Socialistisk Arbejderavis
Nr. 44 – November 1988 – side 8
Martin Scorsese: “Kristus’ sidste fristelse”
Den sidste fristelse
Marianne Bülow
Martin Scorseses nye film “Kristus’ sidste fristelse” har vakt vild harme og oprør i den kristne bevægelse. Filmen, der seriøst omhandler den kristne tro, bliver af de højkirkelige bevægelser i USA og Europa dømt som blasfemisk.
10.000 demonstrerede uden for filmproducentens, Universal Pictures, pressecenter i Hollywood dagen før den amerikanske premiere. Bannere og plakater udnævnte Universal til intet mindre end djævelen selv. Efter premieren har der været talrige blokader uden for biograferne.
Hvorfor bliver folk så ophidsede over denne film, når der konstant sendes ekstremt saftige og blasfemiske film på markedet?
I filmen følger Jesus ikke den sædvanlige udstukne sti. Filmen starter med, at Jesus (Willem Dafoe) arbejder som tømrer. Han bryder en jødisk boykot ved at lave kors til den romerske besættelsesmagts henrettelser.
Han er ikke født som Guds søn. Filmen følger hans konstante tvivl om sin egen guddommelighed, og hvad konsekvenserne af at være guddommelig er.
Han skifter flere gange mening om, hvorvidt han skal prædike fred, kærlighed og underkastelse eller opfordre til væbnet opstand.
Her kommer det tydeligt frem, hvad det er, de religiøse autoriteter ikke kan lide. Jesus er langt fra den tillidsvækkende bevarer af de uforanderlige sandheder, som kirken elsker.
Den magtfulde kristne højrebevægelse har da også sat deres store medie- og pengeapparat i gang i kampen mod filmen. De har tilbudt Universal Pictures ikke mindre end 10 millioner dollars for samtlige kopier af filmen, for derefter at iværksætte en offentlig afbrænding. Deres monopol på sandheden er virkelig blevet truet.
Mens Jesus er den tvivlende, er Judas, spillet af Harvey Keitel, den stabile og loyale. Han er lederen i praksis og en revolutionær, der mener, at romerne først og fremmest skal bekæmpes fysisk.
Jesus leder faktisk en mislykket opstand, men han skifter mening. Ved at tigge den trofaste Judas om at forråde ham, lader han sig fange og ofre på korset.
Under korsfæstelsen møder han sin sidste fristelse. Satan, klædt ud som en yndig lille pige, fortæller ham, at han ikke er Gud og ikke behøver at lade sig ofre. I stedet kan han leve et ganske almindeligt liv med kone, børn – endda også med sex. Jesus kravler beroliget ned fra korset.
Al dette foregår i en alt for lang, men meget flot og fantasifuld scene. Ved sit dødsleje skifter han igen mening, og kryber endnu engang til korset. Så er vi tilbage i den traditionelle version af Jesus' korsfæstelse, og sådan får det lov til at slutte.
Slutningen er ikke særlig overraskende. Dels fordi Scorsese selv er kristen, men også fordi filmmanuskriptet er bygget over en velkendt roman fra 1951 af den græske forfatter Nikos Kazantzakis. Romanen har, i modsætning til filmen, aldrig fået en skandalesucces.
Mange trættende stereotyper er skubbet til side, mens andre er bevaret. Fundamentalisterne vil ikke finde meget at være uenige med fremstillingen af kvinden i. For slet ikke at tale om, at kampen mellem det onde (Satan) og det gode (Gud) vises som den primære kamp i verden – der kan godt sættes spørgsmålstegn ved måden at tro på, men ikke selve troen.
Det skaber frygt og had blandt de kristne, at der overhovedet bliver sat spørgmåltegn ved den ellers entydige udgave af Jesus liv.
Hvis folk stopper op og tænker på valget mellem at slås nu eller at koncentrere sig om en mystisk henrettelse for tusinder af år siden, er det slet ikke sikkert, at de vælger det, vores herskende klasse ønsker.
Billedtekst:
Jesus (Willem Dafoe) med tornekrans. “Kristus sidste fristelse” er fornylig forbudt at den israelske filmcensur, og i USA og Europa har filmen udløst massive protester fra flere religiøse grupper.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed