Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 354 – 1. oktober 2016 – side 16

Socialisme for begyndere

Fra massekamp til dobbeltmagt

Jørn Andersen

Jo mere arbejderklassens og de undertryktes kamp udvikler sig, jo mere bliver de en trussel mod den herskende magt.

Vi har gennem denne serie set, hvordan klassekampen under kapitalismen ofte blot er enkelte, isolerede kampe mod en bestemt uretfærdighed eller for et konkret krav – som så enten bliver vundet eller tabt.

Men andre gange antager kampene en mere generel karakter, ikke mindst når systemet er i krise (tænk fx på Grækenland eller de franske arbejderes kamp i år.)

Så er det måske hundredtusinder eller millioner, der er involveret i kampen. Sådanne massekampe eller massestrejker har gennem de seneste 100 år udviklet sig i hundredvis af tilfælde.

To poler

I nogle af disse tilfælde udvikler der sig i kampene situationer, hvor der reelt er to magtpoler i samfundet. Det er sket langt sjældnere (15-20 tilfælde i varierende grad), men dog så mange, at der tegner sig et vist mønster.

Den ene side er den magt, vi kender: Kapitalistklassen kontrollerer fabrikker, kontorer, institutioner osv. Og kontrollerer staten med dens bureaukrati, dens politi og militær.

Men hvordan ser den anden side ud? Hvordan er denne modmagt opstået?

Koordinering

I enhver lidt større kamp, der er drevet af folk på gulvplan, opstår der ret hurtigt et behov for koordinering og for en demokratisk beslutnings-struktur.

På den enkelte arbejdsplads vælger man ofte en strejkekomité på daglige eller ugentlige strejkemøder for alle. På lidt større arbejdspladser omfatter den repræsentanter for pladsens forskellige arbejdergrupper.

Men når mange arbejdspladser, måske i flere brancher, er involveret, er det ikke nok. De enkelte strejkekomiteer er nødt til at koordinere på byplan eller på landsplan.

Svaret er fælles strejkekomiteer på byplan – og en fælles landsdækkende strejkekomité.

Generalisering

Det kan virke som en lidt teknisk eller bare “praktisk” ting, at man begynder at koordinere på den måde. Men i virkeligheden er det det første skridt i to vigtige processer.

Den ene er, at de strejkende er nødt til at se kampen som mere end blot en kamp for pædagoger, skraldemænd eller kontorfolk på en bestemt arbejdsplads, i en bestemt by eller en bestemt branche.

Udviklingen i kampen tvinger de strejkende til at se sig selv som en del af en generel arbejderklasse. De er nødt til at generalisere og kigge på klassens fælles interesser, ikke kun deres egne lokale eller branchemæssige interesser.

Demokrati

Den anden proces er, at tusindvis af arbejdere får deres første erfaringer med at være en del af et reelt arbejderdemokrati.

Man lærer i praksis at overvinde modsætninger mellem forskellige arbejdergrupper: Faglærte og ufaglærte, kvinder og mænd, unge og gamle osv. Hvis det ikke lykkes, kan man ikke vinde.

Man tvinges til at lære, hvordan man skaber krav og kampformer, der kan samle på tværs af arbejdspladser eller blandt forskellige grupper på den enkelte, større arbejdsplads.

Men man opdager også, at der altid står faglige ledere eller andre klar i kulissen til at “overtage” arbejderdemokratiet.

De vil fortælle, at de er mere “effektive” eller har “mere erfaring” end det arbejderdemokrati, der især i starten måske ser lidt kaotisk og skrøbeligt ud.

At fastholde, at strejkemøderne for alle på den enkelte arbejdsplads er arbejderdemokratiets basis, og det sker ikke af sig selv. Det er en kamp, en politisk kamp.

Arbejderråd

De fælles strejkekomiteer opstår på baggrund af konkrete, praktiske behov for koordinering, overvindelse af interne modsætninger og fælles handling.

Men når kampen begynder at omfatte mange flere og lamme større dele af samfundet, så begynder disse komiteers opgaver at antage en mere udvidet karakter.

Hvordan sikrer man, at folk kan komme rundt, hvis alt bus- og togpersonale er i strejke? Eller at børn og ældre kan få mad og blive passet, når plejere, pædagoger og lærere strejker? Og hvordan gør man det uden at lette presset på magthaverne?

Hvis strejkekomiteerne har bred opbakning i store dele af arbejderklassen, er opgaven relativt enkel: Man beslutter, at de funktioner, der tjener almindelige menneskers interesser, alligevel fungerer.

Fælles strejkekomiteer, der 1) har opbakning og loyalitet hos flertallet i arbejderklassen, og 2) varetager funktioner i samfundet, der rækker ud over de simpelt “strejkemæssige” – disse komiteer kalder vi arbejderråd.

Dobbeltmagt

Arbejderrådene udgør dermed i praksis en centraliseret modmagt, der truer de gamle magthavere.

Der er altså en “dobbeltmagt” i samfundet: De gamle magthavere, som er ved at miste kontrollen, på den ene side. Arbejdermagten, som er ved at tiltage sig mere kontrol, på den anden.

Det er i sin natur en ustabil situation, hvor den ene magt må smadre den anden. Der er altså lagt op til konfrontation.

Inden vi beskriver den konfrontation, er det imidlertid nødvendigt at tage en afstikker omkring det revolutionære parti samt at få lidt flere nuancer med i arbejderrådenes funktioner.

Det er temaet for den næste artikel i serien.

Flere artikler i serien Socialisme for begyndere

Flere artikler fra nr. 354

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 949 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside