Socialistisk Arbejderavis
Nr. 356 – 19. januar 2017 – side 16
Socialisme for begyndere
Opstanden
Jørn Andersen
“Der kan ikke vindes mere ved strejker, demonstrationer og andre protester. Nu skal vi slås.”
Sådan beskrev den russiske revolutionære, Leon Trotskij, stemningen i arbejderklassen i de store byer kort før revolutionen i oktober 1917.
I de foregående artikler i serien har vi fulgt udviklingen af en bevægelse, der er gået fra spredte protester til massekamp. Og senere til en situation med “dobbeltmagt”: De gamle magthavere på den ene side og den fremvoksende arbejdermagt på den anden.
Et forbehold: Til de foregående afsnit har vi haft masser af historiske eksempler at trække på. Men det er kun én gang lykkedes en arbejder-revolution at sejre i et helt land: Rusland i 1917. Så det er uundgåeligt at denne artikel bygger på, hvad der var generelt i den erfaring.
Den ustabile dobbeltmagt
En dobbeltmagt er en ustabil situation, som nødvendigvis må ende med, at den ene magt smadrer den anden. Der er altså lagt op til konfrontation.
Allerede i juli 1917 var mange af arbejderne i Petrograd klar til at vælte den regering, der var kommet til magten, efter at zaren (kejseren) var væltet i februar. Deres oplevelse var, at de var stærke nok til at gøre det.
Men uden for de allerstørste byer var de revolutionære stadig kun et lille mindretal. Selv i de største byer var ledelsen af arbejderrådene (sovjetterne) stadig i reformisternes hænder.
At starte en opstand uden opbakning fra et flertal af arbejderklassen ville uundgåeligt være endt i et blodigt nederlag.
Så de revolutionære (bolsjevikkerne) fandt sig i den uvante situation, at de måtte kæmpe for at holde Petrograd-arbejderne tilbage. Men de viste alligevel styrke i en bevæbnet kæmpe-demonstration. Dog uden paroler om at vælte regeringen.
Den begivenhed var ikke speciel for Rusland. Den ujævnhed i kamperfaring, og dermed i bevidsthed i arbejderklassen, jeg tidligere har omtalt, vil være til stede selv i en situation med dobbeltmagt.
De reaktionære i offensiven
På et tidspunkt vil de reaktionære forsøge at komme i offensiven. I Rusland skete det i august.
De forsøgte sig med lock-out’er, dvs. at lukke fabrikkerne for arbejderne. Det faldt ret hurtigt fra hinanden. Og de vedtog, at opløse soldaternes valgte komiteer. Men de turde ikke gennemføre det af frygt for, at soldaterne ville slagte officererne.
Det overbeviste dele af den herskende klasse, især generalerne, om, at det var nødvendigt med mere drastiske midler, mens man stadig kunne.
En reaktionær general, Kornilov, begyndte at føre sine tropper mod hovedstaden, Petrograd, for at vælte regeringen og indføre militærdiktatur.
Bolsjevikkerne var endnu engang i en uvant situation: De havde bekæmpet regeringen indædt i flere måneder. Nu måtte de forsvare den mod Kornilov. For hans egentlige mål var ikke regeringen, men arbejderrådene.
Det betød ikke politisk støtte til regeringen. De havde bare den samme fjende, og de fortsatte med at agitere mod regeringen. Den nuance var vigtig for de efterfølgende begivenheder.
Den vigtigste del af forsvaret mod Kornilov var bolsjevikkernes organisering i arbejderklassen. Kupforsøget blev slået tilbage, og regeringens halvhjertede forsvar blev udstillet.
På tærsklen til magten
Da Kornilov var jaget på flugt, steg opbakningen til bolsjevikkerne enormt. Den 31. august fik de flertal i Petrograd-sovjetten og de følgende uger i de fleste andre store industricentre.
Regeringen forsøgte at “normalisere” forholdene, men den var magtesløs. Det meste af tæppet var trukket væk under den. Men så længe den sad der, kunne den håbe på at komme igen.
Det var tid at forberede selve opstanden.
Krise i partiet
Lenin begyndte fra midten af september at bombardere bolsjevik-partiet – ikke mindst centralkomiteen – med opfordringer til at begynde den praktiske forberedelse af opstanden. Det blev i første omgang afvist.
Det kan synes mærkeligt, at et parti, der havde kæmpet for en arbejderrevolution i mange år, ofte illegalt, tøvede, da det endelig blev muligt.
Men en opstand er et kolossalt spil, hvor taberen taber alt. Desuden var stemningen i store dele af arbejderklassen ikke længere så militant, snarere afventende. Trotskij skrev senere:
“Den revolutionære stemning hos masserne bliver mere kritisk, mere dybsindig, mere usikker. Masserne søger – især hvis de har begået fejl eller lidt nederlag – efter et troværdigt lederskab. De ønsker at blive overbevist om, at vi kan og vil lede dem, og at de i det afgørende slag kan regne med sejr.”
Opstanden
Lenin og hans tilhængere vinder argumentet for opstand. Bolsjevikkerne trækker sig fra de parlamentariske organer. Petrograd-sovjetten tager kontrol over alle troppebevægelser.
Da kommandanten i Petrograd beordrer soldaterne til at lukke bolsjevikkernes presse, tager sovjettens styrker simpelthen kontrol over hovedstaden. Det var ganske ublodigt. Næsten et anti-klimaks.
I Moskva og de andre storbyer tog det længere tid og kostede flere menneskeliv. Men revolutionen havde sejret.
Opstanden er den ultimative test for et revolutionært parti. Resten er kun forberedelse. Men det var de mange års forberedelse og kamperfaringer, der gjorde, at bolsjevikkerne bestod testen.
Men hvad så? En revolution i et enkelt land er nødt til at sprede sig. Det er emnet for den næste – og sidste – artikel i serien.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed