Socialistisk Arbejderavis
Nr. 351 – 29. marts 2016 – side 8
Velfærdsprotesterne 2006-7
Poul Erik Kristensen + Jørn Andersen
For små ti år siden var ansatte, studerende og brugere også på gaderne for at forsvare velfærden. Det blev startskuddet til to år med strejker, demonstrationer og manifestationer, som omfattede titusindvis af mennesker.
Demonstration ved Christiansborg, 17. maj 2006
Alene den 17. maj 2006 var mere end 110.000 fagligt aktive og studerende samlet til demonstrationer for at vise regering og Folketing, at de ville forsvare velfærden.
Det var ikke bare den største demonstration i 20 år, det var også den allerstørste demonstration nogensinde uden for arbejdstid.
Velfærds-“reformer”
Baggrunden var to ting: Det ene var, at Fogh-regeringen var i gang med at køre fagtoppen ud på et sidespor. Fogh ville bevise, at han ikke var afhængig af fagtoppen.
Bl.a. derfor havde FOA lanceret en kampagne under parolerne “Flere hænder – Mere i løn”. Kampagnen leverede i høj grad det ideologiske bagtæppe for protesterne, og FOA’s skilte med parolerne sås overalt, både lokalt og i de store demonstrationer.
Den anden, mere konkrete baggrund var, at den daværende VK-regering i 2003 nedsatte en velfærdskommission, som skulle barsle med en række reformer.
Udspillet kom i 2005 og bestod af 43 konkrete forslag. Blandt andet forslag om en gradvis udfasning af efterlønnen, nedsættelse af dagpengeperioden til 2 ½ år, afskaffelse af det sjette SU-år, og øget brugerbetaling.
Dagen efter fulgte de studerende trop, med besættelser af universiteterne i Aarhus og København.
Trods den store aktivitet på gulvplan lykkedes det for de socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen og partiet at stoppe aktiviteterne.
De faglige topledere ønskede hverken en politisk storstrejke eller masseaktioner styret fra neden. De ønskede kun en markering, der kunne styrke deres forhandlingsposition over for regeringen.
Deres magt ligger netop i klassesamarbejdet og forhandlingen med arbejdsgiverne. Fagbevægelsens top ønskede ikke at gå længere efter 17. maj.
Kommunal strejkebevægelse
Men blot få måneder senere var der gang i gaden igen.
I forbindelse med kommunale budgetter opstod der er en reel strejke-bevægelse i flere kommuner.
Kernen i disse kampe var primært forældre og pædagoger, som havde udsigt til voldsomme nedskæringer. Aktiviteterne var i udgangspunktet mod kommunerne, men hurtigt fik retorikken en anden lyd – og protesterne blev direkte adresseret til Anders Foghs regering.
Protesterne viste, at det var muligt at presse politikerne fra neden. Men det mest iøjnefaldende træk ved protest- og strejkebevægelsen var at protesten, initiativet, organiseringen og dynamikken kom nedefra.
Forældreblokaderne blev den faktor, som rykkede stemningen.
Et nyt skridt blev taget i bevægelsen, da andre faggrupper begyndte at gå med: Socialrådgiverne gik i første omgang med en enkelt dag. Social- og sundhedsassistenter ansat inden for ældreområdet gik med, og da lærerne og efterfølgende elever på en del folkeskoler gik med, var bevægelsen for alvor i offensiven.
I efteråret 2007 var der således strejker, demonstrationer og aktioner i bl.a. København, Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Viborg, Randers og Tønder.
Hjemmeplejen
I sommeren 2007 kom turen så til hjemmeplejen, hvor manglen på ”varme hænder” skabte utilfredshed.
Sosu-assistenterne og sosu-hjælperne i Holstebro gik i strejke for højere løn. Nu havde de længe nok hørt om manglen på “varme hænder”, om hvor god dansk økonomi var, og om hvilket enormt stort arbejde de udførte i dagligdagen. I løbet af nogle få dage spredte strejken til de fleste større byer.
I flere kommuner lykkedes det sosu’erne at opnå pæne lønforhøjelser, enten som engangsbeløb eller som varige tillæg.
Hvad kom der ud af bevægelsen?
Velfærdsprotesterne i 2006-7 (og de mange lokale budgetkampe fra 2004-8) var et konkret modsvar til dem, der sagde, at “danske arbejdere vil ikke protestere eller strejke”. Alligevel er de næsten glemt i dag.
Omkring 100.000 mennesker demonstrerede 3 gange inden for 18 måneder mod Foghs velfærds-angreb – suppleret af mange strejker. Så “Velfærdsprotesterne” er en vigtig del af nyere danske klassekamps historie.
Og vigtigere: Det lykkedes, takket være “velfærds-protesterne”, ikke Fogh-regeringen at gennemføre et mere generelt angreb på arbejderklassen i Danmark.
Socialistiske ballademagere
Ja, han angreb flygtninge, studerende og andre grupper med mindre samfundsmæssig kampkraft. Men kun i ringe grad arbejderklassen.
En lille illustration: Op til demonstrationerne ved folketingets åbning i oktober 2006 sagde Fogh, at det bare var “socialistiske ballademagere”. Det blev af rådgivere kaldt “et tegn på, at Fogh er frustreret” og “en stor kommunikationsbommert”.
En del af de op mod 100.000 demonstranter tog det som et hæderstegn og mødte op med klistermærker på tøjet med “Socialistisk ballademager”.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed