Socialistisk Arbejderavis
Nr. 347 – 10. september 2015 – side 9
SYRIZA
Fra venstrefløjens store håb til nedskæringsparti
Anders Bæk Simonsen
SYRIZA voksede ud af krisen og de sociale kampe i Grækenland og er i løbet af de sidste par år blevet set som modelLEN for venstrefløjen i hele Europa.
Illustration DonkeyHotey, flickr.com
Det kan bl.a. spores i dannelsen af Left Unity i England og Enhedslistens udvikling herhjemme.
Men hvordan kan det være, at et parti der er formet af modstanden mod Trojkaens nedskæringspolitik, udskrev en folkeafstemning og anbefalede et OXI (Nej) til den forelagte låne-spareraftale fra EU og IMF, få uger senere endte med at stemme for de samme institutioners seneste og endnu værre aftale?
Et modstridende projekt
SYRIZA er et modsætningsfuldt projekt. På den ene side ønsker man at tale den europæiske herskende klasse – repræsenteret af EU og IMF – til fornuft.
Det vil sige at bryde med den entydige nedskæringspolitik, der ifølge IMF’s egne rapport kun vil forværre Grækenlands krise og øge gælden. Det skulle ske ved at lette de samlede udgifter til afdrag og rente på op mod 50 pct.
Det vil ifølge SYRIZA give et rum for at igangsætte investeringer og imødegå den sociale katastrofe, som følger af krisen.
På den anden side lovede SYRIZA den græske arbejderklasse, at de kunne gøre op med nedskæringer, privatiseringerne og håbløsheden ved at stemme på SYRIZA.
Denne mulighed benyttede arbejderklassen sig af hver eneste gang det var muligt ved først at stemme SYRIZA til regeringsmagten, og derefter ved det overvældende OXI til låneaftalen i slutningen af juni.
Konklusionen er, at det hverken er lykkedes at tale den herskende klasse til fornuft eller at gøre op med sparepolitikken selvom regeringen har fået et stærkt mandat af befolkningen.
Venstrereformismens naivitet
Men hvis vi skal forstå Syrizas svigt overfor den græske befolkning, er det ikke nok at pege på ledelsen svigt (“forrædederiet”) eller den enorme afpresning selvsamme ledelse har været udsat for af den europæiske herskende klasse (“kuppet mod den folkevalgte regering”).
Sandheden er, at det var åbenlyst allerede inden SYRIZA vandt regeringsmagten, at en SYRIZA ledet regering vil blive udsat for et fuldstændigt massivt (udemokratisk) pres fra hele den herskende klasse.
Troen på at Institutionerne – ledet af den tyske regering – ville give indrømmelse under en dyb, dyb økonomisk krise og dermed risikere at “inspirere” de andre europæiske befolkninger til at stemme på anti-nedskæringspartier var naiv.
Der er intet den europæiske herskende klasse hellere vil end at give håbet om et alternativ til nedskæringer et ydmygende nederlag.
Ingen plan B
Adskillige gange og fra mange forskellige positioner blev der spurgt til om SYRIZA havde en Plan B i tilfælde af, at Institutionerne ikke vil give sig. Og aldrig kom der et samlet klart svar fra SYRIZA. Det man så var i stedet, at SYRIZA allerede inden de vandt vinterens valg var begyndt at give efter i spørgsmålet om hvor meget af gælden der var legitim.
Syriza karismatiske unge leder, Tsipras, var på "kommende statsmands-tour" og trykkede hænder og førte samtaler med verdens ledere herunder den ekstreme zionistiske præsident i Israel, Nethenyahu, og Egyptens morderiske diktator Al-Sisi.
Signalet til den herskende klasse var tydeligt: I har intet at frygte med en SYRIZA-ledet regering!
SYRIZAs strategi var en-strenget og lagt an på forhandlinger med den herskende klasse selvom der ikke var noget at forhandle om. Aldrig blev spørgsmålet om arbejdermagt udfoldet, som et alternativ til forhandlingerne med Institutionerne.
Sommerens afstemningen om låne-pakken viste, at arbejderklassen selv under trusler om fødevaremangel, fyringer, social og økonomisk katastrofe ikke ønskede at fortsætte krisepolitikken.
Selv mainstream kommentatorer anerkendte, at det var den mest klassedelte afstemning man havde set i Grækenlands historie. De få overklassekvarterer viste omkring 70 procents opbakning til et "JA” druknede i et hav af OXI stemmer også omkring de 70 procent i de mange arbejderkvarterer.
Det tredje memorandum
Den nye aftale mellem den græske regering og ‘Institutionerne’ betyder, at Grækenland skal sælge ud af statslig ejendom for den svimlende sum af 373 milliarder danske kroner, skære i pensioner og anden velfærd.
Privatiseringsplanerne er styret af et råd, hvor repræsentanterne fra ‘Institutionerne’ og ikke den græske regering har flertal. På samme måde er statens statistiske institut og styrelsen for skatteinddrivning underlagt Institutionernes kontrol.
Se også:
SAA 347: Ni måneder efter: Læren af SYRIZAs kapitulation
SAA 347: Nye muligheder for den græske venstrefløj
SAA 347: Grækenland: Hvis gæld? – Et klassespørgsmål
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed