Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 347 – 10. september 2015 – side 8

Grækenland

Hvis gæld? – Et klassespørgsmål

Bo Nielsen

Da uret den 30. juni 2015 hastigt tikkede mod midnat, og forfaldsdatoen for Grækenlands afdrag på 26 milliarder kroner til den Europæiske Centralbank, var ved at udløbe, havde politikere, økonomer og medier over hele Europa travlt med at agere talsrør for ‘institutionerne’, bedre kendt som Troikaen.

Andreas Papandreou

Det lykkedes aldrig Andreas Papandreou at få landets rige skibsredere til at betale skat.

I Politiken herhjemme lød det for eksempel, at “Hvis Grækenland var et firma, ville det være gået konkurs og have drejet nøglen om for længst.”

Men som alle ved, er Grækenland ikke et firma. Grækenland er heller ikke en person ­– eller et folk, der er i samme båd og deler de samme interesser, for den sags skyld.

Den overfladiske fremstilling af Grækenland, oftest krydret med dén slags tendentiøse generaliseringer, er en afspejling af den herskende klasses ideologi.

Politiken mener med andre ord, ligesom Troikaen, at ‘Grækenland’ så at sige selv er ude om det og må tage sig sammen, eller tage sin straf.

Hvor statsgælden kom fra

I årene efter, at den fascistiske militær-junta var blevet væltet, opbyggedes den græske velfærdsstat. Først med det konservative parti Nyt Demokrati ved magten, og fra 1981 det socialdemokratiske PASOK med Papandreou senior ved roret.

Hverken borgerlige regeringer eller den reformistiske venstrefløj formåede – eller ønskede – at få overklassen til at bidrage til opbygningen af en sund økonomi. Landets hovedrige skibsredere var i mange år de facto fredede fra at betale skat.

Den græske stat ophobede de første tre årtier en statsgæld, hvis omfang var ukendt udenfor Grækenland. Da Grækenland i 2002 blev indlemmet i Euro-samarbejdet, var det med sminkede tal, viste det sig senere.

Dette er de senere år blevet et argument fra Troikaen og dens mikrofonholdere for, at ‘grækerne’ selv er skyld i deres vanskeligheder.

Statsgælden voksede for alvor, da europæiske banker op gennem nullerne lånte den græske regering milliarder i en satsning på hurtig vækst. Grækenland var særligt profitabelt, fordi euroen var bundet til stærke økonomier som den tyske.

Men efter krisen i 2007-08 ville bankerne have deres penge tilbage, hvilket var rigtig dårlig timing for Grækenland. Den forventede vækst udeblev, den græske økonomi svandt kraftigt ind under recessionen, og skatteindtægterne faldt.

Af frygt for, at Grækenland ikke kunne tilbagebetale lånene, begyndte bankerne at kræve højere og højere renter.

Det blev til en ond spiral, hvor flere penge forsvandt ud af statskassen end der kom ind, hvilket igen betød, at staten på et tidspunkt, da den internationale kapitalistiske krise uddybede hullet i statskassen, ikke længere kunne følge med på tilbagebetalingen af lån.

I 2010 blev græske statsobligationer som resultat heraf stemplet som 'junk'. I den internationale finansverden svarer dét stort set til at blive smidt i RKI.

Papandreous socialdemokratiske regering ville stadig ikke tage pengene fra landets skatteunddragende kapitalistklasse, men bad i stedet EU og IMF om en økonomisk redningspakke, sidenhen kendt som det første 'memorandum'.

Nødhjælp til bankerne – intet til arbejderne

Redningspakkerne blev reelt en redning af bankerne. Som den Nobel-prisvindende økonom Joseph Stiglitz skrev i ugen op til 'Oxi'-folkeafstemningen om låneaftalen:

“Næsten ingen af den enorme mængde penge udlånt til Grækenland er faktisk endt dér. De er gået til at betale private kreditorer – herunder tyske og franske banker. Grækenland har intet fået andet end en almisse, men har betalt en høj pris for at bevare disse landes banksystemer.

IMF og de andre ‘officielle’ kreditorer behøver ikke de penge, der indkræves. Under et business-as-usual-scenarie, vil de penge, der modtages højst sandsynligt bare blive udlånt ud igen til Grækenland.”

Det tredje memorandum, som Syriza-regeringen nu har fået stemt igennem i parlamentet med hjælp fra de tidligere regeringspartier, er det hidtil værste og en regulær katastrofe for græske arbejdere i form af nedskæringer, fyringer og privatiseringer.

Som en del af aftalen er Grækenland nu under administration af institutionerne, som straks rykkede ind i kontorer i landet og igangsatte angreb på lønninger og pensioner.

Gældens klassekarakter

Som Internationale Socialisters græske søsterparti SEK siger det i en udtalelse om det tredje memorandum:

“Det fastholder byrden af en gæld, der ikke kan tilbagebetales – en gæld skabt af kapitalisterne og deres banker, som arbejderne ikke har et ansvar for.

På grund af klassekarakteren af det nye memorandum, kopierer regeringen den samme antidemokratiske taktik, som dens forgængere, der nu er dens allierede i parlamentet.”

Se også:
SAA 347: SYRIZA: Fra venstrefløjens store håb til nedskæringsparti
SAA 347: Nye muligheder for den græske venstrefløj
SAA 347: Ni måneder efter: Læren af SYRIZAs kapitulation

Flere artikler fra nr. 347

Flere numre fra 2015

Se flere artikler om emnet:
Krise og modstand - Grækenland

Se flere artikler af forfatter:
Bo Nielsen

Siden er vist 1176 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside