Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 349 – 12. november 2015 – side 16

Socialisme for begyndere

Reformismen

Jørn Andersen

Reformismen er både et udtryk for arbejderklassens ønske om forandring, men binder samtidig arbejderklassen ideologisk til systemet.

I sidste nummer så vi på, hvordan den “modsætningsfyldte bevidsthed” i arbejderklassen har et politisk udtryk: Reformismen. Tingene burde ændres, men de fleste arbejdere tror ikke på, at de har styrken til selv at gøre det.

Derfor håber man på, at progressive politikere eller faglige ledere vil gøre det. Disse modsætningsfyldte ideer findes på hver eneste arbejdsplads og endda ofte i den enkelte arbejders hoved.

Anker Jørgensen

Anker Jørgensen var fagforeningsformand fra 1968 til 1972 og statsminister fra 1972-73 og 1975-82. En klassisk repræsentant for den socialdemokratiske reformisme.
Foto: Wikipedia

Den organiserede reformisme

Men reformismen er mere end blot et udtryk, en afspejling af bevidstheden i arbejderklassen. Reformismen er også en aktiv, organiseret kraft, der kæmper mod andre kræfter om indflydelse i arbejderklassen.

Den kæmper både mod reaktionær, borgerlig og mod revolutionær socialistisk indflydelse i arbejderklassen. Den har ofte præsenteret sig som “den fredelige vej” til socialisme – eller blot til forandring.

Reformismens sociale rødder findes især i laget af (vel-)betalte faglige ledere, fagbureaukratiet, men senere også i laget af socialdemokratiske administratorer i folketing, byråd osv.

De udtrykker sig henholdsvis som “faglig” og “politisk” reformisme.

Den ujævne kamp

I arbejderbevægelsens barndom var den ikke opdelt i en faglig og en politisk del. Den var én bevægelse, der både kæmpede på arbejdspladserne og stillede politiske krav.

Men når man havde kæmpet og indgået en aftale med arbejdsgiveren, skete der to ting: For det første, at arbejdsgiveren oftest stillede som betingelse for aftalen, at arbejderne “garanterede roen” på arbejdspladsen.

For det andet var det oftest sådan, at man efter en hård kamp ikke straks startede den næste kamp.

Kampen udvikler sig altså ujævnt, og i perioder med ro blev vægten lagt på at sikre, at arbejdsgiveren overholdt aftalen – altså på “administration”.

Fagbureaukratiet

Opgaven med at “garantere roen” og med at administrere indgåede aftaler blev ofte overgivet til faglige ledere, der (i det mindste delvist) var frikøbt fra det daglige, trælse og beskidte slid på arbejdspladsen.

Arbejdsgiverne indså hurtigt, at de havde fordel i at give disse “administratorer” lidt bedre forhold. De fik lettere og mindre beskidt arbejde og måske deres eget lille hjørne på arbejdspladsen.

Arbejderbevægelsens administratorer blev personligt ansvarlige for aftalernes overholdelse over for de andre arbejdere. Og de blev personligt ansvarlige for roen på arbejdspladsen over for arbejdsgiveren.

Mellem arbejdere og arbejdsgivere

Dette ændrede deres sociale rolle: De var ikke længere først og fremmest arbejdere som alle de andre arbejdere – “de fremmeste blandt ligemænd”.

De blev et lag af professionelle forhandlere – et selvstændiggjort lag mellem arbejdere og arbejdsgivere.

I bevægelsen blev vigtige beslutninger ofte ikke længere taget på demokratiske arbejdermøder, men af disse selvstændiggjorte “fagbureaukrater”.

Siden er fagbevægelsens bureaukratiske apparat vokset enormt – ofte efter krav fra arbejdsgivernes stat, der så en interesse i at sikre, at fagbureaukraterne disciplinerede og kontrollerede deres egne medlemmer.

Ja, apparatet er vokset så meget, at mange opfatter apparatet som værende “bevægelsen”. Den er for mange ikke længere de hundredtusindvis af medlemmer.

Økonomisk og politisk kamp

Men der sker samtidig en anden proces, der forstærker denne udvikling: Bevægelsen opdeles i en faglig og en politisk del.

Den faglige del forvaltede systemet af aftaler mellem arbejdere og arbejdsgivere. Den politiske del skulle stille op til, og vinde, valg til byråd og folketing.

Valg-logikken betød, at det var nemmere at vinde opbakning fra de dele af arbejderklassen, der ikke var, eller for nylig havde været, i kamp, hvis man “modererede” sine krav og sit sprog. Det var i den politiske del, at tilpasningen til midterpolitik først tog fart.

Adskillelsen mellem økonomisk (faglig) og politisk kamp er en grundlæggende del af reformistisk ideologi og praksis.

Reformismens to sider

Reformismen i sin organiserede form er ikke først og fremmest ideologi. I den udviklede kapitalisme er den et politisk udtryk for interesserne hos et lag af faglige og politiske “forvaltere” i fagbevægelsen og staten.

Fagbureaukratiet er et lag, der står mellem arbejderklassen og kapitalen. Det er selvstændiggjort fra begge hovedklasser. Det lever af at forhandle kompromisser mellem dem – uanset hvad kompromisset indeholder.

Men reformismen har samtidig kunnet vinde opbakning hos – og begejstre – et flertal af arbejdere i lange perioder, fordi den også udtrykte et reelt dilemma i de fleste arbejderes hoveder: Kamp mod eller tilpasning til systemet?

At reformismen stadig kan begejstre har vi senest set med SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyn i Storbritannien.

I næste nummer kigger vi på, hvordan reformismens dominans kan brydes.

Flere artikler i serien Socialisme for begyndere

Flere artikler fra nr. 349

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2953 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside