Socialistisk Arbejderavis
Nr. 356 – 19. januar 2017 – side 9
1930’erne og i dag
Jørn Andersen
1930’erne var langt mere end Hitler og vejen mod holocaust og verdenskrig. Det var et årti med store kampe, hvor udfaldet ikke var givet på forhånd.
Et gavlmaleri i London til minde om “Slaget i Cable Street”, søndag den 4. oktober 1936. (Foto: Wikipedia)
Især siden valget af Trump – og forventet højrefløjs-fremgang ved kommende valg i fx Tyskland, Frankrig og Holland – er mange begyndt at spørge: Er vi på vej i samme retning som i 1930’erne? Venter fascisme og barbari lige om hjørnet?
Man skal være varsom med at spå om, hvad der “venter om hjørnet”. Marxismen er ikke en krystalkugle.
Men det, vi kan, er så nøgternt som muligt at pege på ligheder og forskelle mellem 30’ernes krise og krisen siden 2007-8. Gør man ikke det, bliver man let offer for enten afmagt eller desperation – og er dermed ude af stand til at handle og organisere modstand.
Krisen i 30’erne var – som krisen i dag – både en økonomisk og en politisk krise for den herskende klasse.
Derfor vil jeg både kigge på ligheder og forskelle i de økonomiske kriser. Og give et lille indblik i nogle af de væsentligste kampe i 1930’erne.
Krisen i 30’erne og i dag
Selv om både krisen i 30’erne og siden 2007-8 blev udløst af finanskrak, var de begge udtryk for faldende profit i den produktive sektor af økonomien.
Krisen i 30’erne blev udløst af krakket på Wall Street (New Yorks børs) i oktober 1929. Men allerede i 1927-28 var der tydelige krise-tegn i såvel USA som i Europa. Fra sommeren 1929 var der tale om en reel depression.
I Tyskland steg arbejdsløsheden til 1,9 millioner i sommeren 1929. I Storbritannien kom vendepunktet i juli.Selv om produktionen i USA faldt med 20 pct., og arbejdsløsheden steg til 16 pct. et år efter krakket, så blev det stadig set som en midlertidig og “normal” krise, der hurtigt ville blive overvundet.
Men krisen i Europa i 1931 udløste krisens anden bølge. I USA faldt industriproduktionen til 40 pct. under før-1929-niveauet.
Efter et kort opsving i efteråret 1932, faldt industriproduktionen i USA i vinteren 1932-33 til halvdelen af før 1929-niveauet. I Tyskland var tallene på lignende niveau.
Roosevelts New Deal
Roosevelts “New Deal” var en række beskæftigelses-initiativer – ligesom fx Lillebæltsbroen i DK.
Men virkningen var begrænset. Det var først i 1937, at produktionen i USA igen var oppe på før-1929-niveauet. Og arbejdsløsheden var stadig på 14,3 pct.
Mini-opsvinget i 1937 blev afløst af en ny krise, der sendte arbejdsløsheden op på knapt 20 pct.
Det var først oprustningen under 2. verdenskrig, der satte en stopper for krisen.
Forskelle til i dag
Krisen siden 2007-8 er den dybeste krise siden 1930’erne. Men vi har endnu ikke set produktionsfald på 20-40-50 pct. i nogen af de store globale økonomier. Eller arbejdsløshed på 20-30 pct. eller mere.
Kun i 2008-9 så vi et markant fald i brutto-national-produktet – på omkring 4 pct. iflg. OECD.
Årsagen til, at 2007-krisen ikke udløste et sammenbrud som i 1929, er to ting. Før det første, at den statslige del af økonomien selv i USA udgør omkring 20 pct. – og i mange lande i Europa mere.
I 1929 i USA stod staten for 2,5 pct. af økonomien. Selv på højdepunktet under “New Deal” i 1936 nåede den kun op på 9 pct.
Statens rolle
Statens større rolle i økonomien betyder, at der er en “bund” i efterspørgslen, som delvist stabiliserer resten af økonomien. Det fører os videre til den anden årsag.
Statens større rolle gjorde det muligt for regeringer at bruge mellem 15 og 20.000 milliarder dollars på at redde lukningstruede banker og virksomheder. Det svarer til ca. en fjerdedel af verdens produktion.
30’erne i slow-motion
Staterne kan ikke blive ved med at pumpe enorme milliard-beløb ud i økonomien. Man har nok undgået et alvorligt krak, men i stedet fået en langtrukken depression.Det er grunden til, at vi kalder krisen for “30’erne i slow-motion”. Den har de samme grundlæggende årsager som i 30’erne – for lav profit. Men forløbet er langt langsommere.
Det gør, at den politiske krise ikke udvikler sig i samme kaotiske tempo som i 30’erne.
Retningen er den samme – stigende polarisering – men vi kan håbe på mere tid til at organisere modstand, end socialisterne i 30’erne fik.
Skærpet klassekamp i 30’erne
Krisen i 30’erne betød arbejdsløshed, sult og fattigdom for millioner af mennesker. Men 30’erne var også en politisk krise for magthaverne, der blev udfordret fra både højre og venstre.
Nazisternes magtovertagelse i Tyskland (se side 8) og nederlaget for den spanske revolution er kun en lille del af historien.
I Storbritannien fx havde Britisk Union of Fascists op mod 50.000 medlemmer i 1933. I 1936 forsøgte de at marchere gennem et jødisk kvarter i London, men blev, trods politibeskyttelse, slået tilbage af en massemobilisering ved slaget i Cable Street.
Dette er grunden til, at fascismen ikke kom til at spille en rolle i Storbritannien.
Frankrig
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 voksede de franske hel- og halv-fascistiske organisationer kraftigt. Flere af dem opfordrede åbent til mord på lederen af det franske socialistparti, Leon Blum, der var jøde.
Den 6. februar 1934 angreb en række af dem det franske parlament, men blev slået tilbage. Regeringen blev tvunget til at gå af.
Både de kommunistiske og socialistpartiets fagforeninger indkaldte til en én-dags generalstrejke den 12. februar, som alene i Paris fik 1 millioner arbejdere til at nedlægge arbejdet. Da de to partiers demonstrationer mødtes, hørtes fra begge sider råbet “Unité! Unité!” – Enhed! Enhed!
I juli indgik de to arbejderpartier en parlamentarisk alliance, kendt som “Folkefronten”, som vandt valget i maj 1936.
Det gav selvtillid i arbejderklassen, som et par uger senere udløste en strejkebølge, der endte med at omfatte 6 millioner arbejdere. I juni bredte strejkerne sig til brancher, der ikke tidligere havde strejket.
Regeringen måtte indgå en aftale, som gav lønforhøjelser på op til 15 pct. samt 40 timers arbejdsuge – et sensationelt gennembrud. Aftalen udløste nye strejker – om fortolkningen af aftalen.
USA
I 1934 dannede et mindre økonomisk opsving baggrunden for en bølge af de største og mest militante strejker i USA’s historie.
Strejkerne pressede Roosevelt til året efter at gøre det lovpligtigt for arbejdsgiverne at anerkende fagforeningerne og retten til kollektive aftaler.
Strejkerne bidrog også til i 1935 at skabe CIO, en faglig organisering i de moderne industrier organiseret efter princippet én fagforening for hele arbejdspladsen.
Det hidtidige fælles fagforbund, AFL, organiserede efter fag (og i princippet kun faglærte). CIO organiserede også ufaglærte – og sorte arbejdere.
Fagforeningernes medlemstal voksede fra 3,6 millioner i 1935 til 8,6 millioner i 1941.
Hvad gik galt?
I mange andre lande var der strejker og protester i 1930’erne – både mod regeringers og arbejdsgiveres angreb og mod fremgangen for den fascistiske højrefløj.
Desværre var både Socialdemokratiet og Kommunistpartiet kun interesserede i at bruge arbejdernes aktioner som en forhandlingsbrik over for regering og arbejdsgivere – ikke i at opbygge en selvstændig styrke i arbejderklassen, der kunne have sat en stopper for krisepolitikken.
Tragedien i 1930’erne var ikke arbejderklassen manglende evne eller vilje til at slås. Det var, at der ikke eksisterede et revolutionært lederskab til at udfordre de to store arbejderpartiers kompromisser. Det må ikke ske ved den næste konfrontation.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed