Socialistisk Arbejderavis
Nr. 4 – Januar 1985 – side 4
Danmark 1968-76
Under asken er gløder
Hans Jørgen Vad
1969-72: De “vilde strejker”
Fra foråret 69 til foråret 70 ser vi her i landet det mest omfattende udbrud af spontane (overenskomststridige) strejker siden generalstrejken i 56. Det var ingen udløber af den franske bevægelse eller forsåvidt den tyske eller italienske – men baggrunden var den samme.
Fra 69 oplever den danske kapitalisme sit mest ophedede boom siden krigen. Fra januar 68 falder arbejdsløsheden fra 7,9% til 1,6% i juni 69. Presset på arbejdsmarkedet betød, at man genvandt selvtilliden i arbejderklassen, som havde måttet holde for i kriseårene 67/68, bl.a. under det “røde kabinets” erhvervsvenlige politik.
Det er i denne genvundne selvtillid vi skal se fundamentet for bevægelsen, selvom et elendigt overenskomstresultat og den nye borgerlige VKR-regering også har været med til at trække fronterne op.
Bevægelsens bredde er overvældende. Den præges af store arbejdergrupper, som aldrig før eller kun sjældent har nedlagt arbejdet. Det gælder især slagteriarbejdere, selvom bevægelsens centrum er de traditionelt stærkere værftsarbejdere. Bevægelsens styrke understreges af, at der faktisk går et helt år, før den ebber ud.
Gennemgående er det lønkrav som stilles, men sideløbende hermed er der et virvar af “alle-mulige-krav”. Det illustrerer den offensive karakter: Nu hvor man føler sig stærk, rejser der sig en bunke utilfredshed, som man vil gøre op med. Men det illustrerer også, at det er en traditionelt svag og uerfaren arbejderklasse.
DKP forsøger at give kampen en fælles retning via et enslydende kronekrav samt krav om regeringens afgang og en “ny politik”.
Selve en-kronebevægelsen kulminerede i en 24-timers strejke 2. februar 70, hvor 40.000 nedlagde arbejdet ifølge Land og Folk (100.000 iflg. Politiken). Efter denne strejke trues en række tillidsfolk fra arbejdsgiverside med fagretslig forfølgelse. Det udløser månedens anden strejkebølge med krav om tilbagetrækning af truslerne. De bliver trukket tilbage i forsøget på at lande et kompromis, men stadigvæk er der lagt op til det helt store opgør med den forhadte Arbejdsret.
“En krone bevægelsen”
Formandsinitiativet (som var en samling af venstre-oppositionelle fagforeningsformænd) holder i midten af februar faglig konference med større tilslutning end nogensinde før, bl.a. for at diskutere hvordan lønkampen og aktionen mod Arbejdsretten videreføres, og der bliver nedsat et DKP-domineret aktionsudvalg, som skal udstikke retningslinierne.
Men efter konferencen fusede det ud, bl.a. fordi der blev “simpelthen ikke taget initiativ til at videreføre kampen med bestemt perspektiv og præciseret sigte” (Ib Nørlund om aktionsudvalget). Den reelle grund hertil var, at DKPs væsentligste perspektiv med bevægelsen var en platform i forhold til kommunalvalget i marts 70.
Men forsøget med at give bevægelsen politisk brod mod regeringen var allerede fra starten svagt. Det abstrakte krav om en ny politik hang ikke sammen med kronekravene – det havde det dermed gjort, hvis der havde været rejst krav om genindførelse af den 100%-dyrtidsregulering, som Socialdemokratiet pillede skatter og afgifter ud af i 63. Var bevægelsen samlet om et sådant krav, ville den ikke bare have været rettet mod den tilfældigvis siddende regering, men mod en af grundpillerne i tressernes krisepolitik, nemlig udhulingen af reallønnen via afgifter. Men det ville også have givet bevægelsen en brod mod Socialdemokratiet, som var lige så ansvarlig over for krisepolitikken. DKP var ikke interesseret i at give bevægelsen denne retning af angst for at isolere sig overfor Socialdemokratiet op til kommunalvalget.
På trods af at bevægelsen derved tabte megen slagkraft, var den bestemt ikke uden virkning. Både LO og DA frygtede den kraft, bevægelsen viste – en kraft man ikke ønskede at udfordre. F. eks. blev Arbejdsrettens bestemmelser om politiske strejker og strejker som begrænsede sig til 48 timer i 1973 lempet. Man turde altså ikke binde an med at knække bevægelsen, fordi man ikke vidste, hvilke kræfter det så ville udløse.
I de følgende to år faldt strejketallene igen til de “normale” for tresserne, nemlig omkring 20.000 arbejdsdage mod 56.000 og 101.000 for hhv. 69 og 70. Kun et par markante strejker skiller sig ud, nemlig Schaub & Co. i 71, Ålborg Værft i 71/72 og Porcelænsstrejken i 72.
Advarselsstrejker i 1973
Op til overenskomstfornyelsen udvistes der en betydelig militans i form af advarselsstrejker. LO og DA lod det munde ud i en storkonflikt om latterlige ti øre, som vel nærmest fortjener betegnelsen “LO-DA-lockout” som havde det formål at få tømt strejkekasserne, så folk ikke skulle gå og få for mange gode ideer, som reelt kunne komme til at koste noget.
Reelt var Socialdemokratiet ude efter nogle sejre efter nederlag til Glistrup og ved EF-valget.
Kort efter forliget brød OTA-strejken i Nakskov ud. Den udmærkede sig ved sin demokratiske basis-organisering, som dengang var en nyskabelse, men viste sig at blive gennemgående i de kommende års strejker.
1972-76: Fra offensiv til defensiv
Arbejdsgivernes bedst afprøvede krisemedicin er angreb på arbejderklassen. Den bedste hjælper til at få medicinen ned er massearbejdsløsheden, som er krisens trofaste følgesvend. Arbejdsløsheden undergraver i længden styrken på arbejdspladserne.
Det er Hartling fra Venstre fuldt bevidst om, da han kommer til fadet efter Socialdemokratiets katastrofevalg i 73. Men han forregner sig m.h.t., hvor hurtigt han kan få den til at glide ned.
I Bededagene 74 præsenteres kuren, “det sorte forlig”, som med Socialdemokratiets billigelse vil koste en arbejderfamilie små 1000 kr. om året – småpenge ved siden af, hvad vi siden får at se.
Men torsdag morgen d. 9. maj nedlægger Lindøværftet arbejdet, og inden middag er flere værfter med. I løbet af dagen har 50.000 nedlagt arbejdet. I weekenden strømmer protester ind, og mandagen strejker mellem 100-150.000. Herefter trækker Socialdemokratiet snuden til sig, men alligevel vedtager de borgerlige forliget om onsdagen. Dagen efter er over 200.000 ude i strejke og enkelte arbejdspladser opfordrer til generalstrejke.
Formandsinitiativet bøjer af
Om der reelt er basis for generalstrejke er umuligt at vurdere. Men der bliver i hvert tilfælde ikke gjort noget forsøg på at eskalere bevægelsen fra Formandsinitiativet, som stod i spidsen for bevægelsen. Fra en storstilet konference er den eneste parole, som udstikkes, lokale krav på 2,- kr. mere i timen samt abstrakte krav om en ny politik. Ingen konkret brod mod forliget med en konkret koordinering bag.
Bevægelsen når derfor ikke noget konkret resultat, men står tilbage som en meget kraftig advarsel om, hvor forsigtigt “træskoregeringen” nødtvungent må føre sig frem. 100.000 demonstrerer i nov. 1976 mod regeringen. Advarslen er så kraftig, at Hartling ikke tør bide skeer med overenskomstforhandlingerne og derfor udskriver valg i slutningen af 74.
Trods en overvældende sejr for Venstre er det socialdemokraterne, som kommer til taburetterne op til overenskomsten. Det understreger Venstres angst for at udfordre en stadig stærk og selvbevidst arbejderklasse. Socialdemokratiet forlænger overenskomsterne fra 73 uden at det giver videre modstand.
Men det er ikke udtryk for, at kampviljen er nedbrudt, for året 75 viser en voldsom stigning i overenskomststridige strejker udenfor forbundenes kontrol.
Besættelsen af Uniprint imod lukningen bliver startskuddet, og i kraft af sin eksemplariske og demokratiske organisering får den en symbolsk rolle som mønster for mange af kampene i 75 og 76. Forstået på den måde at mange træk går igen, uden alle dog så nær lever op til Uniprint. Uniprint følges op af smedene på Sabroe ØB, Føtex i Kolding, Skråen i Ålborg, HT, Nilfisk, Klub 4 (B&W), Postarbejderne og mange flere.
Massearbejdsløsheden har udviklet sig kvalitativt fra 73/74 og kampene er derfor i deres indhold generelt defensive. Det gælder også de mange lønstrejker, da de retter sig mod arbejdsgivernes vægring ved at give nærmest “kutymemæssige” lønstigninger.
Strejketallene for 75 viser lige så mange arbejdsnedlæggelser som i 70. Men der er ikke tale om nogen samlet
bevægelse. Der er derimod tale om et hav af lokale modreaktioner mod overgrebene. Der er altså stadig en stærk modstand mod arbejdsgivernes nedskæringspolitik, selvom kampene er enkeltstående og isolerede.
Aktiv basis organisering
Det var også et generelt træk, at man aldrig forlod sig på støtte fra fagbureaukratiet – dertil var man alt for bevidst om, at det kun var gennem egne og ligestilledes kræfter, man kunne sejre. Det afspejles også i den aktive basisorganisering og solidaritetsarbejdet på gader og stræder, som opbyggedes i disse år.
I resolutioner og udtalelser giver strejkende gang på gang udtryk for, at kampene ikke opfattes som enkeltstående, men netop er en del af alle arbejderes kamp mod, at arbejderne skal betale krisens omkostninger. Parolen “I dag Uniprint – i morgen dig” står derfor tilbage med en symbolsk-politisk betydning. Arbejderne søgte ikke isolerede løsninger på deres problemer.
Den omfattende strejkebevægelse viser, at arbejdsløshedens undergravende virkninger endnu ikke rigtig har fået fat. De positioner, som arbejderklassen vandt fra 69 og fremefter, er den ikke indstillet på at afgive uden kamp.
Fra slutningen af 75 / begyndelsen af 76 ses en faldende tendens i arbejdskampene – om det skyldes, at modstandsviljen er brudt for en kort tid, eller om arbejdsgiverne er blevet forsigtigere er vanskeligt at sige. Men fra foråret 76 viser der sig en faldende tendens i arbejdsløsheden, som næsten varer ved året ud. Den falder fra januar til juni fra 188.000 til 107.000, som er meget mere end sæsonsvingninger.
Selvom der stadig er massearbejdsløshed, giver det lille opsving fornyet selvtillid, som giver basis for lønkrav. Lønbølgen starter før vedtagelsen af Augustforliget med Porcelænsstrejken i juni. Strejken bliver uhyre populær – det største støttearbejde siden Philips-strejken i 54 viser, at stemningen er ved at vende i arbejderklassen.
Strejken slutter med en sejr, og det bliver startskuddet til den mest omfattende lønbølge, der er set siden foråret 70. Falck-reddernes lynaktion giver en 10’er mere i timen, og herefter følger mejerichauffører og -arbejderne. Endelig i november kommer olie- og benzinchaufførerne med.
Benzinchaufførernes strejke
Med benzinstrejken var det selve Augustforligets indkomstpolitiske ramme, som var ved at blive truet. Straks satte hele det borgerlige hylekor ind: De gamle frøs, dyr sultede osv., og der bredte sig en hektisk aktivitet på Christiansborg.
Benzinchaufførerne blev knækket, da man med LO’s velsignelse satte politiet ind mod deres blokade, og regeringen vedtog en lov om lønstop. Men forinden havde den socialdemokratiske regering reelt vist sig villig til at kriminalisere strejkevåbenet, men her sagde LO dog fra i 11. time. Det var også det “klogeste”, for med benzinstrejkens nederlag var det lykkedes at knække lønbevægelsen uden dette skridt.
På en formandsinitiativkonference, som netop afvikledes, da benzinstrejken var på sit højeste, lykkedes det venstrefløjen at få gennemtrumfet, at konferencen skulle følges op af koordineret aktion.
Men den fusede totalt ud, fordi man ikke havde blik for, at benzinstrejken var bevægelsens nerve. Det mest slagkraftige, man kunne beslutte, var et håndslag på, at man ville give benzinchaufførerne al den støtte, som var nødvendig for at vinde på tværs af regering, LO og Arbejdsret. Der ville man kunne have budt Augustforligets lønramme.
1976: Ilden slukkes
Afmatningen i strejkeviljen efter benzinstrejken er langt dybere, end de officielle strejketal viser. Ser vi bort fra BT-klubbens lange kamp, strejkerne på det grafiske område og sømændenes overenskomstmæssige konflikter, er strejkeaktiviteten nærmest lig nul. Den står i grel modsætning til de foregående kriseår, hvor der vistes en stærk strejkevilje.
Denne udvikling går ikke sporløst hen over venstrefløjen, som næppe har stået stærkere og mere samlet end i efteråret 76.
På grund af dens ringe modenhed og mangel på historisk forståelse betød den midlertidige afmatning i arbejdernes modstand, at man helt mistede blikket for den styrke, der ligger i arbejderklassen.
Efter 1976 slukkes brandene i Europa for en tid. Dette betød en kraftig højredrejning over hele linjen. Specielt blandt de før så revolutionære grupperinger greb demoraliseringen om sig. Politisk gav det sig udtryk i mange forsøg på at “løse” kapitalismens enkeltproblemer uden om et revolutionært perspektiv.
VS starter i 1977 heftige diskussioner om, hvordan man ad parlamentarisk vej kan afhjælpe arbejdsløsheden. Derved bevæges flere og flere væk fra den holdning, at kun socialisme kan afskaffe arbejdsløsheden.
Klassens kamp – fremtidens håb
Senere gav afmatning i klassens kamp signaler til både kvinde- og studenterbevægelsen, som drejede hovedet væk fra arbejdspladserne. I denne situation var det kun de færreste, som var i stand til klart at fastholde ideen om, at “arbejderklassens frigørelse kun kan være dens eget værk”.
Arbejderklassens historie er spækket med ryk og bølger frem og tilbage. Fordi problemerne kun kan løses gennem et revolutionært opgør med den herskende klasse, vil denne historie gentage sig gang på gang frem til revolutionen. Mellem 1968 og 1976 så vi i glimt den styrke og sammenhold på trods af regeringer, Arbejdsret og fagbureaukrati, som arbejderklassen besidder. Det er heri, at håbet om en bedre verden ligger.
Og det er også her, at en socialistisk organisation spiller en vigtig rolle. En organisation, der forstår disse svingninger i kampen, og som har et langsigtet perspektiv, kan samle faglige og politiske aktivister, selv når de politiske muligheder synes at være dystre.
Opbygningen af en sådan organisation i dag kan være afgørende for at kunne udnytte mulighederne den næste gang, det begynder at brænde på.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed