Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 51 – August 1989 – side 5

Skråplan & Gang i 90’erne

Fælles problemer – fælles planer

Tom Christiansen

Modstanden mod skråplanen har tvunget Schlüter til samarbejde hen over midten.

Schlüter har i løbet af sommeren været forbavsende tavs om sin “århundredets plan” også kaldet skråplanen. Han har i stedet haft travlt med at forsvare sig mod virkningerne af de to skandaler: Tamil-sagen og Storebæltsbroen.

Det er opsigtsvækkende, at der ikke bliver gjort mere for at gøde grunden – de har jo lagt op til det mest frontale angreb på arbejderklassen siden 2. verdenskrig. Ikke tidligere har hensigten været så utilsløret, som den er med skråplanen: at give de rige skattelettelser på bekostning af de fattige.

At de overhovedet turde, skyldes den store optimisme umiddelbart efter midtvejsforhandlingerne.

Blod på tanden

Resultatet af disse forhandlinger gav nemlig regeringen blod på tanden. Med lønrammer på under 1,5% og så godt som ingen kamp, var vejen banet for yderligere angreb.

Den DKP-dominerede tillidsmandsring i København var nærmest afgået ved døden, da resultatet af urafstemningen kom frem. Og Dansk Arbejdsgiverforening kunne oplyse, at 1988 havde budt på de hidtil laveste strejketal.

SiDs formand, Hardy Hansen, førte sig i midten af maj frem med, at efterårets SiD-kongres skulle indføre “ny realisme” i overenskomstkravene fremover. En ny måde at udvælge kravene på skulle ifølge Hardy sikre, at lønkravene fremover bliver mere “realistiske” – altså barberede.

Ydermere mente Hardy, at der skulle nedsættes et lønpoliti, som skulle straffe arbejdsgivere, som gav for store lønindrømmelser.

I virkeligheden var dette kun en bekræftelse af Ekstra Bladets afsløring i januar: SiDs top var enige med ideen i Schlüters nytårstale om skattelettelser til gengæld for lønnedgang.

Schlüter havde efter alt at dømme grund til at være optimist. Arbejderklassens modstand var åbenlyst på et meget lavt blus.

Men siden planen blev fremlagt som “århundredets plan”, har det været én lang retræte.

Retræten

Strejkerne fra april og frem til juni brød lønrammen fra midtvejsforhandlingerne inden for flere områder. Modstanden på arbejdspladserne var altså alligevel ikke knækket.

Men skråplanen har også fået andre skud for boven. De økonomiske vismænd vendte tommelfingeren nedad, da de skulle bedømme den. Og i folketingets afslutningsdebat gjorde alle partierne, som ikke sad i regeringen, det samme.

Men det værste var EF-valget 15. juni. De konservative havde været så selvsikre, at de havde gjort skråplanen til det centrale punkt i deres valgkampagne. Og de fik smæk!

Deres stemmeandel faldt med 7,4%, og deres repræsentation i EF-parlamentet blev halveret. Vælgerne forkastede også planen.

Den 29. juni kunne Det Fri Aktuelt da også offentliggøre en undersøgelse fra analyseinstituttet IFO, som viste, at kun et fåtal troede på planen. 56% var imod planen og kun 30% for.

Ikke alene mente flertallet, at planen ville skade deres private økonomi. De fleste tvivlede også på, at den ville få nogen positiv effekt på samfundsøkonomien.

Foruden EF-fiaskoen led regeringen i foråret og forsommeren flere parlamentariske nederlag.

Den måtte i midten af maj ydmygt stemme for et socialdemokratisk dagsordensforslag. Det betød, at regeringen ikke kunne gennemføre sin plan om at stoppe al regulering af pensioner, uddannelsesstøtte, dagpenge og bistandssatser.

Udvandet finanslov

Ligeledes måtte regeringen i juni måned erkende, at de ikke var i stand til at overholde deres egen finanslov. De måtte opgive at spare 3,5 mia. kr., og Palle Simonsen indrømmede i Det Fri Aktuelt 20.6.89, at “Vi har ikke bare skåret ind til benet. Vi er allerede inde i benet.”

Og endelig indeholdt det finanslovsforslag, som regeringen sendte i trykken i slutningen af juni, udgifter for 2,5 mia. kr. mere, end det, der er blevet regnet med i regeringens udgiftsplan for 1990. Og yderligere 2 mia. kr. har man ikke kunnet finde ud af at sætte navn på.

Udgiftsloftet er nemlig ikke udtryk for, hvad der er råd til, men hvad man politisk kan komme igennem med. At regeringen har måttet opgive bebudede nedskæringer, er ikke kun udtryk for, at de er for svage:

Det viser, at finanslove og budgetvedtagelser ikke er det papir værd, som de er skrevet på, hvis modstand hindrer de gennemføres. En lov kan godt bekæmpes efter, at den er vedtaget.

Regeringen sprang op som en løve, men faldt ned som et lam. Problemerne har været for store. Tiden var alligevel ikke inde til et frontalangreb. Derfor har regeringen måttet konkludere, at planen er til meget åben forhandling med Socialdemokratiet.

Schlüter tør ikke tage et valg på den, og Uffe Ellemann har truet med, at regeringen nok skal blive siddende på taburetterne, uanset hvordan det går med planen. 

Det er forkert, at borgerskab og borgerlig regering er det samme. En borgerlig regering er kun lakaj for de virkelige magthavere. På samme made som en arbejderregering kan være det.

Den reelle magt ligger uden for Folketinget, hos dem, som styrer produktion, finans og transportvæsen.

Derfor er det også forkert, at den herskende klasse er i knibe fordi det går skidt for Schlüter. De virkelige herskere har aldrig været blege for at fyre deres borgerlige lakajer. hvis de vurderer, at arbejder-lakajerne vil tjene deres interesser bedre. Det er en velkendt manøvre, som borgerskabet har kendt siden 1. verdenskrig.

Derfor er det i dag et problem, at Aukens plan møder næsten lige så stor mistillid. Det indsnævrer værdien af omtalte manøvre. Men viser, vi må bekæmpe enhver illusion om arbejderpartierne i Folketinget. Det understreges af de sidste opinionstal, som giver, at S-SF har flertal for første gang siden 73. Samtidig med at folk undsiger Aukens plan, ønsker de Auken til roret – fordi de ikke kan se noget andet alternativ

Vi må fastholde at alternativet ligger uden for Folketinget: På arbejdspladserne – i at kalde til kamp mod de kommende forlig. Uafhængigt af om det hedder S eller K eller S/K.

Billedtekst:
Forskellene på Auken og Schlüter er rent kosmetiske

Se også:
SAA 51: Skråplan & Gang i 90’erne: Auken eller den reelle opposition

Flere artikler fra nr. 51

Flere numre fra 1989

Se flere artikler af forfatter:
Tom Christiansen

Siden er vist 1487 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside