Socialistisk Arbejderavis
Nr. 356 – 19. januar 2017 – side 8
Trotskij i 1930’erne
Med ideer der kunne stoppe fascismen – men uden krop at gøre det med
Anders Bæk Simonsen
Før nogen anden forstår og advarer Trotskij mod den fascistiske trussel i Tyskland i starten af 1930’erne.
Nazi-oplympiaden i Berlin 1936.
Længe inden Hitlers nazistparti fik magten, foreslår han et aktionsfællesskab mellem de socialdemokratiske og kommunistiske partier for at stoppe den fascistiske trussel.
Trotskij ser, at fascismen kvalitativt er noget andet end selv de mest autoritære borgerlige regimer. Han forstår, at fascismen er en dødsmaskine, der skal stoppes for enhver pris, men han mangler organisationen til at gøre denne politik til virkelighed.
I en situation med omfattende krise i samfund, der kommer ud af 1. verdenskrig, hvor millioner mennesker bliver slagtet eller får krigsskader, ophobes der en enorm vrede og fortvivlelse.
I Tyskland skal dertil lægges de ydmygende betingelser, der blev dikteret af sejrsherrerne efter Tysklands nederlag i krigen – og endelig den dybe krise efter krakket på Wall Street i 1929.
Det skaber en radikalisering, da det er åbenlyst, at magthavernes ideer og orden ikke har været den rette.
Den radikalisering er brændstof for revolutionerne og elementerne af rådsmagt i hele Europa i perioden 1917-1923. Det er arbejderne, soldaterne og de fattige landarbejderes værk.
Men arbejderklassen er ikke den eneste klasse, som mærker fortvivlelsen, ydmygelserne og desperationen.
Fascismens klassebasis
Trotskijs analyse af fascismen tager afsæt i forholdet mellem samfundets klasser. Mellem arbejderklassen og borgerskabet finder vi småborgerskabet. En klasse, som i tid med ro og mag altid følger borgerskabet.
Men når krisen kradser, mærker den det også. Fordi den følger og deler borgerskabets forståelse af den herskende orden, er følelsen af forråelse, når illusionen om den borgerlige orden brister, meget spontant radikal.
Det gælder bl.a. små erhvervsdrivende, købmænd, håndværksfirmaer, tandlæger, akademikere med stillinger i staten, mellemledere etc.
De er socialt og materielt placereret mellem borgerskabet på den ene side og arbejderklassen på den anden.
Borgerskabet med dets finanskapital gør livet surt og usikkert for de mindre erhvervsdrivende. Arbejderklassen laver oprør, strejker og “skaber uorden”. Småborgerskabet forsøger at vriste sig fri fra denne modsætning og formulere deres egen dagsorden.
Men småborgerskabet er en svag og mindre klasse. Deres svar bliver desperate, fordi de i ikke er i stand til at spille en selvstændig rolle.
De vil altid følge én af de to hovedklasser – enten arbejderklassen eller borgerskabet.
Når arbejderklassen er i offensiven og truer borgerskabets magt, vil de laveste dele af småborgerskabet (de fleste) sætte deres håb til arbejderklassen.
Men i krisetider, og hvis arbejderklassen ikke udgør en aktiv styrke, vil de støtte andre radikale svar, herunder fascismen.
Trotskij skriver om nazisterne fremgang i 1930:
“Nationalsocialismens gigantiske vækst er et udtryk for to faktorer: en dyb social krise, der kaster de småborgerlige masser ud af balance, og mangelen på et revolutionært parti, som folkets masser kunne anerkende som en revolutionær ledelse.
Hvis det kommunistiske parti er partiet for det revolutionære håb, så er fascismen som massebevægelse partiet for kontrarevolutionær desperation.”
Fascismens funktion
Det er altså manglen på et revolutionært og socialistisk håb, der baner vejen for den kontrarevolutionære reaktion.
Men hvad er det fascismen kan tilbyde småborgerskabet?
I dets øjne er det ønsket om en kraft, der er stærk nok til at tage et opgør med: (jødisk) finanskapital, kæmpe-koncerner, det svage parlamentariske demokrati, socialdemokratiske regeringer, kommunisme og marxisme, som her smeltes sammen til et altædende monster, der berøver småborgeren hans orden og liv.
Da småborgerskabet er en svag klasse uden en speciel rolle at spille i forhold til den økonomiske materielle udvikling, tyr den med fascismen til den mest primitive “kode” for at hævde sin egen uovertræffelighed: Den biologiske racisme.
Spørgsmålet om “befrielsen af ens race” bliver det nærværende spørgsmål. Alt, der står i vejen for dette, skal udryddes.
Racismen har været en ideologi for magthaverne i Europa lige siden slavehandlen, så racistiske og chauvinistiske ideer findes allerede i samfundet. Det er dermed den racistiske vrede, som fascismen benytter sig af til at samle småborgerskabet og de mest tilbagestående dele af arbejderklassen omkring sig til at gennemføre dens “revolution”.
Men i grunden kan fascismen ligesom reformismen ikke gøre noget ved borgerskabets magt, så derfor bliver det arbejderklassen og dets institutioner vreden rettes mod.
Det er omvendt borgerskabet, der på et tidspunkt, når situationen er ekstraordinær, som den er i dyb krisetid, vælger at tillade, finansiere og bevæbne fascistiske organisationer og dets bøller, så de rent fysisk kan smadre arbejderklassens organisationer og derefter sikre en lang periode med ro og stabilitet.
Enhedsfronten
Trotskij ser, at fascismen ikke blot er en fare for en etnisk minoritet eller revolutionære. Han ser det også er en fare for det parlamentariske demokrati og dermed også hele arbejderbevægelsen.
Fordi det var et spørgsmål om overlevelse, lå der en mulighed for et meget afgrænset samarbejde om at stoppe fascismen mellem socialdemokratiet og kommunistpartiet.
Trotskij giver i sine artikler meget konkrete og lavpraktiske forslag til, hvad de to organisationer kan gøre med deres tilsammen over 1,25 mio. medlemmer for at stoppe fascismen.
Selv om der blev talt en hel del om at stoppe fascismen, blev intet af dette ført ud i livet.
Kommunistpartierne førte fra slutningen af 1920’erne frem til efter Hitlers magtovertagelse en katastrofal politik, kaldet “Den tredje periode”, hvor socialdemokratiet blev anset for blot at være en anden gren af fascismen (social-fascismen).
Det betød, at kommunisterne ikke kunne udfordre socialdemokratiet med konkrete handlinger, man sammen kunne foretage sig for at bekæmpe nazismen.
Det kunne der ellers godt være brug for. Der blev ikke kaldt ud til en eneste strejke fra den socialdemokratiske parti- eller faglige top. Deres svar på fascismen var en konstant tøven. De frygtede, at en offensiv mod fascismen vil skubbe den herskende klasse i fascismens retning i stedet for at forhandle med og bruge socialdemokratiet.
På den anden side forsøgte kommunisterne at kalde ud til en generalstrejke. Men det blev en eklatant fiasko, da over 70 pct. af kommunisternes medlemmer var arbejdsløse. De havde på ingen måde samme vægt på arbejdspladserne som socialdemokraterne.
Mellem håb og desperation
Trotskij mente, at kommunistpartiet kunne udnytte situationen bedst muligt, hvis man udfordrede socialdemokratiet med konkrete bud på defensive kampe vendt mod den fascistiske trussel, og på den måde vinde opbakning blandt de socialdemokratiske masser, men også bredere.
Det er kun når arbejderklassen slås og kan tilbyde håbet om en bedre verden, at man kan vinde dele af småborgerskabet over for revolutionær politik.
“Når det revolutionære håb har grebet hele den proletariske masse, trækker det uundgåeligt en betragtelig og voksende del af småborgerskabet med sig på vejen mod revolutionen.”
Men hvis det ikke sker, hvis arbejderklassen og dens organisationer ikke viser lederskab, men vakler, modererer sig og lægger låg på sig selv, så kan det omvendte ske – som med fascismen i 1930’erne:
“Kontrarevolutionær desperation greb den småborgerlige masse med en sådan styrke, at den trak store dele af proletariatet med sig.”
Se også:
SAA 356: 1930’erne og i dag
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed