Socialistisk Arbejderavis
Nr. 44 – November 1988 – side 6
Brundtland-rapport
Klodens overlevelse
Jens Peter Koldborg
Brundtlandrapporten har vundet stort gehør. For rapporten er klodens overlevelse utænkelig uden et stop for den blinde vækst. Men det er ikke teknologi, der truer miljøet som sådan. Det er det kapitalistisk system, der kontrollerer den teknologiske udvikling i sin stræben efter profit.
JENS PETER KOLDBORG forklarer, hvorfor disse problemer ikke kan løses i fællesskab med kapitalisterne.
Midt i det 20. århundrede så vi for første gang vor planet fra rummet. Historikerne vil måske engang med tiden sige, at dette syn havde større betydning for tænkningen end den kopernikanske revolution i det 16. århundrede. Dengang blev menneskets billede af sig selv forstyrret, da det blev afsløret, at jorden ikke var universets centrum.
Fra rummet ser vi en lille og skrøbelig klode, som ikke domineres af menneskers virksomhed og bygningsværker, men af et mønster af skyer, have, grønne planter og jord.
Menneskeheden har ikke evnet at indpasse sine handlinger i dette mønster, og er i færd med at ændre livet på jordkloden fundamentalt. Mange af disse ændringer ledsages af livstruende farer, fra miljøkatastrofer til atomudslettelse.
Drivhuseffekten
Drivhuseffekten er en trussel mod de livsvigtige systemer. Den udspringer direkte af den forøgede ressourceudnyttelse. Afbrænding af fossilt brændstof og skove frigiver kuldioxid (CO2).
Kuldioxid og forskellige andre luftarter ophobes i atmosfæren og holder solens stråler tilbage nær jordens overflade. Forskere forudsiger, at det kan fører til en global temparaturstigning på ca. 4,5 grader Celcius i 2030erne.
Det vil sandsynligvis betyde tørke i endnu større omfang, kraftige ændringer i vindforholdene og vandstanden i havene vil stige så meget, at mange lavtliggende kystbyer, øer og floddeltaer oversvømmes. En række forskellige forurenende luftarter dræber træer og søer og beskadiger bygninger og kulturskatte, nær ved, og sommetider også tusindvis af kilometer fra det sted, hvor der forurenes. Forsuringen af miljøet truer store områder af Europa og Nordamerika. I Centraleuropa falder der for øjeblikket mere end et gram svovl på hver kvadratmeter jord om året. Skovdøden kan føre til katastrofal erosion, slamdannelse, oversvømmelser og lokale klimaændringer.
Tørke og sult
Hvert år reduceres yderligere 60.000 kvadratkilometer (mere end arealet af Danmark) til ørken. Med denne “tørre” konstatering, er der taget hul på ulandenes situation. Hver niende lider af kronisk sult; 280.000 dør ugentlig af underernæring; hvert fjerde barn dør, inden det bliver fem år; 2000 børn dør hver time.
I 1960erne blev 18,5 millioner mennesker hvert år ramt af tørke, men i 1970-erne var det tilsvarende tal 24,4 millioner. Resultaterne kendes endnu ikke for 1980erne, men dette katastoferamte tiår synes at videreføre tendensen med tørke i Afrika, Indien og Latinamerika, og oversvømmelser mange steder i Asien, dele af Afrika og Latinamerika.
Menneskers overudnyttelse af jorden og langvarig tørke truer med at omdanne den afrikanske Sahel-regions græsgange til ørken.
I dag sker der så store indhug i regnskovene, at hvis det fortsætter i de næste 30 år, er "regnskov" bare et tilfældigt ord i de gamle ordbøger. Tabet af skove og andre naturområder udrydder også plante- og dyrearter. Man mener, at ca. 50 arter uddør hver dag!
En anden trussel er hullet i ozonlaget. Freon, som bruges til isolering, i køleskabe, som drivgas i spraydåser, opløsningsmiddel og blød skumgummi, har indtil nu fået skylden for, at ozonlaget nedbrydes, men mange andre stoffer er under mistanke, og også atombombesprængninger ødelægger ozonlaget.
Et stort tab af ozon kan få katastrofale følger for menneskers og dyrs sundhed, i første omgang med flere tilfælde af hudkræft.
De døde have
Visse livsformer i det nederste led af havenes fødekæde er særligt truet. Specielt havenes plankton er meget følsomme. Plankton er det nederste led i fødekæden, så der er ingen tvivl om, at det vil få uoverskuelige konsekvenser for livet i havene, hvis alt plankton forsvinder.
Havene er også truet på anden måde. Dumping og afbrænding af giftige kemikalier, udledningen fra industrien, de store byer og fra landbruget er en kendt sag for alle danskere. Resultaterne har vi også tæt på os. Vores indre farvande er så gult som døde. Mange steder er det bare et spørgsmål om meget få år, før det er uopretteligt.
De globale militærudgifter lå i 1985 et godt stykke over 900 milliarder dollars. Det er mere end den samlede indkomst for den fattigste halvdel af menneskeheden. Fire af de mest påtrængende globale miljøbehov – i relation til tropiske skove, vand, ørkendannelse og befolkning – koster mindre end en måneds globale militærudgifter.
Hvis man skulle være i tvivl om, hvad, vores samfund mener, er betydningsfuldt, vil jeg lige nævne, at der på verdensplan er en soldat pr. 43 indbyggere, mens der kun er en læge for hver 1022 indbyggere.
På baggrund af disse fremtidsudsigter skriver Brundtlandrapporten meget rigtigt: “Der er ikke megen tid til at rette op på forholdene. I nogle tilfælde er vi måske allerede tæt på at overskride kritiske tærskler. Selv om forskerne hele tiden forsker og diskuterer årsager og virkninger, ved vi i mange tilfælde allerede nok til, at det er berettiget at handle. Det gælder lokalt og regionalt med hensyn til trusler som ørkendannelse, skovrydning, giftigt affald og forsuring; det gælder globalt for trusler om klimaændringer, ozonudtynding og tab af arter. Risikoen øges hurtigere end vor evne til at håndtere den.”
Brundtland-rapporten har evnet at placere miljøproblemerne ind i en større helhed i stedet for at se på problemerne adskilt fra andre samfundsforhold. Det er trods alt et fremskridt i forhold til tidligere FN-rapporter.
Sult i en rig verden
Der er ingen mangel på madvarer, som den engelske avis Financial Times sagde i september 86: “Folk er ikke sultne i disse dage, fordi madvarer ikke er tilgængelige; de er sultne, fordi de er fattige.” Mad koster penge – det er problemet. Mange ulande har svært ved at skaffe pengene.
I 1980 blev 7% af Afrikas eksportindtægter brugt til renter og afdrag på udenlandsgælden; i 1984 var det 25%!
Brundtlandrapporten skriver også om situationen i udviklingslandenes i dag. Der er flere sultende mennesker i verden end nogensinde før, og der bliver stadig flere af dem. I nogle lande er fattigdommen blevet forstærket af en ulige fordeling af jord og andre goder.
Den voksende kommercielle udnyttelse af den gode jord, ofte til dyrkning af eksportafgrøder, har skubbet små landmænd ud på de dårlige jorder og berøvet dem ethvert håb om at tage del i det økonomiske liv i deres land.
Brundtlands løsninger på disse problemer er, at "multinationale selskaber kan spille en vigtig rolle for en bæredygtig udvikling, især efterhånden som udviklingslandene bliver mere afhængige af udenlandsk risikovillig kapital."
Brundtlandrapporten, som de fleste reformister, tror naivt på, at man kan tale de multinationale til fornuft, så de handler i overensstemmelse med miljøet og de menneskelige behov.
Der findes ingen national løsning på sultproblemerne. Det er ikke nogen løsning at få Ethiopien til at dyrke deres egne fødevarer. At fortælle de fattige, at de kunne undgå sult, hvis de tog sig sammen, er at gøre grin med deres problemer. De er låst fast i en verdensøkonomi, hvorfra de rige ikke lader dem slippe ud.
Profit skaber sult
Sult er konsekvensen af et system, der er baseret på profitter og international konkurrence. Og der bliver brugt langt flere penge på våben end på at afhjælpe sulten i verden.
Kampen for en verden uden sult starter ikke i Afrika, eller med en raslebøsse i hånden. Den starter herhjemme i kampen for at få en ende på et grotesk system, der kan fostre ting som EFs landbrugspolitik.
Menneskeheden har i dag en hidtil uhørt evne til at producere, til at give alle mad og tøj på kroppen, men produktionsapparatet er domineret af et snæversynet, profitstyret og markedsorienteret økonomisk system.
Der kan kun laves om på ulandenes problemer, ved at de millioner af mennesker, der producerer verdens værdier, selv beslutter at tage magten og bruger den til at skabe et system, som er styret af behov i stedet for profit.
Billedtekst:
Maduddeling ved Bati-lejren i Etiopien i 1984, mens overskudslagrene svulmer i Europa.
Naiv tro på en fælles fremtid
“Kommissionen har med omhu baseret sine anbefalinger på de eksisterende institutioners virkelighed,” skrives der i Brundtlandrapporten. Da denne rapport er igangsat af en sådan institution, og da formanden er socialdemokraten Gro Harlem Brundtland fra Norge, kan det selvfølgelig ikke komme som et chok, at de har det udgangspunkt, når de skal finde løsningsmodeller til problemerne.
Spørgsmålet er så: Er det sandsynligt, at de eksisterende institutioner på noget tidspunkt vil kunne formå at gøre noget ved det?
I 1987 samledes FN-organisationen i Montreal for at skrive Montrealprotokollen. Kort gik den ud på, at man skulle opnå 20% reduktion af CFC-gasser i 1993 og 50% i 1998.
Mange lande har stadig ikke godkendt aftalen. Alle ved, at der allerede er sket skade. Nu handler det om at forhindre, at den bliver større. Derfor siger al logik, at produktionen af CFC-gasser, som nedbryder af ozonlaget burde stoppes her og nu. Derfor er det smagløst, at Montreal-protokollen tager det forbehold, at det skal være “under hensyntagen til tekniske og økonomiske forhold”. Det sidste nye er, at verdens to største freon-producenter har anklaget Montreal-protokollen for at være vattet. De mener, at reduktionen af freon-produktionen skal ske meget hurtigere.
Det er selvfølgelig ikke, fordi de pludselig er blevet miljøbevidste, at de siger sådan. Nej, de har sikkert allerede fundet et andet produkt, som de hurtigst muligt vil have på markedet, så de kan tjene endnu flere penge.
Man har afholdt et møde i London om et totalt stop for afbrænding af giftaffald inden udgangen af 1994. Danmark foreslog et forbud allerede fra 1990, men fra delegationskilder lyder det at “nu tilkendegiver så mange lande i verden, at et forbud er på vej, så rederierne bag afbrændings-skibene kan nå at sadle om.” Endnu et eksempel på, at det er de kapitalistiske firmaer, der bestemmer, hvilke beslutninger, der skal tages.
Kortsynede særinteresser
Svend Bichel, formand for Danmarks Naturfredningsforening, udtaler sig sådan her om Folketingets havmiljøplan: “Økonomiske kortsynede særinteresser har punkt for punkt udvandet den handlingsplan, som kunne have givet en mærkbar forbedring af miljøet.” Han undrer sig også over, at politikerne er villige til at ofre 20 milliarder kroner på en Storebælts-forbindelse, der vil skade miljøet.
Det er samme Folketing, som har skåret i havmiljøplanen, har grebet ind i kommunernes økonomi, så de ikke kan modernisere og udbygge rensningsanlæg, og det vil i løbet af få måneder vedtage Danmarkshistoriens største militærbudget.
Naiv rapport
Derfor er Brundtlandrapporten urealistisk optimistisk, for den foregøgler, at "vor fælles fremtid" kan sikres i fuld overensstemmelse med disse kapital-interesser.
Brundtlandrapportens syn på regeringer ligner til forveksling fluens fra H.C. Andersens eventyr. Fluen har sat sig foran på et lokomotiv. Den tror, at det er den, som styrer toget gennem landskabet.
Verdens befolkning skal bildes ind, at det helt automatisk går den rigtige vej, hvis bare vi køber de økologiske og miljømæssig forsvarlige produkter, og hvis FN, Verdensbanken og andre lignende institutioner får den anerkendelse, som de mener, de fortjener.
Men miljø-ødelæggelserne opstår som en uundgåelig konsekvens af jagten på profit. Derfor vil Brundtlandrapportens løsningsmodeller kun være symptombehandling – man går ikke ind og fjerner årsagerne til problemerne.
Derfor kan man lige så godt omdøbe Brundtlandrapporten til "Kapitalismens fortsatte fremtid", for hvis man følger den, vil det fortsat være kapitalen, som har magten og dermed det afgørende at skulle have sagt.
Billedtekst:
Industrivirksomheder driver rovdrift på naturen. Millionvis fiske blev slået ihjel af kemiske udledninger i Rhinen.
Rød eller grøn
Mange miljøbevidste personer mener, at industrien er skyld i miljøproblemerne. Deres argumenter er, at industrisamfundet aldrig kan blive menneskeligt, sikkert eller rent. Derfor er deres løsning, at den økonomiske vækst skal stoppes eller køres baglæns. Er vi nødt til at acceptere argumenterne fra økologerne om, at det industrielle samfund er uholdbart, og at den økonomiske vækst er?
Skal vi opgive klassekamp og revolution og ændre vores farve fra rød til grøn?
Eller skal vi måske med vores socialistiske overbevisning i baghovedet acceptere, at det nu får højeste prioritet og dermed lede al vores energi ind i en massiv kampagne på det enkelte spørgsmål, der hedder “miljøkatastrofen”?
Nej, vi må argumentere kraftigt imod ethvert af disse spørgsmål. Det er ikke industrien som sådan, der er hovedårsagen til miljøproblemerne, men det er derimod den måde, hvorpå kapitalismen organiserer industrien.
Det er den evige jagt efter profit, som er den drivende kraft i hele det nuværende verdensøkonomiske system. Det er den jagt, som gør kapitalisterne og de regeringer, som de kontrollerer, så ligeglade og hensynsløse overfor miljøet.
Trussel
Den trussel, som miljøproblemerne er, forstærker kun muligheden for at smadre kapitalismen og lave socialisme.
Kapitalismen skal smadres totalt for at gøre en ende på, at profitten ødelægger miljøet. Og socialismen er nødvendig for at få en demokratisk planlægning af produktionen på verdensplan. Det er indlysende, at et samfund baseret på kollektive ejendomsforhold og kollektiv kontrol over produktionsmidlerne bedre vil være i stand til at afværge og/eller klare miljøkatastrofer.
At rulle det industrielle samfund tilbage må klart afvises. På den ene side vil ethvert forsøg på det i praksis betyde endnu mere elendighed og ødelæggelse end de nuværende miljøproblemer.
På den anden side er det kun nye videnskabelige og tekniske fremskridt, der er forbundet med og afhængige af økonomisk vækst, der kan forhindre og behandle virkningerne af de nuværende problemer.
For eksempel er de havdiger, som skal beskytte imod den stigende vandstand, i sig selv store industrielle projekter. I forhold til ozon-laget er der også brug for en koncentreret og målrettet forskning, hvis vi skal overleve. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi som socialister ikke skal støtte kampen for et bedre miljø.
Det betyder heller ikke, at vi ikke skal rejse spørgsmålet som en del af vores propaganda og aktivitet, og gå ind for en række konkrete aktioner og krav.
Krise
Vores agitation på dette spørgsmål skal være sammenhængende og underordnet vores samlede revolutionære socialistiske perspektiv, ikke en erstatning for den.
Miljøproblemerne er overhovedet ikke den eneste trussel for menneskehedens fremtid.
Der er atomkrig og atomkraft, og der vil komme andre ting, som kapitalismen i krise kaster ud – fascismens genopliven for eksempel. Det er selve systemet, der skal rykkes op med rode.
Desuden mangler de grupper, der kæmper for enkeltspørgsmål, kraften til virkelig at udfordre kapitalen. Og det er trods deres tiltrækning, popularitet og ønsker om at beskytte miljøet.
Det er kun masseaktioner i arbejderklassen, som kan gøre det. Drivkraften i sådan en aktion er ikke presset fra en gruppe, der koncentrerer sig om enkeltspørgsmål, men i stedet konflikten i forhold til produktionen, hvor arbejdernes kamp er kollektiv.
Miljøproblemernes trussel giver endnu et tvingende argument til fordel for socialisme, og det gør kampen for socialisme endnu vigtigere. Men det ændrer ikke fundamentalt måden, hvorpå vi fører kampen.
Den tyske revolutionære Rosa Luxemburg sagde det på denne måde: “Hvor kapitalismens kæder er smedet, der må de brydes.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed