Socialistisk Arbejderavis
Nr. 348 – 2. oktober 2015 – side 16
Socialisme for begyndere
Klassebevidsthed
Jørn Andersen
Klassebevidsthed er ikke kun bevidstheden om, at vi bliver udbyttet og undertrykt. Det er bevidstheden om, at arbejderklassen selv er nøglen til at ændre det.
I sidste nummer beskrev vi kapitalismens opdeling af mennesker: Et lille mindretal, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne, mens det store flertal kun har sin arbejdskraft at sælge.
I et kapitalistisk system er den enkelte arbejder magtesløs. Hun er tvunget til at underordne sig kapitalistens regler for at få lov til at sælge sin arbejdskraft til ham.
Men kollektivt har klassen af arbejdere en meget stor magt: Kapitalisterne er afhængige af, at tilpas mange mennesker vil sælge deres arbejdskraft – og til en acceptabel pris.
Så hvis arbejderklassen bare sluttede sig sammen og nægtede at sælge deres arbejdskraft, så ville kapitalisterne være færdige. Arbejderne kunne overtage produktionsapparatet og organisere produktionen efter demokratiske principper.
Befrielse
Det er den simple idé bag alle de store befrielses-ideologier under kapitalismen: Syndikalismen, anarkismen og marxismen.
Men hvorfor er det ikke sket for længst?
Den ene grund er, at kapitalen har organiseret et voldsapparat – politi og militær – til at forhindre det. Men det er ikke den vigtigste årsag.
En langt vigtigere årsag er: Under “normale” omstændigheder er flertallet af arbejdere ikke bevidste om, at de faktisk har styrken til at kunne afskaffe kapitalismen og dermed lønslaveriet.
Det får mange til at tænke, at socialisme ikke kommer fra arbejderklassens kamp.
Men der er ikke altid “normale omstændigheder”.
Bare inden for de seneste godt 100 år har arbejderklassen bragt samfund på randen af revolution 10-15 gange og organiseret oprørslignende protester endnu oftere.
Tidligere samfund havde bondeoprør og slaveoprør, men de var langt, langt sjældnere. Den moderne arbejderklasse har vist sig at være den historisk mest revolutionære klasse.
Modsætning
Så arbejderklassen kan både være oprørsk og ikke-oprørsk. Dele af arbejderklassen kan være oprørsk, mens andre dele ikke er det.
Den italienske socialist Antonio Gramsci forklarede det med, at de fleste arbejdere ikke har “en klar teoretisk bevidsthed om sine handlinger ... Man kan næsten sige, at han har to teoretiske bevidstheder (eller en bevidsthed med modsigelse) ...”
Eller sagt på en anden måde: På den ene side er den enkelte arbejder magtesløs og må acceptere lønslaveriet for at få brød på bordet. Sammen med lønslaveriet accepterer man i praksis den herskende orden – og, i det mindste delvis, de herskende ideer.
Den anden side er arbejderklassens kollektive styrke. Når den bliver synlig – ved at arbejdere handler kollektivt – så passer de herskende ideer ikke længere til virkeligheden.
Eksempler
Et eksempel: Nogle arbejdere er racister. Som enkelt-arbejdere konkurrerer vi om jobs. Racismen er en nem forklaring på, hvorfor jeg som indfødt, hvid arbejder har mere ret til jobs end andre. Racismen giver mening.
Men hvis man er i strejke, så er racismen en trussel mod den kollektive styrke. Den splitter og svækker strejken. Racismen må bekæmpes.
Et andet eksempel: Mange arbejdere støtter politiet. De er garanten for stabilitet og tryghed, tænker den enkelte, magtesløse arbejder.
Men når politiet bliver sat ind mod en strejke, bliver det tydeligt, at politiet kun er garanten for magthavernes stabilitet. De er arbejdernes modstandere.
Idé og handling
Som regel eksisterer disse modsatrettede ideer samtidigt i arbejderklassen – og på de fleste arbejdspladser. Ja, endda i hovedet på den enkelte arbejder.
Denne modsætningsfyldte bevidsthed har et politisk udtryk, nemlig reformismen.
Reformismen er ideen om, at tingene burde ændres, men samtidig at de fleste arbejdere ikke tror på, at deres egen styrke er svaret. Derfor håber man på progressive politikere, faglige ledere osv.
Men som de fleste har oplevet, så er reformismen ikke blot magtesløs over for den herskende klasses angreb. Den har også en tendens til ideologisk at tilpasse sig de herskende ideer.
For revolutionære socialister er nøglen til forandring, at større dele af arbejderklassen begynder at handle kollektivt.
Derfor findes socialisters svar ikke kun på idé-planet. Svarene er nødt til at kombinere ideologiske svar med konkrete forslag til, hvordan folk selv kan begynde at handle.
Det er gennem kollektiv handling, at flertallet af arbejdere opdager, hvordan kapitalismen i virkeligheden hænger sammen. Og hvordan den kan bekæmpes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed