Socialistisk Arbejderavis
Nr. 40 – Juni 1988 – side 11
Debat
Støtte Khomeini – på ingen måde!
Gunnar Ørsted + Per Jensen
“Vi (vil være) nødt til at støtte Khomeinis regime i kampen mod USA og dets allierede. Ellers vil vi støtte vore egne undertrykkere i deres kamp mod Iran...,” hedder det i Socialistisk Arbejder Avis nr. 38 i en artikel om den mulige udvikling i Golfen og på baggrund af en indledning om retten til national selvbestemmelse.
Det er efter vores opfattelse forkert. Princippet om nationernes selvbestemmelsesret er ikke udviklet ud fra, at man skal støtte eller prioritere mellem en ud af to eller flere herskende klasser. Vi mener, princippet er udviklet ud fra en erkendelse af, at nationalstaten er den form, som kapitalismen historisk har udviklet sig i. Og princippet er opstået i og med, at befolkninger har kæmpet imod imperialistisk undertrykkelse – for retten til selv at bestemme.
Princippet gælder også i Iran, når og hvis der er tale om imperialistisk omklamring/invasion. Men der er ingen automatisk forbindelse mellem at støtte dette princip og så støtte Khomeini (militært).
Der er sjældent tvivl om, hvem der krænker retten. Krænkelse af retten til national selvbestemmelse sker ved organiseret vold – i Iran-tilfældet af USA og andre statsmagter. Det er ofte let at sige, hvem der krænker, og hvem der skal smides ud, men det er mere vanskeligt at sige, hvem der skal smide dem ud.
Princippet siger jo ikke noget om, hvem der kan og vil tage kampen op i den undertrykte nation. At bestemme, hvem der kan det kræver en præcis marxistisk analyse.
Reaktionært regime
Vi vil ikke påstå, at vi har en superpræcis analyse af situationen, men blot et flygtigt blik på Khomeini-regimet viser, at en national befrielseskrig ikke kan udgå fra det. Der er intet i regimets småborgerlige, arbejderfjendske, kvindeundertrykkende og fundamentalistiske karakter, der peger fremad mod eller kan presses til bedre betingelser for arbejderklassen og andre undertrykte.
Tværtimod. Alting peger bagud i reaktionær retning. Og derfor skal vi selvfølgelig ikke støtte det regime, ganske uanset, at et stort eller overvældende befolkningsflertal p.t. måske slutter op omkring det. Der er mange eksempler i historien på forbigående folkelig opbakning til reaktionære/fascistiske regimer.
Artiklen i Socialistisk Arbejder Avis nr. 38 bruger Spanien 1937 og Rusland i juli 1917 som eksempler for linjen om at støtte Khomeini militært. Det mener vi også er forkert. Der var for det første tale om borgerkrigssituationer, og i begge situationer kæmpede de revolutionære i samme retning som de siddende regeringer nemlig mod den endnu sortere reaktion (henholdsvis Kornilov i Rusland og Franco i Spanien).
De kræfter, der angriber og undertrykker den nationale selvbestemmelsesret, bekæmpes ikke ved at støtte Khomeini (militært). Kampen går ikke via støtte til nogen. I samme retning er ikke det samme som støtte.
Vi vender tilbage til selvbestemmelseretten. For os, her og i USA, England osv. er selvbestemmelsesretten på dagsorden i praksis, derved at vore borgerskaber nu truer med at krænke den iIran. Det skal vi afsløre og bekæmpe. Det er først og fremmest det, der er vores opgave.
I Iran er det usikkert, om kampen for national selvbestemmelsesret er på dagsordenen endnu. Khomeini-regimet kan som sagt ikke tage den kamp op ifølge sin natur.
Der er ingen andre sociale kræfter, der er begyndt at tage kampen op, og de få revolutionære, der er, er under jorden eller i eksil. I den situation må kampen i Iran mod imperialistiske angreb på landet i første omgang ses fra befolkningens side i almindelighed – og som en spontan og elementær forsvarskrig for liv og lemmer. Der kan og vil udgå kræfter af en sådan forsvarskrig, der er i stand til at gøre den til en bevidst national og/eller international kamp. Det vil sige til en offensiv befrielseskrig.
Mod Khomeini og USA
Men det vil for de revolutionære sige, at de må deltage, hvor de nu er, i denne befolkningens elementære forsvarskamp og herunder søge at organisere de kræfter, der kan gøre den til en kamp imod både Khomeini og imperialismen.
De må være bevidste om, at det er befolkningens forsvarskamp, de har deltaget i, og at det på ingen måde betyder støtte til Khomeiniregimet.
Se også:
SAA 38: Fingrene væk fra Golfen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed