Socialistisk Arbejderavis
Nr. 355 – 18. november 2016 – side 15
Leon Trotskij: Revolutionens nederlag
Anders Bæk Simonsen
Historien om Trotskij kan bedst beskrives som en tragedie.
Foto: Arturo Espinosa, flickr.com
Sammen med Lenin leder han i 1917 millioner af arbejdere i en vellykket socialistisk revolution og opbygger en hær fra bunden, der forsvarer den nye arbejderstat.
I 1928 bliver han forvist til Kasakhstan og har kun indflydelse hos en meget lille gruppe af arbejdere.
Hvad er der i mellemtiden sket? Svaret skal findes i de sociale og materielle forhold i årene efter revolutionen, både i og uden for Rusland, som banede vejen for, at en klasse af embedsmænd, generaler og kapitalejere fra det gamle regime gradvist fik større og større kontrol over det russiske kommunistparti og statsmagten.
Symbolet på, og lederen af, denne kontrarevolution blev Stalin.
Lenins testamente
Umiddelbart inden Lenin på grund af alvorlig sygdom måtte trække sig fra helt fra politik, skriver han fra sit sygeleje et brev til den kommende 12. partikongres, der på det stærkeste anbefaler, at Stalin fjernes fra posten som generalsekretær.
Brevet, kendt som “Lenins testamente”, fastslår:
“Kammerat Stalin har som generalsekretær koncentreret en umådelig magt i sine hænder, og jeg er ikke sikker på, om han altid vil forstå at benytte denne magt tilstrækkeligt forsigtigt”.
Han skriver i en tilføjelse nogle dage senere: “Stalin er for grov, og denne mangel (...) bliver utålelig på generalsekretærens post.”
Det er spørgsmålet om den russiske nationale chauvinisme og især Stalins holdning over for den georgiske republik, som gør Lenin opmærksom på Stalins brutalitet.
Trotskijs svigt
Inden endnu et slagtilfælde lammer Lenin helt, er det Trotskij, han vælger som allieret i kampen mod chauvinismen og bureaukratiet personificeret ved Stalin. Han advarer mod, at Trotskij indgår nogen som helst rådne kompromisser med Stalin.
Alligevel svigter Trotskij og fuldfører ikke de opgaver, som han lovede, herunder offentliggørelsen af “Lenins testamente”. Kun Lenins kone, Krupskaja, stemmer for at offentliggøre testamentet. Så Lenins kritik af Stalin bliver aldrig kendt i Stalins levetid.
På selve kongressen afholder Trotskij sig fuldstændig fra diskussionen om det nationale spørgsmål og spørgsmålet om partiets bureaukratiske problemer.
Det rådne kompromis med Stalin
Hvorfor svigter Trotskij sit løfte til Lenin? Svaret er, at Trotskij netop indgår et råddent kompromis.
Mod at Stalin og hans folk lover, at de vil følge Trotskijs krav om reelt samarbejde, en anden linje på det nationale spørgsmål, en anden linje i forhold til den bureaukratiske topstyring af partiet osv. undlader Trotskij at rejse kravet om Stalins tilbagetræden på den kommende kongres.
Stalin accepterer alle krav, men på kongressen fortsætter han og hans folk den samme linje, som om intet er hændt og Stalin står stærkere efter kongressen.
Efter Lenin forsvinder fra politik, står Trotskij trods enorm popularitet uden en reel magtbase over for Stalin, der som den eneste i partiet, havde poster i de fire væsentligste ledende organer.
Trotskij forklarer selv sit svigt med, at et angreb mod Stalin, mens Lenin var alvorligt syg ville blive opfattet som en magtkamp om hvem, der skulle lede partiet og det ville i værste fald splitte partiet.
Der var en reel fare på dette tidspunkt. Især var et lag af rige bønder (kulakker) en fare for den i forvejen skrøbelige alliance mellem bønder og arbejdere. Og overfor denne fare opfattede Trotskij stadig, at han var på samme side som Stalin i partiet.
Men selv hvis det var lykkedes Trotskij, at vinde den 12. kongres og sætte en stopper for Stalin i første omgang, vil han næppe kunne stoppe den bureaukratisering af partiet og staten, der allerede var i gang, og som Stalin var en del af – og udtryk for.
NEP
Leveforholdene var i 1923 bedre end årene med borgerkrig, men alligevel var lønnen minimal og arbejdsløsheden var tidoblet på få år med nedgang i industrien.
NEP (den nye økonomiske politik) betød, at dele af økonomien, især forbrugsgoder, igen fungerede efter markedsøkonomiske principper.
Den nye politik betød, at ledelseslaget i de statslige og private virksomheder steg og disse nye NEP-mænd fik beskeden fra en ledende bolsjevik, Buhkarin, om, at de blot skulle gå ud og “berige sig selv”. Mange af disse kom fra den gamle herskende klasse under zar-styret.
Forholdene på landet begyndte at ligne de gamle former. Kulakker udnyttede og udbyttede fattige bønder og landarbejdere.
Venstreoppositionen
Den økonomiske situation betød, at sommeren 1923 var præget af ulovlige og meget voldsomme strejker. Nogle mindre arbejdergrupper uden for partiet rejste krav, der fandt sympati hos mange bolsjevikker. Det blev begyndelsen til en decideret venstre-opposition mod Stalins linje.
Men igen og igen blev oppositionen og dermed Trotskij udfordret af en regel fra den 10. partikongres, der bandlyste dannelsen af fraktioner i partiet. Denne regel stammede fra årene under borgerkrigen, hvor en høj grad af centralisering af magten i det krigsplagede land var nødvendig.
Venstre-oppositionen blev mødt af et organiseret parti-apparat, men hver gang de forsøgte at samle sig og organisere deres bestræbelser for at vinde større dele af partimedlemmer og arbejdere for deres politik, blev de mødt med anklager om fraktionsdannelse.
De trak sig så tilbage, svor deres loyalitet mod partiet, indtil forholdene igen blev for utålelige og noget måtte gøres.
Socialisme i ét land
Nederlaget til den tyske revolution i 1923 og den kinesiske i 1926, ramte ikke kun arbejderklassen, men oppositionen og især Trotskij og hans teori om ”permanent revolution”. Overfor det præsenterede Stalin sin teori om “socialisme i et land”.
Med ideen om, at socialisme kunne fungere i et land med fjendtlige kapitalistiske stater omkring sig, ville Stalin gennemføre en industrialisering, som de vestlige stater havde foretaget på 50 år, på 10 år.
Resultatet blev tvangskollektiviseringer af landbruget, endnu mindre magt til arbejdere og fagforeningerne, udbredt brug af tvangsarbejder og en intensivering i brugen af arbejdslejre.
Nederlagets dyne
Det var de objektive omstændigheder både nationalt og internationalt, som fik udmattelsens og nederlagets tunge dyne til at falde over de russiske arbejdere og banede vejen for en karakter som Stalin.
Stalin behøvede kun opbakning hos en minoritet, så længe majoriteten af masserne var passive og resignerende. Trotskij havde derimod brug for den bevidste og aktive opbakning blandt masserne for at vinde over partiets bureaukrati og genoplive demokratiet i Sovjet. Men de ydre betingelser gjorde dette yderst vanskeligt. Og som enhver anden revolutionær der handler, begik Trotskij fejl.
Trotskijs gode kammerat Joffe skriver i et afskedsbrev, inden han begik selvmord i 1927, følgende dom:
“Jeg har altid ment, at du manglende Lenins ubøjelige vilje og hans modvilje mod at give op, hans parathed til at stå alene på den linje, han mente var den rette, for at vinde et fremtidigt flertal.” Han fortsætter:
“Du har ofte forladt din rigtighed til fordel for en overvurderet aftale eller kompromis.”
Ved at give efter og ikke tage kampen op på en åben og principiel facon af frygt for kontrarevolutionen svækkede han sine støtter og styrkede Stalin, den største kontrarevolutionære fare af dem alle.
Man kan forklare Trotskijs fejltagelser på mange måder, men politisk havde han endnu ikke helt forstået omfanget af kontrarevolutionen endnu. I lang tid tror han stadig, at partiet og dermed staten kan reformeres.
Da det først går op for ham, at en reform af Stalins Rusland ikke er mulig, bliver hans kamp mod Stalin også kompromisløs.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe