjendske og national-chauvinistiske politik, og for det andet ved ikke at slå de borgerliges angreb på velfærdsstaten tilbage.

Derved fremstår DF desværre hos en del arbejdere som de rene og ranke forsvarere af velfærdsstaten.

Velfærdsstat skiftet ud med konkurrencestat

Med ganske få undtagelser har SF-S-R-regeringen ikke forbedret vilkårene for det store flertal af arbejdere, arbejdsløse og pensionister, selvom de tilbage i valgkampen i 2011 ellers gav store løfter om forbedringer.

Ret hurtigt efter regeringsskiftet i 2011 blev konkurrencestaten adopteret i regeringens politik og mange af de borgerliges angreb på velfærden blev videreført.

Mest tydeligt på dagpengeområdet, hvor SF-S-R bevidst undlod at bruge et parlamentarisk flertal til at slå dagpengeforringelserne tilbage.

Her kunne man oven i købet have presset DF til enten at stemme for dagpengeforbedringer eller have afsløret, at DF i virkeligheden ikke ønsker forbedringer på dagpengeområdet.

Regeringen har bl.a. med reformer af kontanthjælpen, førtidspension og fleksjob-ordningen forringet de svageste gruppers vilkår.

Skolereformen og regeringens støtte til KL´s massive angreb på lærernes arbejdsvilkår og på ”den danske model” og senest ”fremdriftsreformen” er klare eksempler på, at regeringen ikke kæmper for velfærd, men har været villige til at forringe almindelige menneskers vilkår og øge uligheden i samfundet i den ”hellige” konkurrencestats navn.

Utilfredshed med den stigende ulighed

En undersøgelse lavet af Ugebrevet 4A fra januar 2015 viser, at 2/3 af befolkningen er bekymrede for den stigende ulighed i samfundet. Fordelt på røde og blå vælgere er det 83 pct. af de røde og 47 pct. af de blå vælgere, som er bekymrede for den stigende ulighed.

Inden for blå blok er der dog meget store forskelle. Hvor kun 15 pct. af Venstres vælgere er bekymret for uligheden, gælder det 42 pct. af DFs vælgere.

I den forbindelse udtalte RUC-professor Bent Greve:

Den stigende ulighed kan meget vel blive et valgkampstema. Og mange vælgere bryder sig ikke om, at vi under en socialdemokratisk ledet regering har bevæget os væk fra den nordiske velfærdsmodels ambition om at skabe et relativ rigt samfund. Det er vi på vej væk fra, og hvis Helle Thorning vil genvinde sine tabte vælgere, skal hun få dem til at tro på, at hun vil lighed og ikke ulighed.

Meget tydeligt var det, at da Socialdemokratiet i slutfasen af valgkampen skiftede retorik og begyndte at tale om velfærd og lighed, begyndte de at gå frem i meningsmålingerne. Det var så blot 4 år for sent!

Flere artikler fra nr. 346

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Konni Nørlem

Siden er vist 1903 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside