Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 350 – 17. februar 2016 – side 16

Socialisme for begyndere

Når reformismens dominans svækkes

Jørn Andersen

I tider som nu virker det måske, som om revolutionære ideer altid kun vil kunne tiltrække et meget lille mindretal. Sådan har det ikke altid været.

Helle Thorning Schmidt på demo i 2007

Helle Thorning Schmidt ved en demonstration i 2007 for velfærd og mod nedskæringer.

De sidste par artikler i denne serie har haft fokus på reformismen. Reformismen er på den ene side et udtryk for ønsket om forbedringer for arbejderklassen i dens daglige liv.

Samtidig er reformismen et udtryk for, at de fleste i arbejderklassen ikke tror på, at de selv er i stand til at kæmpe forbedringer igennem.

Denne modsætning betyder, at ønsket om forandring i høj grad placeres hos arbejderbevægelsens faglige og politiske ledere – ikke i klassens egen kamp.

Reformisme uden reformer

Men de seneste godt 20 år har hverken de reformistiske partier eller fagbevægelsen kunnet fremvise bare én seriøs, progressiv reform.

Oveni dette har mange af de faglige top-ledere – med få hæderlige undtagelser – og næsten alle de politiske ledere kapituleret til nyliberalisme og borgerlig krisepolitik.

Dermed er reformismen svækket som en selvstændig politisk strømning i arbejderklassen – men til højre.

Hvordan kan reformismen begynde at blive udfordret fra venstre?

Venstre-reformismen: Udfordring fra oven

De seneste år har vi set flere forsøg på at udfordre “kapitulations-reformismen” med SYRIZA i Grækenland og Jeremy Corbyn i Storbritannien som nogle af de nyeste, prominente eksempler.

I Danmark spillede Villy Søvndals SF de første få år af hans formandsperiode (2005-9) en lignende rolle.

I alle tre tilfælde er der ikke tale om en egentlig udfordring af reformismen. Alle de nævnte har kun talt om reformer inden for systemets rammer.

Men der er tale om en udfordring af reformismens kapitulation til nyliberalisme og borgerlig krisepolitik. Og alle 3 er blevet mødt med begejstring af titusinder, der havde opgivet ethvert håb om progressiv forandring.

Problemet er, at de alle reproducerer det grundlæggende i reformismen: Håbet om, at faglige eller politiske ledere kan gennemføre forbedringer, som flertallet i arbejderklassen ikke selv tror på, den kan kæmpe igennem.

Uden en aktiv massebevægelse efterlades disse ledere i et tomrum, hvor de fleste (især Søvndals SF, men også SYRIZA) ender med at kapitulere ligesom dem, de ville udfordre.

Faglige ledere, der ønsker en anden kurs, fanges ofte i samme dilemma: Hvis de ikke er i stand til at organisere en bevægelse, de kan blive reelle talspersoner for, ender de oftest med at blive forvaltere af et system, som deres kolleger/medlemmer betaler prisen for.

Men det behøver ikke gå sådan.

Kamp fra neden

I de tilfælde, hvor reformismen reelt er begyndt at blive udfordret fra venstre, er det altid startet med øget aktivitet – protester, strejker, besættelser – fra neden. Ofte, men ikke nødvendigvis fra arbejdspladserne.

Da studenter i Paris i 1968 først besatte universitet i protest mod nedskæringer og dernæst rejste barrikader for at forsvare sig mod politiets angreb på besættelsen – så udløste det verdens hidtil største generalstrejke.

Da en flok aktivister på skibsværftet i Gdansk i 1980 protesterede mod fyringen af en venstreorienteret kranfører – startede de uden at vide det Solidarno, en militant faglig organisation med 10 millioner medlemmer.

Men det behøver ikke være så “internationalt”:

Da nogle ansatte ved et kommunalt plejehjem i Holstebro i 2007 havde strejket flere uger uden resultat og valgte at flytte protesten til København, gav det genlyd hos tusinder af offentligt ansatte – og 100.000 demonstrerede mod Fogh-regeringen.

Når folk kan selv!

Om folk vælger at følge en enkeltpersons eller en lille gruppes protest (som de nævnte) er umuligt at vide på forhånd. Men når det sker, udtrykker det – og forstærker – en næsten umærkelig ændring i styrkeforholdene.

Måske er magthaverne gået for vidt. Måske har folk fornemmet, at bosserne tøver. Den præcise forklaring kan historikerne komme med bagefter.

Men når det sker, og mange bliver involveret, er det første skridt taget til at udfordre reformismens dominans. (Men kun det første!)

Når arbejdere begynder at kigge på deres kollegers kamp og styrke – frem for faglige og politiske lederes løfter – så åbner de muligheden for en helt anden politisk kurs.

Disse første skridt sker næsten altid uafhængigt af politiske organisationer. Det gør de næste imidlertid ikke.

Temaet for den næste artikel er politik og organisation i bevægelsen.

Flere artikler i serien Socialisme for begyndere

Flere artikler fra nr. 350

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1090 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside