Socialistisk Arbejderavis
Nr. 358 – 17. marts 2017 – side 11
Interview
Blokade på Campus Kaos
Christine Kyndi
De pædagogstuderende er utilfredse med forholdene på Campus Carlsberg – eller Campus Kaos – og blokerer. Socialistisk Arbejderavis har talt med to af aktivisterne.
Interviewet er bragt i en forkortet udgave i den trykte avis. Her er det uforkortede.
I sommers samlede UCC alle sine uddannelser i Københavnsområdet i det nye “Campus Carlsberg” som rummer 10.000 elever og 800 ansatte. Siden er de pædagogstuderendes utilfredshed vokset.
Vi har talt med Mia Lund og Ane Christensen, pædagogstuderende på 7. semester, om blokaden. Mia er også aktiv i PLS, Pædagogstuderendes LandsSammenslutning.
Hvorfor blokerer i?
Ane: Det var en bevægelse der startede for noget tid siden. Vi var tre studerende der var så frustrerede over de vilkår vi blev mødt med i hverdagen herude. Det var en periode hvor vi skulle skrive modulopgave og eksamensopgave oven i hinanden.
Ideen, om at vi hele tiden skulle igennem tests, synes vi var hård, når det går ud over undervisningstimerne. Det koster mange penge med mange prøver, som burde være brugt til timeundervisning til de studerende. når der ikke var noget undervisning. Så blev vi enige om at give “rødt kort” til Campus Carlsberg.
Stormøde
Siden kom der stormøde med 400 studerende og en masse undervisere, og så et nyt stormøde til for at diskutere, hvad vi skulle gøre – når der var så mange, der mødte op første gang, betyder det, der var grund til at gøre noget. Der besluttede vi at blokere.
Det gjorde vi på baggrund af et møde for hele pædagoguddannelsen, hvor ledelsen svarede på de 11 krav, vi stillede oprindeligt. Men vi følte ikke, at vi blev taget seriøst. Vores krav blev svaret på, på en slags morgensamling, hvor der var en masse sang osv. først, og så svarede ledelsen på kravene med de samme svar, vi hele tiden havde hørt.
Mia: Vi valgte også at blokere, fordi vi egentlig har forsøgt dialog og at belyse de problematiske ting herude. Men vi bliver hele tiden mødt med mærkeligt vage floskler, politikersvar, som “det er også hårdt at slå uddannelsessteder sammen”, “det er hårdt at flytte på campus”, “vi gør, hvad vi kan”. Men der er ikke sket noget endnu.
Vi har stillet 11 konkrete krav, der er ikke kommet noget konkret ud af det.
Ledelsen siger, de rigtig gerne vil gå til møde med os, vi siger, vi har ikke brug for, at I går til møder, men at I fikser det. Vi er over møde-stadiet.
Nu har de igen inviteret os til møde – nogle studerende er gået ned for at lytte – men hvis de ikke har fikset kravene, så må vi blokere fortsat.
Åbent brev til stormøde
Hvordan fik i spredt protesterne fra 3 studerende?
Mia: Jeg tror, egentlig at opbakningen var der, men det med at flytte ud til mastodontiske hvide kolde bygninger har taget pusten lidt fra folk.
Da vi var tre, som skrev et åbent brev til ledelsen og opfordrede folk til at klage, kom der 502 klager ud af et semester på 780 studerende.
Og da der endelig var mange, der gjorde noget, opdagede folk, at de ikke var alene – at det ikke kun var dem, som ikke slog til i skolearbejdet, eller synes, det var rigtig svært at finde rundt herude.
Vi brugte lang tid på at dele flyers ud og tale med folk og sige det, som det er: Vi ved, hvad løsningen er, vi har skrevet det ned i 11 krav.
Ane: Da vi delte flyers ud blev vi taget godt imod, men der var alligevel kun 80 tilmeldte på facebook på stormødet, men der dukkede 400 op.
“Det skal nok gå”
Mia: Når vi klager over forholdene, bliver vi hele tiden mødt med “det skal nok gå, du skal nok bestå, du skal nok komme igennem”.
Men vi er ikke interesserede i at komme igennem, vi er interesserede i at blive gode pædagoger. Hvis vi nu var nogle, der skulle lære at operere på andre, håber jeg ikke, man bare siger “det skal nok gå”.
Hvis der er et rør, der går i stykker, ringer man efter sin VVS’er, man er ikke interesseret i at gå i dialog med ham, han skal fikse det. Det er lidt dér, vi er med ledelsen nu.
Vi bliver underprioriteret med taxametrene, og der skal skæres ned, men det er også, fordi ledelsen prioriterer forkert – de åbner ikke budgetterne, så vi kan ikke se, hvad de bruger pengene på. Så det bliver let for dem at skyde skylden på noget omkringliggende.
Det med mere feedback kunne de sagtens arbejde på. Det med at man har en form for indflydelse på sin bachelor-vejleder – hvorfor kan vi ikke have det, når de har det på universiteterne?
Ane: Lige om lidt er vi færdige, men jeg føler der er så meget, jeg ikke ved noget om, eller ikke kan, eller ikke er blevet støttet i eller fået ordentlig feedback på. Det er ret foruroligende.
Hvordan har PLS hjulpet jer?
Mia: Fra første gang, da vi var tre studerende, tilbød PLS os hjælp med at diskutere, hvad vi skulle gøre, og de stillede en sagsbehandler til rådighed, der hjalp med en standard klage.
De har støttet med manpower og været med til at tale om den politiske strategi, vi gerne ville lave. Og de har hjulpet med at snakke med ledelsen de gange, hvor vi følte, vi som studerende ikke blev hørt.
Ane: Jeg har ikke rigtig været aktiv med noget før, men det er fedt, at PLS har støttet op med alt muligt, og man har følt, at nogen har stået bag en.
Hvad er planen nu?
Ane: Vi har besluttet at have en meget flad struktur – de studerende er selv beslutningstagere. Derfor tror jeg også, at mange er mødt op i dag, fordi de ikke føler at det er nogen der sidder i mødestrukturer der bestemmer for dem, men at de selv har direkte indflydelse.
Nu er der nogle studerende, som lige har været nede at lytte til ledelsen, som holder en briefing, og så må vi tage en beslutning derfra.
Ellers holder vi morgenmøder, frokostmøder og kl. 17 møder – det er det største møde og på den måde det øverste politiske organ i blokaden lige nu. Der beslutter vi, om vi skal opretholde blokaden eller ej.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed