Socialistisk Arbejderavis
Nr. 39 – Maj 1988 – side 5
1968 – ikke bare blomster men også barrikader
Jason Meyler
1968 har sat sit præg på en hel generation. Aviserne giver os det indtryk, at 1968 først og fremmest var året med fri hash, fri sex, Vietnam-demonstrationer og studenteroptøjer.
Vendepunkt
Tyve år efter kommer en bølge af nostalgi, hvor gamle hippier snakker om en fortid, som de enten er “vokset fra” eller har vendt ryggen.
Men selve interessen for jubilæet viser, at stemningen fra begivenhederne i 68 var mere end naiv ungdomsromantik. Mange vigtige træk ved verden i dag er skabt gennem begivenhederne før 20 år siden. Hverken Irangate eller Golfkrigen kan forstås uden henvisning til modstanden mod Vietnamkrigen.
1968 var et vendepunkt på flere måder. For første gang siden anden verdenskrig, måske siden de store revolutionære bevægelser i 1917-23, blev det bestående systems magt udfordret af brede bevægelser.
Venstrefløjens opsving
Venstrefløjen, som i en generation havde levet en isoleret ghetto-tilværelse, oplevede, at dens holdninger var relevante for mange flere og den blev flerdoblet i størrelse.
For venstrefløjen var det også afgørende, at det kvælertag, som de gamle stalinistiske organisationer havde, blev brudt. Valget gik ikke længere mellem Øst og Vest, nu var der plads til at opbygge revolutionære organisationer. Selv i dag, efter ti år med nedgang i klassekampen, er den plads ikke helt svundet ind.
Medierne diskuterer de store kulturelle forandringer omkring 68 meget. I virkeligheden var de en afspejling af en række dybtgående oprør imod den etablerede orden i det ene land efter det andet.
– ikke bare blomster, men også barrikader
Da 1968 begyndte, var der ingen, der forudså den situation, som var ved at udvikle sig. Journalister og politikere temede et selvtilfreds billede af en stabil verden. Venstreorienterede akademikere, som André Gorz, var overbeviste om, at arbejderklassen var blevet købt af velstanden: Oprør og klassekamp hørte fortiden til.
Selvtilfredsheden varede ikke længe. Sidst i januar måned markerede befrielsesbevægelsen i Sydvietnam det vietnamesiske nytår, Tet, med en offensiv mod alle byerne og enhver amerikansk militærbase i landet. De løb dele af den amerikanske ambassade over ende og erobrede hele den gamle hovedstad, Hue.
USA rystet
Amerikanerne fik til sidst genetableret kontrollen over byerne, men verdens stærkeste militærmagt var dybt rystet. Illusionen, om at de kunne besejre vietnameserne, var smadret. De var ikke uovervindelige og kunne ikke forhindre, at ofrene for deres aggression gik til modstand. Det blev begyndelsen til enden for USA i Vietnam. I marts tilkendegav daværende præsident Johnson, at han ikke ville genopstille til posten.
Modstanden vokser
Stemningen mod krigen voksede i USA. Myten om, at det var nødvendigt at forsvare “den frie verden” mod “diktaturet” mistede al troværdighed, da amerikanske bombefly kastede napalm over Vietnam. De gjorde det i et desperat forsøg på at holde en marionetregering oppe – en regering ledet af en beundrer af Adolf Hitler.
Der var flere og flere, som ikke længere troede på, at det var en “retfærdig” krig. USA’s modangreb viste, at USA bekæmpede vietnameserne og ikke befriede dem. En amerikansk oberst forklarede, at “vi måtte ødelægge byen for at befri den.”
Flere tilsluttede sig større og større demonstrationer mod krigen. Titusinder samlede sig omkring Pentagonbygningen og indkaldelsespapirer blev hver uge brændt af offentligt.
I august fandt en kæmpe demonstration sted udenfor Demokraternes partikongres i Chicago. Byens borgmester sendte 26.000 politi- og militærtropper med tåregas og stave mod demonstranterne. Krigen var kommet hjem til Amerika. I Vietnam var der soldater, der nægtede at adlyde ordrer og som myrdede deres officerer.
Det amerikanske borgerskabs problemer var ikke begrænsede til Vietnam-krigen. I marts blev Martin Luther King, leder af den sorte ikke-volds-borgerretsbevægelse, myrdet. Sorte amerikanere rejste sig i vrede over hele landet. I 131 byer var der omfattende gadekampe, da de tog til genmæle mod den racisme, som tvang dem ned i fattigdom.
Organisering
I Detroit dannede sorte arbejdere Dodge Revolutionary Union Movement for at organisere strejker og besættelser af bilfabrikkerne. Mange sorte meldte sig ind i det "marxistisk-leninistiske" parti, Black Panthers.
I mellemtiden havde protest-bevægelsen udviklet sig til en flodbølge over hele verden. I Rom, Madrid, Barcelona, London og mange andre steder var der de største demonstrationer og voldelige konfrontationer med politiet i årtier.
Tet-offensiven havde givet mange ideen om, at “alt er muligt”. Alt det, som man hadede ved det kapitalistiske samfund, kunne udfordres. I Vestberlin var pressen hysterisk, fordi tusindvis af studerende marcherede igennem “koldkrigens højborg” med røde faner og billeder af den nordvietnamesiske leder, Ho Chi Minh.
Et ekko fra de amerikanske ghettoer blev hørt i Nordirland, da katolikkerne organiserede en borgerrettighedsbevægelse. De oplevede også diskrimination og elendige leveforhold. Da politiet invaderede Bogside-kvarteret, gik befolkningen til modstand og drev dem ud igen.
Også Østeuropa
Men protestbevægelserne var ikke begrænsede til Vesteuropa og USA. I Warszawa var studerende på gaderne i protest mod diskriminationen af venstreorienterede aktivister. Der var gadekampe med politiet i alle universitetsbyerne.
I Tjekkoslovakiet havde kommunistpartiets nye ledelse lovet reformer. Studerende mødte op i tusindtal og krævede, at partiledelsen gik endnu længere med reformerne, end den selv ønskede.
Det endelig slag mod myten om en fundamental forskel mellem Øst og Vest kom 21. august, da russiske tanks satte en stopper for reformerne. Ideen om Sovjet som alternativet til den vestlige kapitalisme var afsløret som løgn.
Pressen og fjernsynet kunne begræde tanks i Prags gader, men den samme aften kunne de ikke undgå at vise, at politiets opførsel i Chicago i “frihedens eget land” ikke adskilte sig væsentligt fra overgrebene i Tjekkoslovakiet. Studerende blev slået med køller og tåregasset, da de protesterede over, at en krigstilhænger blev udnævnt til præsidentkandidat.
Chris Harmans bog “The fire last time: 1968 and after” kan købes hos IS-bogcafe.
Se også:
SAA 39: Frankrigs røde forår (1968)
SAA 39: Myten om oprøret (1968)
SAA 39: Oprørerne er gået i hi (1968)
SAA 39: Jeg ser frem til næste 68
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed