Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 4 – Januar 1985 – side 6

Socialistisk klassiker

Rosa Luxemburg og massestrejke

Ellen Christensen

SiD’s formand, Hardy Hansen, har i sin harme over regeringens indgreb i jobtilbudsordningen udtalt, at hvis ikke regeringen trækker sit lovforslag tilbage, kan det komme til generalstrejke i forbindelse med OK-forhandlingerne til foråret.

Den slags strejker kender vi godt. Senest har vi oplevet dem i 1973, hvor 3 ugers strejke gav tomme strejkekasser og en lille 10 øre mere i timen. Hardy Hansens forståelse af en generalstrejke er en pæn, disciplineret og topstyret strejke, hvor fagbevægelsen markerer sig, men uden at udfordre arbejdsgivernes ret til at lede og fordele. Det ligger i over »overenskomst«, at det kræver 2 parter for at indgå en sådan. Og Hardy er ikke den, der sætter hele det system over styr.

Heroverfor siger vi, at en »god overenskomst« ikke findes, og så længe der findes et borgerskab, er arbejderne reelt forhindret i selv at bestemme over deres egen livssituation. Denne selvbestemmelse kommer kun gennem kamp mod borgerskabet, og den kamp føres ikke af Hardy Hansen eller hans generalstrejkesnak.

Historien giver mange eksempler på en anden type generalstrejke eller massestrejke, som er den betegnelse, der vil blive brugt herefter.

Et af disse eksempler er revolutionen i Rusland i 1905 og i de nærmest foregående år. Når jeg tager det eksempel – fremfor andre og måske nyere – skyldes det, at Rosa Luxemburg i sin bog Massestrejke, parti og fagforeninger foretager en gennemgribende og forståelig analyse af denne situation.

Rosa Luxemburg, der levede fra 1871 til 1919, var gennem hele sit voksne liv organiseret i såvel det polske socialdemokrati, SDKPiL, som i det tyske socialdemokrati SPD. I det sidstnævnte, hvor hovedparten opfattede sig som marxister, lagde hun de fleste kræfter.

SPD var på det tidspunkt, hvor Luxemburg skrev sin analyse (1906), et veletableret, magtfuldt parti med et stort fagforenings- og partibureaukrati. Samtidig var arbejderklassen i Tyskland inde i en passiv periode. SPD så enhver ukontrolleret strejke som et angreb på deres positioner og betragtede kun generalstrejken som et nyttigt redskab i demonstrationsøjemed og ikke andet.

Rusland før 1905

Helt anderledes var situationen i Rusland. Her fandtes der ikke noget reformistisk lederskab af den simple grund, at fagforeninger og socialistiske partier var forbudte.

De borgerlige rettigheder såsom forsamlingsfrihed og ytringsfrihed blev først gennemført i februar 1917.

Til gengæld var arbejderklassen aktiv. Siden 1896 havde den ene strejkebølge efter den anden ramt landet. I de første år var billedet typisk sådan, at lokale krav førte til strejke, der bredte sig til andre fag og byer.

Således også i Petersborg i 1896, hvor tekstilarbejderne strejkede på krav om kortere arbejdstid og bedre akkorder. I første omgang blev strejken slået brutalt ned, men allerede i januar 1897 genoptog tekstilarbejderne strejken og fik gennemført en generel arbejdstidsforkortelse for hele landet.

Den vigtigste følge af strejkerne i Petersborg var imidlertid, at eksemplet smittede. Der bredte sig en intens bølge af faglige kampe i hele zarriget.

Det kom til åbne oprør i Kaukasus og i Rostov, hvor billedet var det samme: lokale krav fængede, blev generaliseret og strejkerne bredte sig. I nogle få uger sad socialdemokraterne reelt på magten i Baku i det sydlige Rusland.

Revolutionen i 1905

I januar 1905 ramte strejkebølgen atter Petersborg. 12.000 arbejdere på de store Putilov-værker åbnede ballet og blev fulgt af hele Petersborgs arbejderklasse.

Oprøret blev brutalt slået ned den 22. januar. Men situationen i 1905 var en anden end i 1896. Socialdemokratiet havde tilkæmpet sig en vis indflydelse i arbejderklassen, og de socialdemokratiske organisationer kunne gå i spidsen for sympatiaktioner med arbejderne i Petersborg.

Det kom til massestrejker i alle byer og industricentre i Rusland, Polen, Litauen, Sibirien, kort sagt i hele zarriget.

Massestrejkerne opløses imidlertid hurtigt i en uendelig række af lokale økonomiske kampe, de udviklede sig til et alment opgør mellem arbejde og kapital, hvor de krav, der blev sat i centrum, afspejlede den hverdag og den bevidsthed, den enkelte gruppe arbejdere havde.

Ud over de umiddelbare resultater af strejkebølgen i form af forbedret levestandard, højere løn og kortere arbejdstid betød strejkerne også en begyndende faglig organisering.

Oprøret bredte sig også til matroserne i flåden, hvor opstanden på panserkrydseren »Potemkin« er det mest kendte.

Det lykkedes ikke for arbejderklassen at få indført almindelige borgerlige rettigheder, bortset fra en kortvarig periode i oktober I november 1905 i denne omgang. De nydannede fagforeninger var således stort set illegale. Men frem til 1917 blev Rusland igen præget af massestrejker.

Økonomisk og politisk kamp

Når Rosa Luxemburg så med begejstrede øjne på begivenhederne i Rusland, skyldtes det, at hun her fandt den spontaneitet og kampiver i arbejderklassen, som hun savnede i Tyskland.

Hun betragtede massestrejken som en uadskillelig del af arbejderklassens revolutionære kamp, for kun på den måde, mente hun, er klasseaktioner i stand til at rive hidtil uberørte arbejdere med i en kamp om magten. Hun betragtede med andre ord massestrejken som det middel, der skulle udjævne ulighederne i klassen mellem den revolutionære arbejder, der vil socialisme, og den arbejder, der bare ser en chance for at forbedre sin egen materielle situation.

Spontaneiteten ville også blive den faktor, mente hun, der skulle feje de reformistiske ledere til side. Men hun undervurderede reformisternes evne til at dæmme op for masseaktionerne. Den tyske revolution i 1918-19 viste, hvor katastrofalt hun tog fejl på dette punkt.

Men hendes analyse af massestrejken har alligevel bragt os et langt stykke fremad i forståelsen af, hvordan revolutionære situationer kan opstå og udvikle sig.

Hun påpegede rigtigt, at massestrejken ophæver det kunstige skel mellem økonomisk og politisk kamp. I den revolutionære situation må man snarere snakke om en vekselvirkning mellem enkeltstående, lokale krav og generaliserede, politiske krav.

Hun havde ret i, at arbejderne selv finder deres aktionsformer i kampen, de bliver ikke »opfundet« af et eller andet centralt lederskab eller af en centralkomite.

Hun havde ret i, at det er umuligt at forudsige, hvilke faktorer der kan udløse en massestrejke.

»En sejr kræver strejke«

Når Socialistisk Arbejder Avis på forsiden af sidste nummer erklærede, at »En sejr kræver strejke« i forbindelse med dagpengeindgrebet, så tænker vi ikke dermed på de små arbejdsnedlæggelser og demonstrationer, der har været i december.

Den slags er kun markeringer og nogle gange også et forsøg på fra fagtoppen at dæmme op for utilfredsheden blandt medlemmerne. Odense-skraldemændenes strejke mod forliget havde bedre muligheder i sig, men forblev isoleret og uden opbakning fra andre grupper af arbejdere.

Det skal dog tilføjes, at man som nævnt ikke kan forudsige, hvor den gnist, der antænder en bredere bevægelse, kommer fra. Det er da også før set, at en protestdemonstration har haft denne virkning.

Selv om arbejderklassen stort set er på hælene og trykket af arbejdsgivernes og regeringens offensiv, kan masseaktioner pludselig udvikle sig.

Et eksempel på dette er »folkestrejkerne« i Danmark i 1943 og 44. Baggrunden var besættelsen med tilhørende stigende leveomkostninger og fastfrosne lønninger. Arbejderklassen førte an i arbejdsnedlæggelser og gadekampe og rev andre befolkningsgrupper, f. eks. småhandlende med sig.

Et andet mere nutidigt eksempel er Belgien i 1983, hvor regeringen stillede en splittet arbejderklasse over for massive nedskæringer og til gengæld fik en generalstrejke, der lammede hele den offentlige sektor.

Hvis en generalstrejke skal kunne styrke arbejderklassen, er det nødvendigt, at den styres og organiseres nedefra.

Til det stykke arbejde får vi ikke hjælp af Hardy Hansen. Han ønsker ligesom kollegerne i SPD i 1906 kun en generalstrejke, som han selv og de andre fagbureaukrater kan styre og ophæve, som det passer dem. Kan de ikke det, vil de gøre alt for at bekæmpe strejken.

Kun en masseaktion, der styres af arbejderne selv, kan rokke ved skævhederne i dette samfund, og kun den revolutionære massestrejke kan sætte spørgsmålet om magten på dagsordenen.

Billedtekst:
(Til venstre) Generalstrejken i Frankrig, maj 1968. Blokade ved centralt posthus.
(Nederst) Generalstrejke i Belgien, september 1983. Faglige ledere opfordrer til at stoppe strejken.

Se også:
SAA 4: Frankrig 1968: Arbejderklassens genrejsning
SAA 4: Danmark 1968-76: Under asken er gløder

Flere artikler fra nr. 4

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Rosa Luxemburg
Massekamp

Se flere artikler af forfatter:
Ellen Christensen

Siden er vist 1467 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside