Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 347 – 10. september 2015 – side 7

Et parti for de kommende kampe

Jørn Andersen

Gennem godt 100 år har vi set snesevis af oprør og revolutionsforsøg. De fleste led nederlag, fordi der var for få socialister, eller fordi de var for forvirrede.

Anti-G8 protest, Au Havre, 21. maj 2011

Uanset om man er ny eller gammel socialist, er der to afgørende spørgsmål, man bliver tvunget til at tage stilling til: Hvilken kraft i samfundet kan vinde kampen for socialisme? Og: Hvordan skal socialister organisere sig?

I det 21. århundrede er det første spørgsmål ret let at besvare: Arbejderklassen er den største klasse. Den er en global klasse. Og den er en klasse, der i praksis arbejder mere eller mindre kollektivt. (Se også bagsiden.)

Selv om den kan være ideologisk splittet og i defensiven – som i Danmark i dag – så har den igen og igen i historien vist evnen til at udfordre kapitalens magt.

Når det sker, kan overgangen fra tilsyneladende passivitet og underkastelse til storstrejker og oprør være meget kort. Lang tids ophobet og sammenbidt utilfredshed kan – af “tilfældige” begivenheder – udløse masseprotester.

Kamperfaring

En arbejderklasse, der i længere tid ikke har været i kamp, har kun en svag kollektiv erindring om erfaringer fra tidligere kampe: Hvordan er det bedst at organisere sig? Hvad er arbejdsgivernes eller regeringens “tricks”? Hvem kan man stole på – og hvor skal man være på vagt? Osv., osv.

Nogle af disse erfaringer findes i de organiserede dele af klassen: I fagforeninger og den politiske venstrefløj.

Men ofte er den slags organiseringer også hårdt mærket af lang tid med få kampe. Mange er påvirket af ideer om, at det ikke er arbejderklassens egen kamp, der er nøglen til forandring – men parlamentarikere og fagbureaukrater.

Arbejderklassen risikerer altså at skulle bryde ud af en lang passivitets-periode uden kollektive kamperfaringer.

Men det er ikke det eneste problem.

Reformisme og fagbureaukrati

Mangel på friske kamperfaringer betyder ofte, at arbejderklassen ikke erkender sin egen styrke. Og det er der mange, der gerne vil bekræfte den i.

Stillet over for et pludseligt udbrud af arbejder-protester vil magthaverne appellere til at “få ro på” og tilbyde mindre indrømmelser. Hovedparten af fagtoppen vil istemme samme melodi.

De appellerer til den reformisme, der naturligt nok er ideologisk dominerende i størstedelen af arbejderklassen – især efter en lang periode uden kollektiv kamp.

Reformisme betyder kort fortalt: Det er ikke jeres egen styrke, der kan skabe forandring. Overlad det til os (parlamentarikere og fagtoppen). Eller mere kontant: Pas jeres arbejde og stem på os!

Men efter en længere periode uden kamp har de fleste arbejdere også oplevet, at hverken parlamentarikere eller fagtoppen har været i stand til at levere forbedringer – eller bare stoppe forringelserne.

Problemerne

Lad os opsummere problemerne:

Når arbejdere går i kampe efter lang tids passivitet, kan kampene udvikle sig meget hurtigt. Men arbejderklassen vil være svækket af mangel på kollektive kamperfaringer.

Og den vil stå over for behovet for afklaring i egne rækker: Typisk vil et mindretal satse på at opbygge egne kræfter, mens flertallet gerne vil tro på fagtop og parlamentarikere.

Den sidste holdning vil få støtte i pressen, hos mange fagforenings-funktionærer og også blandt mange arbejdere, der ikke er i kamp.

Hvordan kan det kampvillige mindretal vinde opbakning – mod presse, fagbureaukrater, parlamentarikere og usikkerhed i egne rækker?

Eller: Hvor er det politiske alternativ til den kompromislinje, som i mange år ikke har leveret resultater?

Revolutionært alternativ

Når ‘det kampvillige mindretal’ begynder at organisere, efter at arbejdere i tusindtal er gået ‘på barrikaderne’, så vil de fleste i den situation tænke: “Havde vi dog bare haft en lidt stærkere organisation!0ö

Når tusinder af arbejdere går i kamp, så er revolutionære organisationer på 50, 100 eller 200 oftest ret ligegyldige (hvis ikke de kan vokse meget hurtigt).

Derfor mener vi i Internationale Socialister/ISU, at den vigtigste opgave for socialister i dag er at opbygge et stærkere revolutionært alternativ til de kommende kampe.

Forberedelse

Vi er overbeviste om, at arbejderklassen igen, inden alt for længe, vil komme på banen. Og vi vil bruge tiden, indtil det sker, til tre ting:

1. Gå på gaden og på uddannelsessteder og arbejdspladser med Socialistisk Arbejderavis for at diskutere med dem, der synes, der er behov for et politisk alternativ til den parlaments-orienterede venstrefløj.

2. Uddanne hinanden i klassekampens historie og teori, så vi kan navigere, når tingene begynder at rykke.

3. Tage små initiativer – fx mod politiker-racismen – som kan træne os i at organisere protester og modstand for andre end os selv.

Hvis vi er forberedt til de kommende kampe, kan vi begynde at udfordre reformismens og kompromis-politikkens dominans i arbejderklassen – og dermed gøre arbejderklassen bedre i stand til at gå i offensiven.

Hvis du også vil være med, når arbejderklassen igen viser muskler, så deltag i forberedelserne – bliv medlem af Internationale Socialister/ISU.

Læs også udtalelser fra IS/U’s landsmøde i januar på:
socialister.dk/landsmoede/2015_01

Et parti for revolution

En revolution adskiller sig fra kampen om mindre indrømmelser eller reformer derved, at det er alt eller intet: Arbejderklassen vinder alt – eller taber alt

Derfor er en revolution også en proces. En proces, hvor større og større dele af arbejderklassen på egen krop gør sig erfaringer med sejre og nederlag, med egen og modstanderens styrke og svagheder.

Og det er en proces, hvor et flertal i arbejderklassen begynder at erkende, at svaret ikke er kamp for forbedringer, men kampen om magten i samfundet.

Undervejs i den proces vil arbejderklassen have opbygget egne magtorganer – som vi fx kan kalde arbejderråd – der er under dens demokratiske kontrol, og som indeholder forskellige politiske strømninger.

Opstanden

Der vil altså være to magter i samfundet: På den ene side arbejdernes magt – gennem arbejderråd og delvis kontrol af nogle arbejdspladser. På den anden side de gamle magthaveres stat og resterne af deres økonomiske magt.

En sådan situation er selvfølgelig ustabil. Spørgsmålet er: Hvem går i offensiven og er stærk nok til at smadre den anden magt?

I en sådan alt-eller-intet-situation er det afgørende, at der er et revolutionært masseparti i arbejderklassen – og bredere i samfundet – hvis opstanden skal lykkes. Der er ingen andre til at organisere ledelsen af opstanden.

Fraværet af et revolutionært masseparti har været den hyppigste årsag til revolutionære opstandes nederlag gennem de seneste 100 år.

Derfor bygger vi ikke kun et parti for de kommende kampe. Vi bygger også et parti for revolution.

Læs mere på modstand.org

Colin Barker: Opstande gennem 20 år, 44 sider, 15 kr.

Steve Wright: Den russiske revolution, 27 sider, 15 kr.

Tony Cliff: Lenin I: Building the Party, 398 sider, 125 kr.

Leon Trotskij: History of the Russian Revolution, 1295 sider, 330 kr.

Flere artikler fra nr. 347

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2057 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside