Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 38 – Marts 1988 – side 7

Fra shahens fald til Khomeini

Carsten Lorenzen

Den borgerlige presse fremstiller altid den iranske revolution udelukkende som en islamisk revolution med Khomeini og det reaktionære præsteskab i spidsen. Intet er mere forkert. Den iranske revolution i 1979 var en folkelig revolution, hvor arbejderklassen spillede en afgørende rolle i Shahens fald.

Forud for regimets fald gik års kampe, strejker, besættelser og massedemonstrationer med utilfredse arbejdere, bønder, kvinder og nationale mindretal. De stillede almindelige krav om forbedringer af levestandarden, krav om demokrati, og var forenet i kravet om Shahens afgang.

Men det, der til sidst fik den politiske balance til at tippe, var oliearbejdernes strejke i slutningen af 1978 og den generalstrejke, som fulgte efter.

Hele arbejderklassen blev efterhånden involveret i den revolutionære bevægelse og begyndte at formulere deres krav til en ny regering. Oliearbejderne krævede i et åbent brev arbejdernes direkte deltagelse i en ny regering og arbejderne i elektronik-industrien krævede en ny arbejdsmarkedslov, som indbefattede arbejdernes kontrol over fabrikkerne.

Under indtryk af, at det tydeligvis lakkede mod enden for regimet, begyndte mange fabriksejere allerede i vinteren 78-79 i panik at flygte fra landet. Det betød, at arbejderne tog direkte kontrol over fabrikkerne igennem deres valgte strejkekomiteer.

Shahens flugt

Efter Shahens flugt tog denne udvikling fart, endnu flere virksomhedsledere flygtede og dermed blev flere og flere fabrikker direkte overtaget af arbejderne, som selv begyndte at videreføre produktionen.

Revolutionens sejr skabte et politisk tomrum efter Shah-regimets sammenbrud. En åben politisk situation, hvor alt kunne ske. Men i månederne efter revolutionen udstillede det politiske venstre i Iran deres manglende forståelse af revolutionen.

Det betød, at den politiske scene blev overladt til det reaktionære præsteskab, som igennem de næste otte måneder udmanøvrerede de grupper, der stod bag revolutionen, en efter en. Hermed var præsteskabets kontrarevolution og den islamiske stat, som på mange måder er værre end Shah-regimet, en realitet.

Men det var den tiltagende anti-imperialistiske kampagne fra Khomeini, som kulminerede med besættelsen af den amerikanske ambassade i november 1979, der fik venstrefløjen til at kollapse i ukritisk støtte til regimet.

Tudeh-partiet og den øvrige venstrefløj argumenterede nu for, at alle kræfter måtte forenes med det progressive anti-imperialistiske borgerskab.

Krigen

Iraks invasion i 1980 gjorde det også nemmere for Khomeini at befæste sin magt. Nu kunne han mane til nationalt sammenhold og smadre de sidste rester af klassekamp med henvisninger til den ydre fjende.

Men det var ikke nok for de reaktionære fundamentalister. Iran svarede snart igen på Iraks invasion ved at føre offensiv krig. Iran ville, ligesom Irak, gerne have kontrol over hele det olierige golfområde. Krigen udviklede sig til en lokal imperialistisk krig, som bedst kan sammenlignes med 1. verdenskrig.

Derfor havde vi som socialister også den samme holdning til krigen som de revolutionære under 1. verdenskrig: Vi tog ikke stilling mellem parterne, men opfordrede arbejderklassen i begge lande til at vælte deres eget borgerskab og kræve fred uden anneksioner, det vil sige efter de gamle grænser.

Se også:
SAA 38: Fingrene væk fra Golfen
SAA 38: Nationalisme

Flere artikler fra nr. 38

Flere numre fra 1988

Se flere artikler om emnet:
Iran

Se flere artikler af forfatter:
Carsten Lorenzen

Siden er vist 2998 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside