Socialistisk Arbejderavis

Nr. 349 – 10. januar 2016 (Kun online)

Håbet er ikke dødt i Egypten

Judith Orr

For fem år siden i denne måned udløste protester i Tunesien revolutioner, mest omfattende i Egypten. Socialist Worker’s Judith Orr har talt med Sameh Naguib, medlem af Revolutionære Socialister i Egypten, om disse begivenheder – og om læren for socialister.

Hundredtusinder på Tahrir-pladsen i 2011

Hundredtusinder på Tahrir-pladsen, Cairo, under den egyptiske revolution i 2011.
Foto: Gigi Ibrahim / Flickr

Gadesælgeren Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i Tunesien i januar 2011 efter at politiet havde chikaneret ham p.ga. hans gadebod. Hvordan blev det til en kickstart af den revolutionære proces i Egypten?

De tunesiske demonstrationer voksede på en måde, vi ikke havde set i den arabiske region i årtier.

Alle kunne se begivenhederne udfolde sig på satellit-tv. De havde en elektrificerende effekt, især da parolen, "Folket ønsker at vælte regimet" blev rejst.

Da Tunesiens præsident Ben Ali blev tvunget til at forlade landet, fik det en enorm indflydelse på aktivister og unge i Egypten.

I Egypten havde der været forberedelser til protester den 25. januar mod politiet.

Men folk begyndte at tro, at på grund af, hvad der foregik i Tunesien kunne disse gå hen og blive større end normalt.

Hvornår stod det klart for jer, at disse protester var forskellige fra tidligere protester?

Det erkendte vi ret hurtigt. Demonstrationerne startede omkring middagstid. Men den hastighed, hvormed folk begyndte at slutte sig til dem, og forvandlede dem til masseprotester, chokerede både aktivister og politiet.

Politiet var ikke forberedt. For første gang i årtier blev de en stadig mindre minoritet foran et enormt hav af mennesker.

Alles naturlige indskydelse var at gå til Tahrir Pladsen i Kairo. Ingen forventede dog at nå dertil.

Da politiet begyndte at tabe kampen, nåede vi frem til pladsen i en tilstand af udmattelse. Men der var også opstemthed og spænding, samt møder og diskussion af, hvad der måtte gøres som det næste.

Hvad var de mest betydningsfulde øjeblikke af de første 18 dage af revolutionen i Egypten?

Inden for to dage havde Hosni Mubaraks regime lukket ned for internet og mobilkommunikation. Regimet ville gøre det vanskeligt at bygge op til endnu større demoer fredag den 28. januar.

Den virkelige revolution startede den dag. Alle politistationer i Kairo blev brændt ned, og politiet var som kræft i opløsning.

Scenen på Tahrir var næsten surrealistisk. Man kunne se det regerende partis hovedkvarter i brand med røg vælte ud fra det, og der var intet som helst politi.

Det enorme antal mennesker, der kom ind på Tahrir hele dagen var noget, jeg aldrig havde set før, nogensinde.

Den anden væsentlig begivenhed var den 2. februar, hvor politi og bøller forsøgte at trænge ind på Tahrir. Heftige kampe brød ud natten igennem.

Forskellige politiske tendenser organiserede forsvarsværker sammen for at forsvare pladsen. Mange mennesker mistede livet.

Det tredje højdepunkt var, da Hosni Mubarak holdt sin sidste tv-tale, hvor han erklærede, at han ikke ville gå af.

Folk gjorde sig klar til at marchere til præsidentpaladset og storme det.

At se reaktionen på talen var fantastisk. Jeg vil aldrig glemme synet af hundredtusinder af mennesker svinge med deres sko og skrige mod skærmene.

Niveauet af vrede blev kun matchet af graden af eufori den 11. februar, da vicepræsidenten endelig annoncerede, at nu skred Mubarak.

Der blev festet og fejret hele natten igennem.

Når du ser tilbage på de efterfølgende begivenheder, hvad var så svaghederne i den revolutionære bevægelse?

De vigtigste oppositionelle politiske masseorganisationer, såsom Det Muslimske Broderskab, allierede sig med den regerende militærjunta – SCAF – som tog magten efter at Mubarak faldt.

De ønskede at presse på for et processuelt demokrati og stoppe revolutionens bølger. Disse bølger blev ved med at bringe nye grupper af undertrykte ind i kampen og antændte atter flere arbejderstrejker.

Den radikale venstrefløj havde ikke den masse organisation, der kunne uddybe revolutionen.

Vi var for svage i forhold til de vigtigste reformistiske organisationer, og de vigtigste strømninger på venstrefløjen har været stalinistiske. Disse ønskede at begrænse revolutionen.

Denne arv gjorde det meget vanskeligt for den radikale venstrefløj at bygge organisationer, der kunne udfordre Broderskabet og andre reformastiske strømninger.

Den herskende klasse har skabt en effektiv kontrarevolution. Hvordan var det muligt?

Broderskabet gjorde vedvarende indrømmelser til militæret, selv før de kom til magten. De ønskede at forsøge at fremstille sig selv som ansvarlige. De ønskede at vise, at de kunne styre masserne og dæmme op for oprøret på gaderne.

Dette gav politiet og de militære myndigheder muligheden for at omgruppere og genopbygge deres styrker.

De skabte en bølge af frygt ved at mobilisere mod Broderskabet.

De hævdede at Broderskabet ville omdanne Egypten til en teokratisk diktatur og føre landet ud i kaos.

Da Broderskabets støtte, Mohamed Mursi regerede, fremmanede kræfter indenfor staten en følelse af ustabilitet blandt middelklassen. Biler blev stjålet, der var kidnapninger og røverier.

Militæret sagde, at det kunne bringe en tilbagevenden til stabilitet, jobs og et normalt liv.

Dette var i genklang med brede dele af middelklassen, især da Mursi intet havde at tilbyde for revolutionen.

Hans regeringspolitik fortsatte nyliberalismen og åbnede vejen for kontrarevolutionen.

Præsident Abdul Fatah al-Sisi er kontrarevolutionens ansigt. Har han været i stand til at knuse al modstand?

Trods hidtil uset undertrykkelse er der stadig strejker og demonstrationer, der har den samme ånd og slogans fra revolutionen.

Jeg tvivler på Sisi regimet har kapacitet til helt at ødelægge det.

Sisi har ikke en ny politisk maskine. Han er afhængig af de samme korrupte forretningsfolk, generaler og gamle regerende parti bureaukrater, der førte til revolutionen i første omgang.

Der er ikke noget nyt økonomisk projekt eller politisk parti.Og undertrykkelse er tilbage.

I november alene blev 13 mennesker tortureret til døde i politistationer rundt om i Egypten.

Politiet vender tilbage til at behandle mennesker med ekstreme former for misbrug. Dette var en anden udløsende faktor for revolutionen.

Almindelige menneskers oplevelser i revolution er ikke blevet glemt. Og det gamle regime har intet at tilbyde.

Socialister forstår revolutioner som en proces, snarere end en enkelt hændelse. Hvad er dine forhåbninger for fremtiden?

Jeg er meget forsigtig med ikke at negligere nederlag. Men Egypten efter revolutionen vil aldrig igen blive det samme som Egypten før revolutionen.

Det forandrede folks håb, ønsker, forventninger og åbner muligheden for endnu en revolution.

Og fordi den anden side ved dette, er de nødt til at være endnu mere undertrykkende end Mubarak nogensinde var.

Den herskende klasse er bange og forsøger at knuse revolutionens ånd. Livet under Sisi er uudholdeligt og uholdbart – og det vil ikke kunne fortsætte sådan.

Så der er meget at være håbefuld omkring i de kommende år.

Vi er nødt til at genopbygge den revolutionære bevægelse, der har oplevet midlertidige sejre og nederlag, og som kan lære af revolutionen.

Egypten er det største og vigtigste land i regionen. Hvilken betydning har kampen dér haft for i hele regionen?

Den positive betydning af den succes, den egyptiske revolution havde på regionen var enorm. Man så oprør i Bahrain, Syrien, Libyen og Yemen der brugte de samme slogans og organisering.

Den succes, kontrarevolutionen i Egypten har lige nu, har de samme regionale betydninger. Men den positive effekt af den revolutionære periodes erfaringer for millioner af egyptere vil ikke dø nemt.

Kan der gøres mere for at afsløre Sisi regimets sande ansigt, nu hvor han er bliver ombejlet af vestlige ledere?

International solidaritet er centralt. Graden af solidaritet i Vesten for bevægelsen mod Sisi er mindre end den burde være. I november forsvandt 40 personer.

Snesevis er blevet voldtaget eller tortureret på politistationer og i fængsler. Fanger nægtes mad, tæpper og lægehjælp. Islamofobi og modvilje mod Det Muslimske Broderskab er en del af årsagen til, at der ikke er mere international solidaritet.

Vi har brug for en meget mere højlydt kampagne mod dette regime. Solidaritet tæller.

Sameh Nagueb er medlem af Revolutionære Socialister i Egypten.

Oversat af Bo Nielsen fra Socialist Worker (UK) nr. 2485, 5. jan. 2016.

Se også:
SAA 349: Arbejdsløse gør oprør i Tunesiens gader

Flere artikler fra nr. 349

Flere numre fra 2015

Se flere artikler om emnet:
Egypten

Se flere artikler af forfatter:
Judith Orr

Siden er vist 2106 gange.

Redirect = 0