Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 38 – Marts 1988 – side 6

Nationalisme

Carsten Lorenzen

Iran fra revolution til krig. Det lykkedes præsteskabet at erobre magten fra arbejderklassen. Krigen med Irak gav grobund for en uhæmmet nationalistisk stemning, som ikke er blevet mindre af USA’s tilstedeværelse i golfen. Carsten Lorentzen forklarer, hvordan vi forholder os til situationen i Golfen.

I dag er nationalisme den herskende ideologi i samfundet. Tidligere har borgerskabet brugt religionen, men nu bruger de nationalismen til at få folk til at slutte op bag deres egne undertrykkere.

Kapitalismen som økonomisk verdenssystem bygger ikke kun på udbytningen af lønarbejderen. Den har også skabt nationale stater, der konkurrerer indbyrdes om markeder og råstoffer.

Nationalstaten forener folk på tværs af klasseskel, men den splitter samtidig verdens befolkning op efter landegrænser. Nationalismen bruges til at bilde os ind, at vort sprog, kultur og grænser er meget mere værd end andres. Vi skal holde sammen med vort eget borgerskab mod resten af den ukultiverede verden.

Marxister tager det stik modsatte udgangspunkt. Vi mener, at drivkraften bag historien er klassekampen. Det betyder, at hovedmodsætningen i verden går mellem det internationale borgerskab og den internationale arbejderklasse.

Men hvordan skal socialister så reagere, når imperialismen allerede for mere end 100 år siden betød, at verden var opdelt mellem et lille antal kolonimagter på den ene side og en lang række undertrykte lande i “den 3. verden” på den anden?

National selvbestemmelse

Befolkningerne i kolonilandene gjorde oprør mod undertrykkelsen, og for det meste voksede der en national befrielsesbevægelse frem. Den var ofte ledet af over- eller middelklassen, der var utilfreds med, at de ikke selv kunne udnytte arbejderklassen i landet.

For revolutionære socialister ligger der en fare i disse bevægelser, fordi de splitter arbejderklassen op. Det så Marx allerede i 1870, da han skrev om befrielseskampen i Irland, Englands ældste koloni:

“Ethvert industricenter i England har nu en arbejderklasse, der er splittet i to lejre – et engelsk og et irsk proletariat. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder og ser ham som en konkurrent, der skader hans levestandard.

I forhold til den irske arbejder ser han sig selv som en del af den herskende nation, og på den måde gør han sig selv til et instrument for kapitalisterne i hans land imod Irland, og han styrker kapitalisternes dominans over ham selv.

Til gengæld ser ireren den engelske arbejder som et dumt, ubevidst redskab for det engelske styre i Irland. Den modsætning bliver holdt kunstigt i live af pressen, tegneserierne, kort sagt med ethvert middel, som står til borgerskabets rådighed. Den modsætning er hemmeligheden bag den engelske arbejdere impotens.”

Marx konkluderede, at socialister skulle støtte kravet om national selvbestemmelse i Irland, og de skulle forsøge at vinde opbakning for det synspunkt blandt arbejderklassen i England for at overvinde splittelsen mellem den irske og den engelske del af arbejderne.

50 år senere gjorde Lenin det til et generelt princip. For at overvinde nationalismen og få arbejderklassen til at bryde med de nationalistiske ideer, så skulle socialister støtte undertrykte nationers ret til selv at bestemme.

Ubetinget, men kritisk støtte

Vi skrev før, at befrielsesbevægelserne ofte er ledet af middel- eller overklassen, og deres mål er selv at kunne undertrykke arbejderklassen. De ønsker at bevare kapitalismen, men med dem selv som herskende klasse.

Det kan socialister naturligvis aldrig støtte. Vi må kombinere vores grundlæggende støtte med en kritik af lederne og den måde, som de fører kampen på.

Det giver lidt forskellige opgaver i det imperialistiske land og i kolonilandet.

I det undertrykkende, imperialistiske land er hovedfjenden den hjemlige nationalisme. Derfor skal man argumentere for en støtte til befrielsesbevægelsen som et eksempel på internationalisme i praksis. På den måde kan man forene arbejderklassen i ens eget land med de undertrykte masser. Hvis man ikke gør det, kommer man til at støtte ens eget borgerskab i deres undertrykkelse af kolonilandet.

I det undertrykte land skal man kombinere kampen mod imperialismen med en kamp for arbejderklassens internationale enhed. Det betyder, at man skal kæmpe mod borgerskabets nationalisme, der vil underordne klassekampen under påståede fælles, nationale interesser.

I den sidste ende er borgerskabet mere bange for arbejderklassen end for imperialisterne. Så hvis arbejderne deltager for aktivt i den nationale befrielseskamp, vil borgerskabet forsøge at knuse opstanden.

Socialister skal fortælle om det forræderi, så man allerede tidligt kan forberede sig på det, og helst erstatte bevægelsens ledere med socialistiske arbejdere, der ikke bare vil af med imperialismen, men også med kapitalismen.

Hvad betyder så militær, eller ubetinget, støtte, men politisk kritik så i praksis? Lad os tage nogle eksempler:

I 30erne støttede Trotskij Haile Selassie mod Mussolinis invasion i Ethiopien. Det gjorde han for at svække det italienske, fascistiske og imperialistiske rige, men samtidig kritiserede han Ethiopien og Haile Selassie, blandt andet for ikke at ophæve slave riet.

I slutningen af 60erne støttede hele venstrefløjen i Vesten vietnamesernes kamp mod USA. Men samtidig kritiserede vores tradition lederne af kampen, især Ho Chi Minh, der var leder af det statskapitalistiske Nordvietnam. Ho Chi Minh havde i 1956 nedkæmpet et bondeoprør med hård hånd, og han myrdede trotskisterne. I første omgang var han heller ikke meget for at tage kampen op mod USA.

Alligevel var det rigtigt at støtte hans kamp mod USA. Og resultatet blev da også, at USA-imperialismen led et så sviende nederlag, at den dårligt har turdet stikke snuden frem siden.

Kornilov-kuppet

I Rusland havde man en provisorisk regering mellem de to revolutioner i februar og oktober 1917. Lenin og bolsjevikkerne var stærkt kritiske overfor regeringen og dens overhoved, Kerenskij, fordi den kun ville indføre parlamentarisk demokrati og ikke arbejdermagt.

Kerenskij havde dog ikke specielt godt styr på landet, og i løbet af sommeren blev det for meget for en af hærens generaler, Kornilov. Han ville sætte bolsjevikkerne på plads en gang for alle, og forsøgte et kup imod Kerenskij. Lenin mente, at socialister og arbejdere måtte forsvare Kerenskij mod Kornilov, fordi han ville være et større onde og reelt ville sætte revolutionen år tilbage. Lenin skrev:

“Vi skal kæmpe, og kæmper, mod Kornilov ligesom Kerenskijs tropper gør. Men vi støtter ikke Kerenskij. Tværtimod – vi udstiller hans svaghed. Vi ændrer formen for vores kamp mod Kerenskij ... I øjeblikket må vi føre en kampagne mod Kerenskij, men ikke så meget direkte som inddirekte, ved at kræve en mere og mere aktiv, sand revolutionær krig mod Kornilov.”

Det lykkedes for bolsjevikkerne at afværge kuppet, og det gav dem endnu mere støtte i arbejderklassen. En støtte, der i oktober blev brugt til at vælte Kerenskij og den provisoriske regering.

Princippet om militær støtte, men politisk kritik, er nemt at bruge overfor IRA i Irland, ANC Sydafrika eller sandinisterne Nicaragua. Hvordan forholder socialister sig til krigen mellem Iran og Irak, hvis USA går ind i krigen. Det handler resten af disse midtersider om.

Se også:
SAA 38: Fra shahens fald til Khomeini
SAA 38: Fingrene væk fra Golfen

Flere artikler fra nr. 38

Flere numre fra 1988

Se flere artikler om emnet:
Nationalisme
Golfkrige

Se flere artikler af forfatter:
Carsten Lorenzen

Siden er vist 1458 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside