Socialistisk Arbejderavis
Nr. 348 – 2. oktober 2015 – side 9
Alternativ til venstre-reformismen
Charlie Lywood
SYRIZAs afbøjning over for de samlede europæiske herskende klasser rejser alvorlige spørgsmål for os som socialister.
Her har vi et politisk parti i et mellem-stort europæisk land, som helt entydigt har arbejderklassens opbakning – hvilket kom til udtryk ved to valg og en folkeafstemning inden for ét år. Sidstnævnte viste endda, at der faktisk var et flertal af grækere, som var parate til at trodse EU.
Alligevel har SYRIZA ikke kunne afvise at gennemføre “reformer”, som hovedsageligt er vendt imod arbejderklassen. En accept af gælden, som SYRIZAs støtter ikke har lod eller del i, og en lang, smertefuld forarmelse af samfundet de næste mange år fremover.
SYRIZA blev endnu engang stemt til regeringsmagten. Ikke med begejstring, men fordi der ikke var et reelt alternativ.
Skræk-scenariet lige nu er, at de kommende brutale angreb på velfærden samt flere privatiseringer vil gøre SYRIZAs base opgivende, og bane vej for en reaktion til højre. I værste fald meget til højre som Gyldent Daggrys 7 pct. vidner om.
Det er et ret mørkt udsyn for socialister. Hvis socialister kun kan administrere kapitalismen på dens egne præmisser, når de får magten, hvilket håb er der så for forandringer i samfundet mod socialisme?
Heldigvis behøver det ikke være sådan. Der er en anden vej.
Europæisk tendens
SYRIZA er et parti, som forsøger at tilbyde en mere human administration af den græske kapitalisme. En langsommere afvikling af gælden og en lettelse af de hårde nedskæringer på velfærden, som kreditorerne dikterer. Det var derfor de blev valgt.
Lignende tendenser kan ses bl.a. i England med Jeremy Corbyns valg til formand for Labour. En position til venstre for decideret socialdemokratisme – venstrereformismen. Den har stor appel lige nu overalt i Europa.
“Hvis vi stemmer på jer, så klarer I ærterne for os,” synes at være logikken. Den måde at tænke på kan se meget fornuftig ud.
Hvorfor risikere liv og lemmer hvis der er en nemmere vej? Arbejderklassen springer ikke direkte fra passivitet til revolution i ét spring. Selv i de meste ekstreme situationer, som for eksempel i den russiske revolution i 1917, tog det ni måneder, før arbejderklassen var moden til at tag magten.
Fra passivitet til handling
De forskellige faser af en revolutionær udvikling er ekstremt vigtige at blev klog på. Hvis folk skal ofre sig for at få forbedringer, så er det fordi, de har erfaret, at det er den eneste vej til at løse deres problemer.
Problemet er bare – som vi har set i SYRIZAs tilfælde – at der er no mercy.
I virkeligheden er det i modstrid med al økonomisk (kapitalistisk) fornuft at påtvinge den græske økonomi så store byrder. Men det er heller ikke det, det handler om. Nej, SYRIZA skal ned med nakken som et eksempel for andre, der måtte få samme oprørske tanker.
Med næb og klør
Man kan ikke afskaffe kapitalismen lidt efter lidt. Den herskende klasse kæmper med næb og klør for at bevare deres magt og privilegier.
De kan nogle gange være tvunget til taktiske tilbagetog; men det er kun, indtil de føler sig stærke nok til at gå i offensiven igen. Dette mønster vil gentage sig hver gang, der kommer et nyt SYRIZA i andre lande.
Det, der kan ændre stemningen fra håbløshed og passivitet i sådan en situation, er eksistensen af et parti, som er parat til at gå i flæsket på den herskende klasse, og ser kampen på gaden og på arbejdspladserne som det vigtigste våben.
Hvor er modmagten?
Parlamentarisk repræsentation er vigtig. Men bagved de forskellige demokratiske forsamlinger er staten og mange magtfulde institutioner som er gearede til at forsvare den herskende klasse mod angreb.
Da de græske banker truede med at lukke for at presse den demokratisk valgte Syriza-regering til at gøre noget andet end de de blev valgt til er det eneste mulige modsvar at opfordre bank-arbejdere til at overtage kontrollen med bankerne og drive dem i arbejderklassens interesse.
Når kapital-ejerne forsøger at flytte deres formue andre steder hen, skal den indefryses. Hvis de allerede har flyttet deres penge, må man bede om international arbejder-solidaritet for at få kapitalen tilbage deres rette ejere – dem som har skabt værdien.
Den dybe stat
I mange kapitalistiske lande ligger der det, man kalder “den dybe stat”. Det er efterretningstjenester, de militære ledere og de øverste chefer i politiet og i central-administrationen – magtfulde kredse, som vil gøre alt for at bevare magten hos de få, på trods af demokratiske valgte regeringer.
Et lille ekko af dette er en højtstående general i Storbritannien, som truer en fremtidig Labour-regering med kup, hvis de følger Corbyns idé om at afmontere det britiske atommissil-program. Der ligger et kæmpe-pres på Corbyn for at afsværge loyalitet over for kongehuset og staten – den kapitalistiske stat.
Et socialistisk parti, som ønsker at trodse både den lokale og den internationale kapital, skal straks tage skridt til at opløse og uskadeliggøre statens militære gren – hæren og politiet først og fremmest – og erstatte den med kontrolfunktioner under arbejderkontrol.
Men også retsvæsnet og dommerstanden spiller en afgørende bevarende rolle under kapitalismen. Også her må der stilles krav om lovgivning, som forsvarer den enkelte mod staten og ikke omvendt som i dag.
Modmagt
Men for at kunne have noget at have disse ideer om knusning af den kapitalistiske magt i, bliver man nødt til at have en styrke. Ikke blot en passiv opbakning i form af stemmer, eller endda i form af mange til en demonstration.
Det er nødvendigt med en reel modmagt i samfundet dér, hvor det batter noget – på arbejdspladserne og i boligområderne. Der har været masser af éndags-generalstrejker mod de tidligere græske regeringer, men ikke så meget aktivitet i arbejderklassen siden SYRIZA kom til magten.
Hvis den græske arbejderklasse skal videre er de nødt til at organisere sig mod det, som kommer. Faktisk mod SYRIZA selv, men sammen med deres arbejds-kammerater, som er med i eller har stemt for SYRIZA.
Og det er i den kamp, som kommer, at arbejderklassen har mulighed for at erfare sin egen styrke. En erfaring, som kan gøre den i stand til – hvis og når situationen spidser til – faktisk at overtage produktion og samfundets vel selv. Demokratisk organiseret fra bunden af samfundet.
Det er det Karl Marx mente med, at “arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk”.
Organiserede socialister
Det, der er behov for i dag, er socialister som tænker i disse baner – og handler og organiserer ud fra disse tanker.
Utilfredshed er der nok af – mod den racistiske flygtningepolitik, mod klodens ødelæggelse, mod korruptionen, mod afmontering af velfærden og mod fremmedgørelsen af mennesket fra mennesket.
Opblomstring af venstre-reformismen er klart et politisk udtryk for det. Desværre viser det sig, at deres svar er mangelfuldt.
Vi har brug for partier, som reelt udfordrer kapitalen, og som har en chance for rent faktisk at vinde, fordi de bygger på en klasse, der har den magt, der er nødvendig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed