Socialistisk Arbejderavis
Nr. 38 – Marts 1988 – side 6
Fingrene væk fra Golfen
Carsten Lorenzen
Efter 7 års krig mellem Iran og Irak har USA valgt side, de har fået alle sheiker og emirater med, og til sidst holdt selv Israel op med at sælge våben til Iran. Igennem det meste af sommeren og efteråret 87 så det ud til, at en krig mellem USA og Iran var uundgåelig.
Hvis Iran tabte, ville det betyde, at imperialismen kom til at stå meget stærkere på hele kloden. I den situation kan vi ikke være neutrale, vi er nødt til at støtte Khomeinis regime i kampen mod USA og dets allierede.
Ellers ville vi støtte vore egne undertrykkere i deres krig mod Iran – tænk bare på, hvem det er, der kræver danske krigsskibe til Golfen.
Kritisér mullaherne
Betyder det, at vi skal stoppe vores kritik af Khomeini og mullaherne og deres reaktionære ideologi? Nej, tværtimod. Vi skal gøre, som Trotsky gjorde i den spanske borgerkrig.
Han argumenterede for, at de revolutionære skulle støtte den republikanske regering militært, men ikke politisk – de skulle kæmpe side om side, men sige, at man bedst bekæmpede Franco og fascismen, hvis man brugte revolutionære metoder (fabrikkerne skulle besættes, arbejderne bevæbnes og Marokko skulle have sin frihed).
Hvis der opstår regulær krig mellem USA og Iran, må de revolutionære i Iran ikke få fronten til at bryde sammen, med derimod argumentere for, at man er nødt til at bruge andre metoder for at vinde over USA. De skal kræve arbejderkontrol på fabrikkerne, at hæren skal afløses af en folkemilits, stop for diskriminering af kvinder og selvstændighed for de nationale mindretal.
Militær støtte til Khomeinis regime mod USA-imperialismen og dens allierede er ikke det samme som politisk kapitulation til den islamiske fundamentalisme og dets præstestyre, der brutalt undertrykker de fleste grupper i befolkningen.
Situationen minder om den i Afghanistan, hvor den russiske besættelse tvinger os til at støtte en guerilla-bevægelse, Mojahedeen, der er gennemsyret af religion. Dens ledere ønsker at vende tilbage til et system, der ikke ligefrem var lyst og lykkeligt for de afghanske arbejdere og bønder. Vi skal opfordre revolutionære til at argumentere imod både deres mål, deres ideologi og deres måde at føre krigen på.
Støtte til kampen mod USA ville heller ikke betyde støtte til en iransk offensiv mod Irak. Befolkningen i Irak har også selv ret til at bestemme over deres eget land, men de skal selvfølgelig opfordres til at bekæmpe deres egen undertrykker, Saddam Hussein, og hans allierede, USA. Hussein står i øvrigt ikke tilbage for Khomeini, når det gælder grov undertrykkelse.
Contra-gate
For tiden holder USA sig nogenlunde i ro, men der er helt sikkert stærke kræfter, der ønsker at give Iran en lærestreg.
Shahens flugt var et af de største nederlag til den amerikanske imperialisme i mange år, og siden revolutionen har Washington haft et noget dobbelttydigt forhold til Khomeini. Den ene af USAs allierede i Mellemøsten, Saudi-arabien, var den egentlige skurk bag Iraks invasion i Iran i 1980. Den anden af de store venner, Israel, har derimod solgt massevis af våben til Iran.
Contra-gate-affæren var et ynkeligt forsøg på at knytte tættere forbindelser til de mere samarbejdsvillige i Irans top.
Men allerede ét år efter at have solgt våben til Iran truer Reagan med krig. En af grundene er selve Contra-gate, fordi den ophidsede sheikerne i området. USA blev nødt til at bevise, at de stadig vil hjælpe dem med at forsvare deres interesser.
En anden grund er Iraks bevidste strategi. De har optrappet krigen ved at bombe skibstrafikken i Golfen i håb om at tvinge nogen til at hjælpe dem.
En tredie årsag er, at en del af Reagan-administrationen vil have en ende på Vietnam-syndromet. Kapitalismens vagthund vil have friere tøjler.
Men frygten for stemningen på hjemmebane og for den skrantende økonomi, ikke mindst efter børskrakket i efteråret, har fået den til at sænke beredskabet. De sidste par måneder har der stort set ikke været sammenstød mellem USA og Iran.
Ikke desto mindre er truslen ikke fjernet. Situationen i Golfen kan ændre sig med kort varsel. Og så må revolutionære også ændre deres holdning til krigen.
Krigen i Golfen viser med al tydelighed, hvor nødvendigt det er, at vi laver en konkret og præcis analyse, når vi bruger marxismen til at vurdere nationalismen og imperialismen i en given situation.
Se også:
SAA 38: Nationalisme
SAA 38: Fra shahens fald til Khomeini
SAA 40: Debat: Støtte Khomeini – på ingen måde!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed