Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 44 – November 1988 – side 9

Nikolai Bukharin

Stalins bydreng

Hans Erik Madsen

Nikolai Bukharin er blevet rehabiliteret af Gobatjov, der mener, at Bukharins ideer var, og er, et alternativ til stalinismen. Men det meste af sit liv støttede Bukharin Stalin, skriver Hans Erik Madsen.

Nikolai Bukharins navn har inden for den seneste tid været på mange ivrige reformisters læber i Sovjet og det øvrige Østeuropa. Senest har den sovjetiske par­tiavis Pravda hyldet ham som en af de helt store personligheder i den kom­munistiske partihistorie. Bukharins økonomiske teorier og hans kamp mod bureaukratiet er den arv, som Gorbatjovs reform­programmer bygger på, erklærer avisen.

Bukharin var en af de mest eminente af de gamle bol­sjevikker, en betydelig teoretiker og en af de personer, der i Lenins politiske testamente blev nævnt som en af Lenins nærmeste med­kæmpere.

I 1917 var han redaktør på Pravda og blev valgt til ledelsen af sovjetten i Moskva. Han skrev det klassiske værk “Imperialis­men og verdensøkonomien”. Han kritiserede den fredsaftale, som blev indgået i Brest-Litovsk i marts 1918 mellem Tyskland og Sovjet, som først og fremmest var Lenins initiativ. Men i 1921 indtrådte Bukharin i den øverste partiledelse, politbureauet.

Hvad er så baggrunden for, at Bukharin sammen med 19 andre, der blev henrettet efter den 3. Moskva-proces i 1938, er blevet rehabiliteret?

Det er hverken hans revolu­tionære ideer og praksis eller hans dramatiske død, som forklarer Bukharins aktuelle popularitet.

Det er derimod troen på, at den politik, som Bukharin stod for i slutningen af 20erne, repræs­enterer en alternativ vej for opbygningen af Sovjet. Der er ingen tvivl om, at Bukharins poli­tik ville have forhindret Stalins tvungne kollektivisering af land­bruget og den vanvittige in­dustrialisering, som kostede så mange millioner mennesker li­vet, og som kulminerede i kulak­kernes mareridt.

Gorbatjov håber, at de ideer, som kunne have forhindret så megen elendighed i Rusland i for­tiden, vil forme grundlaget for en liberal, human socialisme i dag.

Men ideen, om at Bukharin lev­erede et levedygtigt alternativ til stalinismen, var en myte dengang som i dag.

Også selvom Bukharin var et mere humant og civiliseret indi­vid end Stalin.

Bukharin hjalp Stalin på hans vej til magten i stedet for at bekæmpe ham. Fra 1925-27 hav­de Stalin endnu ikke befæstet sin kontrol over Kommunistpartiet og staten, og var stadigvæk nødt til igennem åbne politiske debat­ter at bekæmpe sine opponenter Zinoviev, Kamenev og frem for alt Trotskij.

Det var i særdeleshed Buk­harin, der forsøgte at retfærdiggøre nøgledoktrinen om “socialisme i ét land”. Som for­mand for Kommunistisk Inter­nationale godkendte han og var medansvarlig for, at den kine­siske revolution blev smadret i 1927.

Han blev endda belønnet for sine anstrengelser på formands­posten, som han bestred fra oktober 1926, til han mistede den i juli 29.

Først i elvte time, da de stalinistiske bureaukrati begyndte sine angreb på landbefolkningen, veg Bukharin tilbage. Men hans op­position var halvhjertet, spag­færdig og kort – og han kapituler­ede hurtigt. Bukharin bekæm­pede aldrig seriøst den stalin­istiske kontra-revolution, fuld­stændig i kontrast til Trotskij, der fortsatte en uforsonlig kamp til den bitre ende.

Men hvorfor var Bukharin ikke i stand til at opbygge en reel opposition til stalinismen? Fordi han delte den basale for­udsætning for stalinismen – at arbejdermagten blev erstattet med bureaukratiet under dække af parolen om “socialisme i ét land”.

Det er korrekt, at Bukharin udstak og støttede en anden økonomisk politik end den, Stalin fulgte. I stedet for en hals­brækkende industrialisering øn­skede han at fortsætte den Nye Økonomiske Politik (NEP), der blev startet i 1921.

NEP var for Lenin et tvunget skridt tilbage og et kompromis med kapitalismen, en midlertidig position, men blev for Bukharin til en permanent politik.

At følge NEP betød at følge og fremme en blandingsøkonomi, der kombinerede stats-ejede og ­-kontrollerede industrivirksom­heder med små landbrug og pri­vat handelsvirksomhed. Det be­tød, at der fremkom et lag af vel­stående "NEP-mænd", men ingen øget industriproduktion.

Bukharins linie gik ud på at understøtte kulakkerne (de rige bønder og “NEP-mænd”). han blev kendt for opfordirngen til kulakkerne: “Berig Jer”. Industrialiseringen, planlægningen og socialismen skulle, med en anden berømt formulering af Bukharin, udvikle sig med "en snegls hastighed".

Han organiserede sine ideer i den såkaldte højreopposition, der aldrig rigtig blev et alternativ til Stalins ledelse af partiet.

Overfor Stalins vold og under­trykkelse kan det forekomme som et attraktivt alternativ. Men i virkeligheden led det af to af­gørende svagheder.

For det første vendte det et blindt øje til den kendsgerning, at arbejderklassen meget hurtigt mistede enhver rest af sin magt, som overgik til bureaukratiet. For det andet forsøgte det at ig­norere det økonomiske og militære pres, som verdenska­pitalismen havde vendt mod Sovjet.

Hvis den første svaghed er fun­damental ud fra et socialistisk synspunkt, så stiller den anden Bukharins argumenter svagt overfor bureaukratiet. For dem var en hurtig og brutal industri­alisering et spørgsmål om over­levelse, og derfor støttede de Stalin overfor Bukharin.

Det var Stalin, der havde fat i den reelle logik i deres fælles holdning om socialisme i ét land. Han kunne se, at den eneste måde at holde bureaukraterne fast ved magten på, var ved at modstå presset fra den kriseramte ver­densøkonomi. Og det kunne kun ske ved en forceret industriali­sering og øget udbytning af ar­bejdere og bønder.

Bukharins ideer om “markeds-socialisme” (der i virkeligheden bare er en blanding af privat- og stats-kapitalisme) tegnede et idyllisk billede af en afbalanceret økonomi. En utopi, som verdensøkonomien hurtigt ville have forvandlet til intensiv­eret udbytning, arbejdsløshed og drastiske omvæltninger.

Eksisterede der et alternativ til Bukharin – og dermed et alterna­tiv til stalinismen? Var det ikke korrekt at opgive nye revolu­tionære opstande i Europa efter den tyske revolutions nederlag i 1923? Var Stalin og Bukharins vej op til og efter kontrarevolutionen i 1928 ikke den eneste realis­tiske? De afskrev arbejderklassen og arbejdermagten som dyna­moen i udviklingen, og i stedet satsede de på bønderne Rusland, de reformistiske bureaukrater i Europa (som for eksempel gene­ralstrejken i England i 1926), og de borgerlige nationalister i Asien (Kuomintang og forræder­iet i Kina i 1927).

Der var et alternativ – nemlig Trotskij og venstreoppositionens politiske perspektiver. De holdt fast i Marx’ formulering om, at “arbejderklassens frigørelse er dens eget værk,” og fast i, at revo­lutionen måtte spredes til andre lande, hvis socialismen og arbej­dermagten i Rusland skulle over­leve.

I 1928-29 foreslog Trotskij fra sit eksil i Alma Ata i den syd­østlige provins Kazakhstan, at højre- og venstre-oppositionen skulle indgå en alliance mod Stalin for at sikre partidemokra­tiet og igangsætte en gennemgribende diskussion i partiet. Men alliancen blev aldrig til no­get.

Overfor NEP-politikken opstil­lede venstreoppositionen et kon­kret alternativ, hvor de sagde:

  • Et stop for NEP, som skabte risiko for genindførelse af kapita­lismen.
  • En styrkelse af industriali­seringen og den økonomiske plan­lægning. Den øgede industrielle vækst skulle ikke bare forøge pro­duktionen, men også give arbej­derklassen større vægt og for­bedre mulighederne for at styrke en alliance mellem arbejder­klassen og de fleste af bønderne (de små og mindre bønder).
  • Udviklingen af industripro­duktionen skulle give mulighed for at producere varer, som bøn­derne kunne bruge, også til at fremme mekaniseringen af land­bruget og dermed øge produk­tionen. Politikken overfor bønd­erne skulle stimulere en – frivillig – kollektivisering.
  • En styrkelse af arbejderklas­sen samt en øget rekruttering af arbejdermedlemmer til det kom­munistiske parti.
  • En styrkelse af demokratiet både i partiet og staten.
  • En kamp mod bureaukratis­eringen. Både ved hjælp af en kraftig industrialisering, der ville give arbejderklassen øget vægt, direkte initiativer mod bureau­kratiet og dets privilegier, og for demokratisk diskussion og be­slutninger.

Med denne politik kunne man styrke Sovjetunion­en, på trods af at den socialistiske revolution ikke var spredt til resten af Europa.

Men først og fremmest skulle det sovjetiske parti fortsætte ar­bejdet mod at opbygge den Kom­munistiske Internationale og yde politisk støtte til de andre partier i Internationalen for at forberede socialistiske revolutioner.

Billedtekst:
Her ses det forbryderkort, som Moskvas hemmelige politi lavede, da Bukharin blev anholdt for første, men absolut ikke sidste, gang i 1909.

Flere artikler fra nr. 44

Flere numre fra 1988

Se flere artikler om emnet:
Nikolai Bukharin

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1466 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside