Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 44 – November 1988 – side 12

Støt oprørene i øst

Poul Erik Kristensen

De sidste måneder har tydeligt vist, at lande som Polen, Jugo­slavien, Sovjet og Rumænien er bygget op på samme måde som landene i Vesteuropa.

De statskapitalistiske bureaukratier i Østeuropa er i dyb krise, og området har ud­viklet sig til en regulær krud­ttønde på et tidspunkt, hvor de fleste østeuropæiske le­dere, med Gorbatjov i spid­sen, har sat en større reform­proces i gang.

Bureaukratierne har ikke kunnet følge med udviklingen i Vesten. Det statskapitalis­tiske apparat har vist sig alt for tungt og ineffektivt og har ikke kunnet klare sig på verdensmarkedet. De her­skende klasser har heller ik­ke været i stand til at opfylde arbejdernes mest basale be­hov som fødevarer, boliger og almindelige forbrugsgoder. Hertil kommer undertrykkel­sen af de nationale mindretal.

Arbejdere skal knokle

Overalt snakker man om forandringer eller perestroj­ka. Nøgleordene er markeds­økonomi og udvidet handel med Vesten. Det herskende bureaukrati forsøger at løse krisen på nøjagtig samme må­de som de vestlige politikere: arbejderne skal knokle mere.

Men de store ord om foran­dringer og demokrati har virket modsat af, hvad der var tilsigtet. Folk skulle bestille noget mere, men i stedet for­venter folk, at de nu kan få indflydelse på deres eget liv.

Udgangspunktet for demonstrationerne og strejker­ne har alle steder været en stærk utilfredshed med de ge­nerelle levevilkår, og i Polen og Jugoslavien startede pro­testerne efter varsler om stig­ninger i priserne på fødevar­er. Men kampene har hurtigt udviklet sig til et mere direk­te opgør med magthaverne.

Nationalisme

I sovjetiske republikker som Estland, Letland, Li­thauen og Armenien og i flere jugoslaviske provinser er der opstået stærke nationale be­vægelser.

I Jugoslavien er det navnlig serberne, som er gået i offen­siven. Serbien er en af de fat­tigste republikker i Jugosla­vien, og utilfredsheden med kommunistpartiet er stor.

Det har fået den nationalis­tiske stemning til at vokse ko­lossalt blandt serberne, og det har den kommunistiske leder i Serbien, Slobodan Milosevic, forsøgt at bruge imod de to autonome provinser i Serbi­en, Kosovo og Vojvodina, som længe har kæmpet for reelt selvstyre.

I Kosovo er næsten 90% af befolkningen albanere, der traditionelt har været hen­vist til de dårligste jobs og bo­liger (næsten halvdelen er ar­bejdsløse), mens de ca. 200.000 serbere i provinsen har siddet på den økonomiske og_politiske    magt.

Den position er nu truet, om ikke andet så fordi der bliver flere og flere albanere og færre og færre serbere. Det har fået det serbiske mindre­tal til at tale om overgreb fra albanerne, men de har kun i ringe udstrækning kunnet bevise, at de finder sted.

Og nu kræver Serbien så at få fuld kontrol over Kosovo for at fastholde serbernes magt og indflydelse.

Utilfredsheden i Serbien og i Montenegro, som er en an­den af Jugoslaviens seks re­publikker, har sat sig dybe spor i hele landet og ikke mindst i kommunistpartiet. Der er lagt op til store udrens­ninger både på forbundsplan og ude i de enkelte republik­ker, og i Vojvodina er den lo­kale regering allerede faldet.

Også i Polen, Tjekkoslova­kiet, Ungarn og de baltiske lande har interne magtkampe tvunget regeringer og stats­chefer til at gå af.

Støt oprørene

De nationale bevægelser udtrykker først og fremmest, at folk nu har fået mod til at protestere mod årtiers økono­misk og kulturel undertryk­kelse fra de centrale regerin­ger. Det er ubetinget positivt, og må støttes af socialister over hele verden.

Men oprørene er tit styret af nationalistiske og borgerli­ge synspunkter, som der altid skal argumenteres imod. For eksempel har de nydannede folkefronter i de baltiske lan­de argumenteret på nærmest racistisk vis mod indvandring af stor-russere.

Som svar på de etniske splittelser må arbejderklas­sen organisere sig selv­stændigt i egne fagforenin­ger, der ikke skeler til nation­ale forskelle.

I stedet skal de argumen­tere for, at den samlede arbej­derklasse må presse på for at få gennemført forbedringer og reformer, der er til gavn for arbejderklassen, og ikke for de bureaukrater indenfor og udenfor kommunistparti­et, der bare ønsker større magt til deres egen klasse.

Billedtekst:
"Mordernes bataljoner ud af Lithauen", siger plakaten. Den lithauiske nationalisme er otte rettet mod russerne i Lithauen.

Flere artikler fra nr. 44

Flere numre fra 1988

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 1631 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside