Socialistisk Arbejderavis
Nr. 354 – 1. oktober 2016 – side 10
Brev til en Jeremy Corbyn-tilhænger
Charlie Kimber
Charlie Kimber advarer om, at fred med den ondsindede højrefløj i Labour ikke er mulig – og at afgørende kampe uden for partiet risikerer at blive ignoreret.
Jeremy Corbyn vandt formandsvalget i det britiske Labour-parti med knapt 62 procent af stemmerne – mere end de 59,5 procent, han fik sidste år. Brevet er skrevet 20. september – få dage før Corbyns sejr blev meddelt.
Foto: Guy Smallman og Neil Terry, Montage: Socialist Worker.
Brevet i den trykte udgave af Socialistisk Arbejderavis nr. 354 er en forkortet og redigeret udgave. Her bringer vi brevet i sin helhed. Brevet er en opfølgning på et brev, Charlie Kimber skrev 8. september 2015 (engelsk).
Jeremy Corbyn vil næsten helt sikkert blive genvalgt som Labour-leder på lørdag. Det giver os noget at fejre, men stiller os samtidig over for at skulle træffe nogle vigtige valg.
Jeremy vil have vundet over den fjendtlige presse og de nedsættende bemærkninger fra top-chefer som Virgins Richard Branson.
Han vil have trodset komplottet fra de 172 Labour-parlamentsmedlemmer, der stemte for mistillid til ham, og over hadet fra en stor del af partibureaukratiet.
Han vil have vundet på trods af Labours forretningsudvalg, som forhindrede 130.000 mennesker i at stemme, og derefter lov-komiteen, som lugede yderligere tusinder ud.
Han vil have vist, at socialistiske ideer kan være populære, og at krisen i mainstream-politik kan løses med venstreorienterede svar.
Hvad sker der nu?
Der vil komme et stort pres for at gå på kompromis og for at søge fred med i det mindste nogle af dem, der har brugt måneder på at angribe venstrefløjen.
Men det meste af højrefløjen i Labour har gjort det klart, at de fortsat vil forsøge at ødelægge Jeremy.
Tror du, folk som parlamentsmedlem Jess Phillips, der sagde “fuck off” til skygge-sundhedsminister Diane Abbott, nu ydmygt vil acceptere Jeremys politik og ledelse?
Hvad med parlamentsmedlem John Woodcock, der kaldte Corbyn en “skide katastrofe”, eller parlamentsmedlem Tristram Hunt, der sagde, at Labour sad “i lort til halsen”? Eller næstformand Tom Watson, der beskrev Labours venstregruppe, Momentum, som “pøbelen”?
Sidste uges Socialist Worker afslørede, hvordan højrefløjen intrigerer for at fortsætte kampen mod Corbyn – og skraldgriner ved tanken om, at han mister sin plads i parlamentet.
Sådanne mennesker vil være uberørt af medlemmernes afvisning af deres argumenter. I stedet vil de kræve, at partiet agerer, som om højrefløjen havde vundet.
De skal konfronteres. Hvis de truer med at gå, så farvel og tak. Men der er en stor fare for, at I kan blive trukket ind i endeløse interne kampe.
Energi
Jeg er for fravalg af Corbyn fjender. [Det diskuteres blandt Corbyn-tilhængere, om man skal gå efter nyvalg af kandidater til parlamentsvalget i de kredse, hvor Corbyn-modstandere er valgt; red.] Men I kan ende med at bruge det meste af jeres energi på lange opslidende og snørklede processer med endeløse møder – for (måske) at slippe af med én fra højrefløjen.
Dette er ikke den afgørende arena.
Den bedste måde, Jeremy kan slå højrefløjen og vinde næste valg, er at gå i spidsen for mere modstand på arbejdspladser og gader.
Arbejdere er nemlig mere åbne for radikale ideer og mindre tilbøjelige til at skabe syndebukke, når der er mange strejker og protester.
Modstand er vigtig uanset hvad, for der er over 1.300 dage til næste parlamentsvalg.
Kan du forestille dig, hvor meget skade de konservative kan gøre inden da? Vi har brug for modstand nu. Det betyder at definere mål og blive aktiv uden for parlamentet.
Vi bør blive opmuntret af alt fra den seneste strejke med 150 millioner mennesker i Indien til støtten til Bernie Sanders i USA og af Black Lives Matter-bevægelsen.
Men det er sandt, at der har været en alarmerende mangel på reel modstand fra fagforeningerne og arbejderbevægelsen i Storbritannien gennem det seneste år. Det er ikke, fordi folk ikke ville støtte det – som den udbredte opbakning til de yngre læger har vist.
Nu må venstrefløjen i og uden for Labour begynde at diskutere og samarbejde om at ændre dette.
Gå på gaden!
Der er hundredtusinder af nye venstrefløjs-medlemmer i Labour og titusinder, som deltager i støttedemonstrationer for Jeremy. Det ville være fantastisk at få dem mobiliseret – også selv om det betyder, at nogle af de fagforeningsledere, der ikke tror på muligheden for succes, bliver sure.
Vi arbejder allerede sammen mod krig og racisme. Dette arbejde kan styrkes.
Valgkampen har set Jeremy sætte mere kød på hans opfordringer om et land, der arbejder for “millioner, ikke for millionærerne”.
Men han kunne fremlægge et program for et venstreorienteret Brexit og indkalde til møder og demonstrationer til at kæmpe for det. Han kunne vælge et mindre antal populære politikker og føre hårde kampagner for dem.
Det kunne være en mindsteløn på 10 pund i timen, garanteret fulde rettigheder for EU-borgere eller stop for de konservatives “grammar schools” [skoler for dem, der består en test som 11-årig; red] og stop for adskillelse i uddannelsessystemet. Hvad er dine ideer?
Lad os til en start være sammen næste weekend i Birmingham og demonstrere uden for de konservatives landsmøde, og på Stand Up to Racism-konferencen den 8. oktober.
Jeg er meget begejstret over udviklingen i Labour, men jeg går ikke med i partiet. Labour er stadig centreret om valg, og fagforeningslederne har stor indflydelse på, hvad der sker.
For øjeblikket støtter de fleste af dem Jeremy. Men det har sin pris.
Atomvåben
En meningsmåling i august viste, at 53 procent af Labours medlemmer og vælgere sagde, at Storbritannien burde afskaffe sine Trident-atommissiler. Kun 25 procent gik ind for dem.
Men det vil ikke blive vedtaget på Labours kongres, fordi Unite- og GMB-fagforeningslederne og de fleste parlamentsmedlemmer støtter Trident.
De fleste Labour-medlemmer støtter de yngres lægers strejker, og det samme gør Jeremy. Men der er absolut ingen kampagne for at få Labour-medlemmer til at tage ud på blokaderne eller til at organisere støtte.
Jeremy har ret i at gå imod de nedskæringer, der bliver dikteret af de konservative i byrådene – som fx den lønnedgang, som undervisningsassistenter kæmper mod i Durham.
Men i Durham, som i mange andre byer, er det et Labour-byrådsflertal, der gennemfører nedskæringerne. Jeg er sikker på, at mange på venstrefløjen beklager dette, men der er ingen konsekvent kritik, endsige et forsøg på at forhindre byrådene i at gøre det.
Labour er fortsat et parlamentarisk parti. Dets strukturer og politik begrænser muligheden for, at det kan blive til en social bevægelse, endsige et redskab for socialistisk forandring.
Jeg håber, at Labour under ledelse af Jeremy vinder næste parlamentsvalg.
Men hvis det sker, vil bankerne, arbejdsgiverne og de fleste af medierne reagere med rædsel. Deres overskud og deres privilegier kan blive truet!
De vil uden tvivl bruge metoder som fx manipulation af valutamarkederne og bevidst indskrænke økonomien.
Se hvad der skete i Grækenland. SYRIZA-regeringen blev valgt med et anti-nedskærings-mandat, men kapitulerede derefter over for presset fra bankfolk, arbejdsgivere og EU.
SYRIZA undlod at mobilisere og organisere masserne i Grækenland mod den ikke-valgte elite.
Trods løfter om at standse privatiseringer blev havnen i Piræus, statsbanerne og 15 lufthavne solgt fra. Tusindvis af flygtninge er gennet sammen i detentions-centre og trues med udvisning.
Der var og er modstand – men nu er det mod lederne af SYRIZA, ikke sammen med dem.
Jeremy ville ikke være sådan, hører jeg dig sige.
Selvfølgelig ville han ikke ønske at ende med at gennemføre arbejdsgivernes planer. Men det gjorde SYRIZA’s premierminister Alexis Tsipras heller ikke. Han havde bare ikke noget svar, da kapitalen gik efter at knuse ham.
Brutal
Og hvis det finansielle pres mislykkes, kan den herskende klasse blive mere brutal.
I 1970'erne var mange arbejdsgivere og politikere rædselsslagne over omfanget af arbejderkamp i Storbritannien. En top-konservativ ved navn Ian Gilmour, der dengang var skygge-forsvarsminister, skrev en bog.
“Flertalsstyre er et redskab,” skrev Gilmour. "Demokrati er et middel til et mål, ikke et mål i sig selv. Hvis det fører til et mål, som er uønsket, så kan man teoretisk argumentere for at gøre en ende på det.”
Det viste sig ikke nødvendigt med sådanne foranstaltninger. Men truslen er ikke forsvundet.
En “højerestående tjenstgørende general” sagde til avisen Sunday Times, at hvis Corbyn blev premierminister, ville der være en “meget reel udsigt” til “et mytteri”.
Elementer i militæret ville bruge “alle nødvendige midler, gode som onde,” sagde han.
Det betyder ikke, at jeg tror, at kampen er håbløs. Langt fra.
Men i sidste instans ligger magten ikke i parlamentet. Den ligger i det økonomiske ejerskab og kontrollen hos arbejdsgiverne og den ikke-valgte hær, politiet og staten.
Den eneste måde, vi kan bekæmpe økonomisk sabotage fra de multinationale eller reaktionen fra ??staten, vil være at mobilisere arbejdere i stor skala.
Det vil kræve strejker og besættelser og monster-demonstrationer.
Det vil kræve, at politik bliver trukket fra de parlamentariske kamre og ud på gaderne. Det er derfor, jeg mener, ??vi har brug for en uafhængig revolutionær organisation.
Lad os forenes i de mange kampe, hvor vi har så meget til fælles. Jeg vil altid være på Jeremys side mod hans højreorienterede kritikere.
Men vi er også nødt til fortsat at diskutere, hvordan man bedst åbner vejen til socialistisk forandring.
Charlie Kimber er redaktør af Socialist Worker og landssekretær for Socialist Workers Party. Læs hans tidligere brev her.
Oversat fra Socialist Worker(UK) 2522, 20. sep. 2016.
Se også:
SAA 354: Interview: Efter Brexit: Udfordringer for den britiske venstrefløj
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed