Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 43 – Oktober 1988 – side 6

Det amerikanske præsidentvalg

Joan Hansen

Sidste show

Præsidentvalget i USA er ved at gå ind i den afgørende fase. Efter mere end et års konstant cirkus er vi nu nået så langt, at Demokraternes og Republikanernes præsidentkandidater er ved at kridte banen op til det sidste show, før stemmeboksene overlades til vælgerne.

Det var partikonventerne, der i sommeren 88 udpegede deres kandidat til præsidentvalget, og forud for denne nominering foregik der en hård kamp internt mellem partiernes kandidater.

Mange opfatter Demokraterne som mere arbejdervenlige, mindre aggressive udenrigspolitisk og mere lydhøre overfor de massive raceproblemer i USA og håber derfor på, at valget i år bliver afslutningen på otte års republikansk styre.

Men en valgsejr til Demokraterne vil ikke ændre en pind på de politiske forhold for etniske minoriteter, de sorte, de homosexuelle og alle de andre grupper i det amerikanske samfund.

Demokraterne er Republikanernes tvilling. Begge partier er ejet og styret af mægtige kapitalgrupper. Industri-sammenslutninger betaler til præsidentkandidaterne. Industri-sammenslutningernes “hjernetruster” rådgiver kandidaterne om alle politiske emner, studerer udviklingen i opinionsundersøgelserne og retter kandidaterne til, så de bliver det produkt, sammenslutningerne regner med, at vælgerne vil have.

Demokraterne har aldrig stået på et politisk program, der ville være en trussel mod kapitalismen i USA. De er en del af det kapitalistiske system.

Ikke rødt og revolutionært

At Demokraterne ikke er rødt og revolutionært, er nok klart for de fleste. Men Demokraterne er ikke engang et højredrejet socialdemokrati, som vi ser dem i Vesteuropa. Det har aldrig haft den tilknytning til arbejderbevægelsen og fagbureaukratiet, som kendetegner socialdemokratierne.

Faktisk var Demokraterne det største parti i sydstaterne under den amerikanske borgerkrig og støttede aktivt negerslaveriet.

På venstrefløjen i USA har der været en udbredt opfattelse af, at man kunne trænge ind i partiet og reformere det.

Lærepengene har været mange og dyre.

Lyndon Johnson var i 1964 Demokraternes kandidat til præsidentvalget Han stod for et opgør med koldkrigsstemningen, og var for mange den kandidat, der kunne sikre freden.

Han var den kandidat, der mere end nogen anden før ham havde samlet stemmer fra de forskellige interessegrupper. Og han vandt præsidentvalget overlegent med 43 millioner stemmer mod Republikanernes 27.

Det blev ham, der optrappede Vietnamkrigen, og derfor tvang de store demonstrationer fra antikrigs- og borggerrettighedsbevægelsen ham til ikke at opstille til præsidentvalget i 68. Venstrefløjen sad tilbage med tømmermændene over, at den kandidat, de havde ønsket, og som vandt, ikke førte en politik, som på nogen måde viste, at Demokraterne var et alternativ til Republikanerne.

Selv med denne lærestreg in mente blev hovedparten af de folk, der var ledende i antikrigsarbejdet, i borgerrettighedsbevægelsen, i kvindebevægelsen og flere andre grupper, ikke klogere. Den magt, som grupperne havde vist i demonstrationer og marcher i USA, og som havde rystet nationen, blev kanaliseret ind i det demokratiske parti, og de ledende folk kastede sig ud i kampagner for Demokraternes antikrigs-repræsentanter ved de næste valg.

Venstrefløjen i USA støtter stadig Demokraternes præsident-kandidat, ud fra den samme betragtning om at en sejr for dem vil kunne ændre partiet.

Men i dag står de meget svagere, end de gjorde for tyve år siden. Otte år med Reagens angreb på arbejderklassen har taget pusten fra de fleste af de folk, der tidligere har været aktive i bevægelserne. Manglen på selvtillid i disse grupper har nok engang fået dem til at læne sig op af Demokraterne i håbet om, at partiet kan ændre USA.

Men der er ikke nogen genvej. Valgåret i USA er et non-stop cirkus. Ligegyldigt hvilken vej vælgerne vender hovedet, har kandidaterne ikke andet end fedt, klistret candyfloss at tilbyde. De kan aldrig blive noget alternativ til de klassemodsætninger, som er en del af det kapitalistiske system.

Det er da også klart for mange arbejdere. Men fordi der ikke er noget alternativ, sætter de krydset og håber på det bedste eller bliver på sofaen, som flertallet af de amerikanske vælgere.

Men alternativet kan bygges, ikke gennem de forskellige bevægelser eller gennem en reform af det demokratiske parti.

Kun ved at bygge et revolutionært arbejderparti uden illusioner om Demokraterne eller andre kan de amerikanske arbejdere få et redskab til at forandre USA og resten af verden.

Billedtekst:
Trods Jesse Jacksons venstrefløjsimage, støtter han de amerikanske tropper i Honduras.

Pæne mænd uden politik

Demokraternes politiske budskab i denne valgkamp vil kunne skrives på bagsiden af et frimærke. Efter, at de har udpeget Michael Dukakis, er det blevet stadigt tydeligere, at valget kommer til at stå mellem to “ærlige” amerikanske mænd, ikke mellem politiske holdninger. Dukakis’ politiske rådgiver har sart det tydeligt: “At fatte sig i korthed er essensen i en sejr.”

Og det gennemsyrer den amerikanske presse, at dette valg, som så mange før, ikke handler om politik, men først og fremmest om kandidaternes troværdighed, deres familieforhold, og ikke mindst; om de kan holde sig fri af sensationsjægernes jagt efter dunkle punkter i deres fortid.

Dukakis har aldrig været kendt som nogen stor politiker. Han har været guvernør i Massachusetts, som har oplevet et enormt stort boom i løbet af de sidste år, hovedsagligt fordi store industrivirksomheder er flyttet dertil.

Demokraterne ynder at omtale det politiske mirakel, han har skabt der. At miraklet ikke så meget stammer fra Dukakis’ politik, men snarere er et udtryk for held, gør to økonomer rede for i en bog om udviklingen i staten. Deres pointe er, at hvis det var en abe, der havde ledet staten, var udviklingen gået på samme måde.

Nu, hvor partikonventet har udpeget Michael Dukakis som Demokraternes præsidentkandidat, støtter Jesse Jackson ham ufortrødent. Jacksons strategi er at arbejde loyalt i partiet, både for at bane vejen for ham selv ved de kommende præsidentvalg, men også for at vise de mange grupper, der har støttet ham, at det demokratiske parti er vejen til mere indflydelse for de sorte og de fattige.

Men efter at Dukakis har udpeget Lloyd Bentsen som vicepræsident-kandidat, har Jackson fået problemer. Hans kandidatur har hele tiden fået støtte af den såkaldte regnbuebevægelse, der er en sammenslutning af mange forskellige folkelige bevægelser i USA. Selve bevægelsen er dannet med det ene formål at støtte en udvalgt præsidentkandidat – i år altså Jesse Jackson.

Mod abort

Mange i regnbuebevægelsen er rasende over, at en af de mest konservative høge er blevet udpeget. Udover at være repræsentant for det rige Amerika er han mod abort, for støtte til Contraerne, for indførelsen af nye våbentyper, for mere tvungen bøn i skolerne, og han har også stemt imod, at en ligeretskommission fik mulighed for at blande sig i diskrimination på arbejdspladserne.

Ved siden af dette er Bentsen den kandidat, der har modtaget flest penge fra forskellige firmaer. Over 6 millioner dollars er pumpet i hans kampagne. Han havde planlagt at spise morgenmad med forskellige lobbyer en gang om måneden for den beskedne ydelse af 10.000 dollars pr. måltid.

Jacksons reaktion har været: “Jeg holder på den hest, konventet har udpeget.” Et udsagn, som viser, hvor dybt involveret han er i Demokraternes partimaskine. Og som også viser, at hans strategi med at vinde mere indflydelse i partiet ikke bliver anfægtet af, at Demokraternes vicepræsident-kandidat ligger meget tættere på Reagan end på andre demokrater.

Derfor er det også forståeligt, at folk fra regnbuebevægelsen er rasende over, at Bentsen blev udpeget.

Udpegningen af ham viser nemlig med al tydelighed, at Demokraterne er så sikre på Jacksons loyalitet overfor partiet, at de kan slippe afsted med at udpege en ærkereaktionær vicepræsident-kandidat, på trods af den succes Jackson har haft under valgkampen.

For mange venstreorienterede, der har troet på, at partiet kunne reformeres indefra, er dette et enormt slag.

Ikke en bevægelse

Det er forkert at opfatte den nationale regnbuebevægelse som en bevægelse. Den er ikke andet end en valgmaskine. Hensigten har været at samle en kraft, der kunne synliggøre især de sorte, men også andre minoriteter i det demokratiske parti. Først og fremmest gennem en massiv støtte til Jacksons kandidatur.

Jackson har beskrevet regnbuebevægelsen som et kludetæppe. De sorte udgør en lille firkant, kvinderne en anden, de fattige en tredje, men ingen af firkanterne er store nok. Derfor skal alle mulige grupper samles sammen, indtil kludetæppet bliver stort nok til at “gøre Amerika stærkt og gøre det til et bedre sted”.

Samme retorik som Demokraterne altid har brugt, og det er da også det parti der får flest stemmer fra undertrykte grupper.

Demokraterne lytter selvfølgelig til folkelige bevægelser, der viser deres styrke. Men de dybe modsætninger, der er i det amerikanske samfund, kan ikke overvindes uden et opgør med systemet. Det er illusorisk at tro, at Demokraterne vil være med til at save den gren over, som de selv sidder på.

Regnbuebevægelsen er et eksempel på, hvordan store lag af folk, der har været ude i kampe mod systemet, men som ikke udvikler en revolutionær bevidsthed, falder sammen, når systemet viser sig i stand til at slå bevægelserne tilbage.

Venstrefløjsimage

Netop fordi regnbuebevægelsens grundlag har været forskellige grupper, der har kæmpet og demonstreret for deres rettigheder, har Jackson haft et problem med det venstrefløjsimage, dele af pressen har bygget op omkring ham.

I starten af valgkampen stod Jackson fast på nationernes ret til selvbestemmelse, men det tog ham ikke lang tid at skifte holdning. Da amerikanske krigsskibe blev sat ind i Golfen, syntes Jackson, problemet var, at man skulle undersøge de objektive begrundelser og involvere de øvrige vestlige lande. Da Reagan sendte tropper ind i Honduras i starten af 88, tonede Jackson frem på fjernsynet og meddelte, at den slags kunne være nødvendigt under visse omstændigheder. Jackson mener heller ikke længere, at Puerto Rico har ret til national selvbestemmelse.

Og da Reagan forsøgte at skille sig af med Noriega (præsident i Panama), som ellers er blevet betalt af USA gennem mange år, accepterede Jackson Reagans argumentation om, at USA havde pligt til at gennemføre sanktioner mod lande, der forsøgte at sejle narkotika til USA.

Med disse mange begivenheder in mente kunne Jackson roligt gå til pressemøde og erklære: “Når alt støvet bliver fjernet, vil det fremgå, at mine holdninger er i overensstemmelse med forfatningen, kongressen og sidst, men ikke mindst, den måde nationen er skruet sammen på.”

Jackson vil uden tvivl stille op til præsidentvalget 1 1992, og han vil uden tvivl fortsætte den glidebane mod højre, som han har været på under denne valgkamp.

Den amerikanske venstrefløj er nødt til at gøre op med illusionen om at reformere partiet indefra. Heller ikke i USA er der nogen let genvej til at forandre systemet.

Billedtekst:
Michael Dukakis forsøger at charme sig Igennem. Og det er han nødt til – for politik har han ikke meget af.
Det har konkurrenten George Bush nu heller ikke – han forsøger i stedet at spille på vælgernes moderfølelser.

Se også:
SAA 43: USA: Strejker mangler støtte

Flere artikler fra nr. 43

Flere numre fra 1988

Se flere artikler om emnet:
USA internt 1945-1990

Se flere artikler af forfatter:
Joan Hansen

Siden er vist 1550 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside