Socialistisk Arbejderavis
Nr. 44 – November 1988 – side 12
Støt oprørene i øst
Poul Erik Kristensen
De sidste måneder har tydeligt vist, at lande som Polen, Jugoslavien, Sovjet og Rumænien er bygget op på samme måde som landene i Vesteuropa.
De statskapitalistiske bureaukratier i Østeuropa er i dyb krise, og området har udviklet sig til en regulær krudttønde på et tidspunkt, hvor de fleste østeuropæiske ledere, med Gorbatjov i spidsen, har sat en større reformproces i gang.
Bureaukratierne har ikke kunnet følge med udviklingen i Vesten. Det statskapitalistiske apparat har vist sig alt for tungt og ineffektivt og har ikke kunnet klare sig på verdensmarkedet. De herskende klasser har heller ikke været i stand til at opfylde arbejdernes mest basale behov som fødevarer, boliger og almindelige forbrugsgoder. Hertil kommer undertrykkelsen af de nationale mindretal.
Arbejdere skal knokle
Overalt snakker man om forandringer eller perestrojka. Nøgleordene er markedsøkonomi og udvidet handel med Vesten. Det herskende bureaukrati forsøger at løse krisen på nøjagtig samme måde som de vestlige politikere: arbejderne skal knokle mere.
Men de store ord om forandringer og demokrati har virket modsat af, hvad der var tilsigtet. Folk skulle bestille noget mere, men i stedet forventer folk, at de nu kan få indflydelse på deres eget liv.
Udgangspunktet for demonstrationerne og strejkerne har alle steder været en stærk utilfredshed med de generelle levevilkår, og i Polen og Jugoslavien startede protesterne efter varsler om stigninger i priserne på fødevarer. Men kampene har hurtigt udviklet sig til et mere direkte opgør med magthaverne.
Nationalisme
I sovjetiske republikker som Estland, Letland, Lithauen og Armenien og i flere jugoslaviske provinser er der opstået stærke nationale bevægelser.
I Jugoslavien er det navnlig serberne, som er gået i offensiven. Serbien er en af de fattigste republikker i Jugoslavien, og utilfredsheden med kommunistpartiet er stor.
Det har fået den nationalistiske stemning til at vokse kolossalt blandt serberne, og det har den kommunistiske leder i Serbien, Slobodan Milosevic, forsøgt at bruge imod de to autonome provinser i Serbien, Kosovo og Vojvodina, som længe har kæmpet for reelt selvstyre.
I Kosovo er næsten 90% af befolkningen albanere, der traditionelt har været henvist til de dårligste jobs og boliger (næsten halvdelen er arbejdsløse), mens de ca. 200.000 serbere i provinsen har siddet på den økonomiske og_politiske magt.
Den position er nu truet, om ikke andet så fordi der bliver flere og flere albanere og færre og færre serbere. Det har fået det serbiske mindretal til at tale om overgreb fra albanerne, men de har kun i ringe udstrækning kunnet bevise, at de finder sted.
Og nu kræver Serbien så at få fuld kontrol over Kosovo for at fastholde serbernes magt og indflydelse.
Utilfredsheden i Serbien og i Montenegro, som er en anden af Jugoslaviens seks republikker, har sat sig dybe spor i hele landet og ikke mindst i kommunistpartiet. Der er lagt op til store udrensninger både på forbundsplan og ude i de enkelte republikker, og i Vojvodina er den lokale regering allerede faldet.
Også i Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og de baltiske lande har interne magtkampe tvunget regeringer og statschefer til at gå af.
Støt oprørene
De nationale bevægelser udtrykker først og fremmest, at folk nu har fået mod til at protestere mod årtiers økonomisk og kulturel undertrykkelse fra de centrale regeringer. Det er ubetinget positivt, og må støttes af socialister over hele verden.
Men oprørene er tit styret af nationalistiske og borgerlige synspunkter, som der altid skal argumenteres imod. For eksempel har de nydannede folkefronter i de baltiske lande argumenteret på nærmest racistisk vis mod indvandring af stor-russere.
Som svar på de etniske splittelser må arbejderklassen organisere sig selvstændigt i egne fagforeninger, der ikke skeler til nationale forskelle.
I stedet skal de argumentere for, at den samlede arbejderklasse må presse på for at få gennemført forbedringer og reformer, der er til gavn for arbejderklassen, og ikke for de bureaukrater indenfor og udenfor kommunistpartiet, der bare ønsker større magt til deres egen klasse.
Billedtekst:
"Mordernes bataljoner ud af Lithauen", siger plakaten. Den lithauiske nationalisme er otte rettet mod russerne i Lithauen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed