Socialistisk Arbejderavis
Nr. 360 – 27. juni 2017 – side 16
Storbritannien
Millioner stemte for forandring og ydmygede de konservative
Socialist Worker (UK)
Valgresultatet var en ødelæggende katastrofe for de konservative og Theresa May og en triumf for Jeremy Corbyn og Labour-partiet.
Dette giver opmuntring til alle på venstrefløjen og alle, der kæmper mod nedskæringer og racisme. Til alle, der ønskede at sparke de konservative ud og støtte Corbyn.
Labour-partiet opnåede den største stigning i opbakning under en valgkampagne i britisk valghistorie. Næsten alle meningsmålinger missede denne proces, de fleste af dem totalt.
Theresa May, der traf beslutningen om at afholde valget, begyndte med et forspring i meningsmålingerne på mere end 20 procent, bør gå af. Hun har ikke mandat til at blive. Hun skal tvinges ud; og der skal organiseres, så det sker. Der er allerede sket en del protester.
May udskrev valget og forventede at nedtrampe al modstand – især Labour – og få et stort flertal. Hun havde stor opbakning fra næsten alle britiske medier. Efter sigende stormede Rupert Murdoch (mediemogul, der bl.a. ejer den britiske tabloid-avis, The Sun) ud af The Times redaktions-lokaler, hvor der ellers skulle afholdes sejrsfest for de konservative, da han så hvilken vej vinden blæste.
Mays illusion om at få et flertal på mere end 100 er smuldret. Hendes uklare kampagne, det katastrofale valgprogram centreret om demens-skatten og hendes kyniske forsøg på at bruge terrorangrebene i Manchester og London, har ført til en ydmygende fiasko.
Dette er ikke en hævn fra “Remain”-vælgerne (dem som stemte imod Brexit), som nogle ellers har ment. Hvis det var tilfældet, ville De Liberale Demokrater have klaret sig meget bedre. Det handler om nedskæringer og den dybe vrede mod de rige.
De Konservative får det største antal pladser, men deres absolutte flertal er væk. En ting er sikkert: hvilken som helst konservativ regering ville langt fra være stærk og stabil. De forsøger at danne en regering med det højreorienterede “Democratic Unionist Party”, men det ville være en koalition af kaos.
Det er højst sandsynligt, at der inden årets udgang vil blive afholdt valg igen, da der ikke er en sikker koalition for nogen af partierne.
Der er bitre interne opgør blandt de konservative efter Mays opportunistiske træk gik galt. Tidligere finansminister George Osborne sagde: “Det er det værste, hun har gjort i sit liv.” Flere i toppen af de konservative har allerede antydet, at hun skal gå af.
Labour
Labour-partiet er gået frem over hele Storbritannien. Dette ville ikke være sket uden Labours radikale valgprogram og en masse-baseret, udadvendt kampagne ledet af Corbyn. Han havde ret, da han sagde: “Politik er forandret, og den går ikke tilbage i den boks, den var før.”
I en æra, hvor folk er fuldstændigt desillusionerede over den politiske elite og de nyliberalistiske nedskæringer, tilbød Corbyn håbet om reel forandring – og millioner reagerede på hans budskab.
Massemøder og politikker som beskatning af de rige, afskaffelse af studieafgifter (som er på 90.000 kr. pr. studieår), en mindsteløn på 100 kr. i timen og flere penge til det nationale sundhedsvæsen og uddannelse, skabte ægte entusiasme.
Der er en masse stemning mod nedskæringer, racisme og krig. Her var en, som sagde de ting, folk tænkte. Det motiverede titusinder til at gå ud og aktivere folk til at stemme Labour og millioner til at stemme – især unge.
Labours højrefløj, der aldrig har accepteret Corbyn som leder, og som sagde han var ubrugelig, er blevet fuldstændig miskrediteret. De vil sige, at en højrefløjs-leder kunne have gjort det endnu bedre.
Men, som Ed Miliband (tidligere Labour-leder) viste, virker uinspirerende budskaber ikke.
Et folketingsmedlem fra Labours højrefløj, John Woodcock, der havde sagt, at Labour var på vej til et katastrofalt nederlag, sagde efter valget “... jeg har ingen idé (om, hvad der foregår; red.). Jeg ved ikke, hvad der sker i britisk politik.”
De forbavsende resultater omfattede også, at Labour vandt i Canterbury-kredsen, som de konservative ellers har vundet siden 1918! Den konservative boligminister, Gavin Barwell mistede sin Croydon-kreds (Syd London). Ben Gummer, som udarbejdede de konservatives valg-program, blev besejret i Ipswich-kredsen – og indenrigsministeren, Amber Rudd, overlevede kun lige i sin kreds.
Labour-partiet fik 41 % af stemmerne. Det er langt flere end Labour fik i 2015 under Miliband, i 2010 under Gordon Brown eller i 2005 under Tony Blair. Det er det samme, som Blair fik i 2001. Blairismen er nu død, og Corbyns position i Labour-partiet kan ikke antastes.
UKIP og de Liberale
Det indvandrer-fjendske højrefløjsparti UKIP (United Kingdom Independence Party) kollapsede. Paul Nuttall, som inden da havde Boston- og Skegness-kredsen, fik 26 % af stemmerne, blev kun nr. tre og røg ud af det britiske parlament.
De Liberale Demokrater har øget deres pladser i parlamentet, men deres tidligere leder Nick Clegg mistede sin plads. I Skotland er Scottish National Party stadig det største parti, men har mistet mange pladser til Labour, de konservative og de Liberale Demokrater.
Labour-partiets succes er vigtigere end et enkelt valgresultat. Valget viste, at Storbritannien ikke er et højrefløjs-land, helt i modsætning til hvad de fleste analytikere og politikere sagde efter EU-folkeafstemningen og Brexit.
Tolv millioner har afvist de konservative og ligesindede. De skal mobiliseres på gaderne og på arbejdspladserne, fordi der stadig er en konservativ regering. Modstanden skal styrkes og udvides.
Se også:
SAA 360: Det mener vi: Corbyns succes giver håb for et andet Europa
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe