Socialistisk Arbejderavis
Nr. 359 – 1. maj 2017 – side 12
100-året for den russiske revolution
Lenins aprilteser
Jørn Andersen
Den russiske revolution startede “spontant” – uden en synlig politisk ledelse. Men at fuldføre den krævede, at de revolutionære kastede sig ind i kampen om dens politiske retning.
Da støvet havde lagt sig lidt, nogle uger efter opstanden i februar 1917, havde såvel arbejdere som kapitalister vundet nogle vigtige sejre: det reaktionære zar-styre var væltet, og begge parter kunne se frem til en anden type samfund. Men hvilken?
Afløseren for zarens regering var en ‘provisorisk regering’. Og ‘provisorisk’ betyder midlertidig. Alene dens navn var et symbol på, at situationen langt fra var afklaret.
Alt var som før – og så alligevel ikke
Den provisoriske regering fortsatte Ruslands deltagelse i 1. verdenskrig. Soldaterne ved fronten blev stadig kommanderet af zarens officerer. Bønderne arbejdede stadig for herremændene. Arbejderne sultede og måtte stadig arbejde for brutale kapitalister.
De nationale mindretal blev stadig undertrykt af den russiske regerings embedsmænd og militær. Og der havde endnu ikke været afholdt valg.
Det var kun arbejdernes og soldaternes egen organisering, der havde sikret en vis afdæmpning af disciplinen på fabrikkerne og ved fronten.
Perspektiver
Arbejdernes og soldaternes råd (på russisk: sovjetter) var modstykket til den provisoriske regering. Men det var også arbejdernes og soldaternes sovjetter, der havde foræret magten til den provisoriske regering.
Og den provisoriske regering ønskede kun udskiftning i toppen og indførelse af demokratiske valg. Magten på fabrikkerne, på godserne og i hæren skulle ikke røres.
Det var langt fra nok for de fleste arbejdere, soldater og bønder.
Men de russiske socialister var ikke særligt godt klædt på til at tage den kamp op. Deres perspektiv fra før revolutionen var blevet overhalet af virkeligheden.
De støttede f.eks. den provisoriske regering – selv om de krævede, at den skulle gennemføre flere af sovjetternes krav.
Lenin vender hjem
Den 3. april kom Lenin til Petrograd fra sit eksil i Schweiz. Allerede samme nat opridsede han et langt mere radikalt perspektiv i 10 punkter på ca. 2 A4-sider – de såkaldte “aprilteser”.
For det første mente han, at man ubetinget skulle kræve Ruslands deltagelse i krigen stoppet. Og det var kun muligt, hvis man styrtede kapitalens magt.
En særlig situation
Dernæst beskrev han det særlige i den politiske situation: overgangen fra revolutionens første fase til dens anden fase.
I dens første fase havde arbejderne givet magten til dens værste fjender; kapitalisterne pga. manglende bevidsthed og erfaring.
De fleste arbejdere var først i selve revolutionen begyndt at blive politisk bevidste. De stolede stadig på den provisoriske regering – bl.a. fordi regeringen ikke brugte vold mod arbejderne (det var den ikke i stand til i den uafklarede politiske situation).
Ingen støtte til regeringen
Teserne gjorde det klokkeklart, at det var en fejl at støtte den provisoriske regering.
Det var “utilladeligt” at rejse krav om, at “denne regering, kapitalisternes regering, skulle høre op med at være en imperialistisk regering”. I stedet skulle regeringen og dens falske løfter afsløres.
Men, skrev Lenin også, man skal gøre sig helt klart, at dette er et mindretals-synspunkt. Det ville stille bolsjevikkerne i modsætning til “en blok af alle småborgerlige, opportunistiske elementer, som ligger under for bourgeoisiets påvirkning og overfører denne påvirkning til proletariatet”.
Kravet var, at hele magten skulle overgå til arbejder-rådene.
Konkrete krav
Derudover stillede teserne nogle konkrete krav. De vigtigste er:
“Afskaffelse af politiet, hæren og embedsmandsvældet.”
“Ingen embedsmands løn må overstige en dygtig arbejders gennemsnitsløn, alle embedsmænd skal vælges og til enhver tid kunne afsættes.”
“Konfiskation af al godsejerjord. Nationalisering af al jord i landet.” – under landarbejder-rådenes kontrol.
“Øjeblikkelig sammensmeltning af alle landets banker til én landsdækkende bank” – igen: under arbejderkontrol.
I mindretal
Det var ikke kun i arbejder-rådene, at Lenins synspunkt var i mindretal. Hos bolsjevikkerne var næsten hele partiledelsen imod Lenins teser. Det tog næsten en måneds diskussioner, før argumenterne var vundet.
Reelt blev argumenterne vundet “nedefra” i partiet. De menige partimedlemmer kunne lettere se sulten, undertrykkelsen, fabriksdisciplinen osv. For mange af dem gav Lenins teser en konkret mening – og et konkret perspektiv at slås for.
Konsekvenser
Indtil april havde bolsjevikkerne først og fremmest været optaget af at “forsvare revolutionen”. De havde ikke et klart perspektiv for, hvordan den skulle udvikle sig.
Derfor støttede de f.eks. den provisoriske regering. For hvad var alternativet?
Lenins aprilteser blev skrevet for at give bolsjevikkerne et sådant perspektiv: Vi er i mindretal i en ustabil situation. Svaret er ikke en “bedre” provisorisk regering, når den falder. Det er kun arbejder-rådene, der kan løse revolutionens konkrete opgaver.
Lenin understregede mange gange, at hans perspektiv ikke var at “kræve socialisme”. Derimod var det at overbevise arbejderne om, at de selv kunne tage over og løse de opgaver, som den provisoriske regering ikke kunne – eller ville – løse.
Socialisme – arbejdermagt – kan ikke indføres fra oven. Den kan kun tilkæmpes af en arbejderklasse, der er bevidst om sin egen, mulige, magt og evner.
Nyt program, nyt navn
De sidste to punkter i teserne havde overskriften “partiopgaver”.
For det første skulle der hurtigt indkaldes til en partikongres, der skulle afklare holdningen til krigen og til staten. Og så skulle den vedtage et revideret partiprogram.
Men derudover skulle den også ændre partiets navn fra “socialdemokrater” til “kommunistisk parti”. Navnet “socialdemokrater” var blevet miskrediteret af, at stort set alle socialdemokratiske partier i Europa støttede krigen – og ofte samarbejdede med de kapitalistiske partier.
Det skulle også i navnet gøres klart, at apriltesernes parti ikke blot stod for en mere venstredrejet udgave af denne politik. Kommunisterne havde et selvstændigt perspektiv om arbejdermagt.
Aprilteserne forandrede således bolsjevikkernes orientering og blev fundamentet for bolsjevikkernes politik i de kommende måneders begivenheder.
Dette er den fjerde artikel i en artikelserie i anledning af 100-året for den russiske revolution. Gennem 2017 vil vi følge begivenhedernes udvikling, som de udspillede sig i løbet af året for 100 år siden.
Datoer
Den russiske kalender var i 1917 13 dage efter den vesteuropæiske (og nuværende). Så fx fandt februar-revolution sted i marts efter den vestlige kalender.
Vi har gennem artikelserien fastholdt de daværende russiske datoer.
Revolutionen ændrede kalenderen til den nuværende i januar 1918.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed