Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 39 – Maj 1988 – side 6

Frankrigs røde forår (1968)

Jason Meyler

Det mest afgørende ved 1968 var ikke Vietnam-bevægelsen eller foråret i Prag. Det var klassekampsudviklingen i Frankrig.

En bevægelse blandt studenterne voksede pludselig op. Inspireret af kampene mod krigen i Vietnam rejste de studerende sig i utilfredshed med deres egen situation. Efter flere måneders diskussioner og besættelser kulminerede det den 10. maj, da 35.000 marcherede igennem gaderne i Paris. Samme nat blev 50.000 universitets- og gymnasiestuderende mødt med et massivt angreb med tåregas og gummiknipler fra det halvmilitære politi, CRS.

Barrikader blev i hast bygget af biler og brosten for at danne et forsvar mod politiet. Allerede natten efter indvilgede præsident de Gaulle i at opfylde studenternes krav og at frigive de demonstranter, som var blevet arresteret.

Kampen bredte sig

Men det var for sent. Ligesom i USA havde kampen bredt sig. Politiets voldelige og brutale angreb rystede hele Frankrig. Ungarbejdere tilsluttede sig studenternes demonstrationer. De ellers forsigtige fagforbundsledere blev presset. til at organisere en enkelt dags proteststrejke i solidaritet, med studenterne.

Strejken fik enorm opbakning, og nu nøjedes arbejderne ikke bare med at solidarisere sig med de studerende. Studenterne havde vist, at konfrontation kunne give indrømmelser. Arbejderne gik i gang med at stille deres egne krav.

På flyfabrikken, Sud Aviation, i Nantes, besatte arbejderne fabrikken og spærrede direktøren inde på kantoret. Strejker og besættelser spredte sig som en steppebrand. Fra fodboldspillere til stripperne ved natklubben Follies Bergeres – alle sluttede sig til bevægelsen.

Det standsede ikke med krav om højere løn og forbedrede arbejdsforhold. Strejkernes dynamik udviklede sig til et opgør med systemet. Ved den besatte Berliét-fabrik blev bogstaverne på navneskiltet udenfor byttet om til at danne ordet “Liberté”, frihed.

Revolution er mulig

I slutningen af maj var over 10 millioner i strejke. Den hidtil største generalstrejke i historien. Tusinde arbejdspladser var besat og aktionskomiteer organiserede kampen.

Hvis Vietnam-krigen, bevægelsen blandt de sorte i USA og begivenhederne i Prag rystede koldkrigsmyterne om verdens opdeling i øst og vest, så var strejkerne i Paris et opgør med myten om, at arbejderklassen ikke kan kæmpe.

For arbejdere og studerende i hele verden blev arbejderrevolution igen en mulighed. Oplevelserne i kampen forandrede mange. En af studenternes ledere, Danny Cohn Bendit, forklarede stemningen efter politiets angreb på “barrikadernes nat”.

“Det er et øjeblik, som jeg aldrig glemmer. Pludselig, helt spontant, blev der bygget barrikader på gaderne. Folk samlede brosten sammen. Mange ønskede for første gang at kaste dem i en kollektiv og spontan handling Folk udløste alle deres undertrykte følelser, og udtrykte dem i en befriet stemning. Tusinder markerede behovet for at snakke sammen og at elske hinanden. Den nat har for altid gjort mig optimistisk omkring historien. Fordi jeg oplevede det, kan jeg aldrig mere sige, ‘at det aldrig sker’.”

I dag lyder det måske lidt sært at tale om “at snakke sammen” og “at elske”, men disse følelser er lige så vigtige som vrede og bitterbed i et opsving i kampen.

Man kunne opleve, hvordan folk blev forandrede i kampen. I dag er det mulige tegnet af dagligdagen under Schlüter. I en revolution bliver det mulige vendt på hovedet. Individer forandrer sig gennem kollektiv handling. Mange gør ting, som de ville have afvist seks måneder tidligere.

Magt fra neden

Da arbejderne strejkede, fandt mange ud af, hvad kollektiv styrke betyder: Maj måned i 68 i Paris gav følelsen af, at denne magt fra neden kan forandre alle verdens problemer.

Alligevel var det reformisterne, der reddede kapitalismen i Frankrig. Ingen af venstrefløjspartierne var stærke nok til at overvinde det franske kommunistpartis indflydelse. Til sidst lykkedes det kommunisterne at standse generalstrejken.

Men stemningen var ikke den samme bagefter. I årene efter var der omfattende bevægelser i arbejderklassen over hele verden. Det var først med krisens gnnembrud efter 1975, at de faglige ledere kunne genetablere fuld kontrol over situationen.

Se også:
SAA 39: 1968 – ikke bare blomster men også barrikader
SAA 39: Myten om oprøret (1968)
SAA 39: Oprørerne er gået i hi (1968)
SAA 39: Jeg ser frem til næste 68

Flere artikler fra nr. 39

Flere numre fra 1988

Se flere artikler om emnet:
Frankrig 1968-1979
1968

Se flere artikler af forfatter:
Jason Meyler

Siden er vist 1365 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside