Socialistisk Arbejderavis
Nr. 43 – Oktober 1988 – side 7
USA
Strejker mangler støtte
Joan Hansen
Det er en udbredt opfattelse på venstrefløjen, at den amerikanske arbejderklasse er enormt tilbagestående, den faglige organisering er lav, fagbureaukratiet endnu tættere forbundet med systemet end herhjemme, at de kritikløst høster frugterne af USAs imperialistiske dominans og jubler over Reagan-administrationens politik.
Fordommme, som betyder, at de enorme klasseforskelle, der deler det amerikanske samfund, fuldstændigt overses, og at man lægger luft til verdens største arbejderklasse.
Der er 90 millioner arbejdere udenfor landbruget i USA, 40 millioner stemte ikke ved præsidentvalget i 1984, og Demokraterne har en betydeligt større andel af arbejderstemmerne end Republikanerne. Så at den amerikanske arbejderklasse skulle støtte, endsige have nogle illusioner om Reagan, er ikke andet end en fordom.
Det er rigtigt, at den faglige organisering i USA er meget lav. Men ikke desto mindre er 18 millioner arbejdere medlemmer i en fagforening, og der foregår strejker, for arbejderklassen ved nemlig godt, at den amerikanske drøm ikke er andet end en opreklameret myte.
Den lave organisationsprocent hænger sammen med, at fagforeningerne i USA har haft et andet udgangspunkt end i Europa. De første forsøg på at lave fagforeninger byggede overhovedet ikke på klassesolidaritet, men havde til opgave at sikre faglærte arbejdere mod den strøm af indvandrere, der kom fra Syd- og Østeuropa og mod strømmen af befriede slaver, der rejste til industribyerne i Nordamerika efter borgerkrigen.
200 socialister og syndikalister tog i 1905 det første initiativ til at danne en egentlig fagforening, Industrial Workers of the World (IWW), for alle, faglært som ufaglært, sorte og hvide. Men på grund af stridigheder mellem socialisterne og syndikalisterne og den manglende opbakning fra de gamle fagforeninger blev planerne aldrig realiseret.
IWW fik senere en betydning som lederskab i en masse store strejker, men de blev aldrig noget alternativ.
Først efter den store strejkebølge i 30erne, hvor flere byer blev lammet af generalstrejke, blev “The Congress of Industrial Organisations” (CIO) dannet. CIO vandt fodfæste gennem flere store strejker i 1936-37, hvor de tvang nogle af giganterne inden for bil- og stålindustrien i knæ. Men CIO-lederne var fra starten loyale overfor Demokraterne og overvejede aldrig at danne et selvstændigt arbejderparti.
Tilslutningen til fagforeningen har været konstant dalende siden 2. Verdenskrig. Dengang var organisationsprocenten oppe på 35, i dag er knap 20 procent medlemmer.
Ikke engang lederskabet kan snakke sig fra, at fagforeningerne er i krise. Men deres svar på reallønsfald og massefyringer har været at omdanne fagforeningerne til service-organer, som skal udstyre arbejderne med forsikringer og Credit-cards. At argumentere for en generalisering og spredning af de strejker, der rent faktisk foregår, ligger uendeligt fjernt fra fagburaukraternes tankegang.
Ligegyldigt
For arbejderklassen er det ligegyldigt, hvem der vinder præsidentvalget. Dukakis vil have en mindre fjendtlig facon over for arbejderne, men det er vigtigt at huske på, at mange af de angreb, den amerikanske arbejderklasse har mødt under Reagan, blev forberedt af Demokraternes sidste præsident, Jimmy Carter, blandt andet angrebet på de strejkende flyveledere i 1981.
Og alle større budgetnedskæringer og forringelser, som er vedtaget indenfor de sidste otte år, er stort set gledet igennem uden protester fra Demokraterne eller fagbureaukratiet.
Strejkeniveauet har været lavt de sidste år. Men der er strejker. Nøglespørgsmålet bliver, om det vil lykkes at generalisere og sprede til andre grupper, så arbejderklassen i USA atter kan komme i offensiven efter en nedtur, der har varet alt for længe.
Og det er også afgørende, at der på det tidspunkt er en revolutionær organisation i USA, som har en størrelse og betydning, så den kan være med til at udvikle en strejke til en kamp mod systemet.
Billedtekst:
Selv om venstrefløjen ikke regner med arbejderklassen i USA, så finder der taktisk strejker sted.
Se også:
SAA 43: Det amerikanske præsidentvalg
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed