Socialistisk Arbejderavis
Nr. 6 – Marts 1985 – side 6
Generalstrejken i England 1926
Med hænderne i skødet
Caspar Diklev
Selvom TUC – det engelske LO – fik syv måneder til at forberede en generalstrejke i 1926, så gjorde de intet ud over at holde brandtaler for medlemmerne, hvori de forklarede hvor fast de stod, og hvilken magt fagbevægelsen egentlig besad. Derimod var den engelske regering helt klar over situationens alvor, og den forberedte sig grundigt.
Situationen er set før og har gentaget sig siden. »LO-toppen gør sig klar til storkonflikt. Strategisk vigtige områder bliver udtaget til at lamme samfundet i en kort, men hård konflikt. Her underskriver formanden for Snedker-Tømrer Forbundet første strejkevarsel ...«
Omtrent sådan lød det i TV-avisen i midten af februar. Faglige ledere har kappedes om at komme til mikrofonerne og udslynge trusler mod arbejdsgivere og regering. Troværdigheden over for medlemmerne står på spil-og medlemmerne vil have mere i lønningsposen og en kortere arbejdstid. Så det lover man så – selvom det går over en storkonflikt.
Men det har altid knebet med mobiliseringen af medlemmerne på arbejdspladserne. Og det skyldes hverken forglemmelse eller uduelig-hed hos de faglige ledere -men simpelthen et spørgsmål om at holde på egne positioner.
Som en af de faglige ledere efter generalstrejken i England i 1926 udtrykte det: »Hvad jeg frygtede mest under denne strejke var chancen for, at den skulle løbe ud af hænderne på dem, der ved, hvordan man skal styre sådan noget.« Og en anden sagde: »For hver dag strejken fortsatte, mistede de ansvarlige ledere mere og mere kontrol og autoritet, og i stedet vandt mænd frem, der hverken havde kontrol eller autoritet, men som ville ødelægge bevægelsen fra ende til anden.«
Generalstrejken i England varede i godt en uge.
Mineejerne i offensiven
Baggrunden for strejken var mineejernes krav om, at minearbejderne skulle gå ned i løn. Under indtryk af øget konkurrence fra udlandet og en stor arbejdsløshed blandt minearbejderne følte mineejerne sig nødt til og stærke nok til at presse minearbejderne.
30. juni meddelte de minearbejderne, at medmindre de accepterede lønnedgangen, ville ejerne opsige samtlige aftaler på området. Samtidig blev første lock-out varsel afsendt.
Men da det så ud til, at minearbejderne ville få støtte fra resten af arbejderklassen i en kamp mod minearbejderne, følte den engelske regering sig nødsaget til i hast at nedsætte en kommission, der skulle undersøge forholdene og dermed udsætte konflikten.
Minearbejderne blev indbudt til at deltage i kommissionens arbejde, men nægtede, da de i så fald ville acceptere snakken om lønnedgang. I stedet ville de bruge tiden til at forberede sig på den kamp, de selv så som en uundgåelig følge af kommissionens arbejde.
De henvendte sig til TUC og bad om støtte. Metalarbejderforbundet med den »venstreorienterede« Swales i spidsen havde tidligere forsøgt at skabe en alliance af forbund, der var klar til at gå i sympatiaktioner. Alliancen var ikke udviklet nok til denne kamp, men TUC så her muligheden for at afprøve den masse-forsvars-linje, som nogle havde arbejdet på. Med Swales som formand blev der oprettet en speciel komite, som skulle koordinere de fælles aktioner.
Jernbanearbejder- og Transportforbundet lovede enstemmigt at blokere al kultransport, hvis minearbejderne blev lock-outede, og med denne håndfæstning i baghånden og regeringens tilbud om en kommission lovede mineejerne at udskyde lock-outen.
TUC’s ledere så arbejdsgivernes beslutning som en stor sejr – og lænede sig derefter tilbage med hænderne i skødet.
Kun en våbenstilstand
Formanden for minearbejderne var knapt så begejstret. Han sagde til sine medlemmer: »Der er ingen grund til at gøre sejren større, end den er. Det her er kun en våbenstilstand, og det hele afhænger af, hvordan vi ruster os frem til 1. maj næste år.«
På den anden side stod finansminister Winston Churchill med en lige så klar analyse: »... regeringen var påvirket af den kendsgerning, at landet som sådan ikke var tilstrækkeligt informeret om karakteren og konsekvenserne af en sådan kamp ... Derfor besluttede vi at udskyde krisen i håb om at afværge den, og hvis det ikke lykkedes så være i stand til at tackle den effektivt, når tiden er inde.«
Og regeringen forberedte sig. Der blev dannet en strejkebryderorganisation, politikorpset fik specialtræning og en række ledende kommunister blev pågrebet. Landet blev opdelt i 10 nødzoner, og alternative forsyningslinjer for mad, post og kul blev etableret med militærets hjælp.
På den anden side af bordet fik radikale udtalelser fra Swales mange til at tro, at fagbevægelsen faktisk i al hemmelighed var i fuld gang med deres forberedelser. Swales sagde på TUC-kongressen i september: »... Vi er ved at tage et nyt skridt på vejen i den skærpede kamp for vores klasse ... Et nyt skridt i udviklingen, som sandsynligvis er det sidste trin i det endelige opgør. Det er pligt for alle at styrke deres fagforeninger, så vi, når tiden er inde til den sidste styrkeprøve, kan knuse lønslaveriet og opbygge en ny samfundsorden, som bygger på fælles indsats og arbejde med gensidig god vilje og forståelse.«
Men der blev ikke sat aktiviteter i gang. Den mest radikale udtalelse fra komiteen, der skulle koordinere strejkerne, var: »... Fagbevægelsen vil stå stærkt og forenet mod ethvert forsøg på at forringe levestandarden i mineområderne.«
Minearbejderne alene
10. marts offentliggjorde regeringen så rapporten. Den pegede på nedskæringer i minearbejdernes lønninger. Højre- og midterfløjen i TUC mente, at minearbejderne skulle acceptere rapporten som forhandlingsoplæg. Minearbejderlederne stod faktisk helt alene om at forkaste rapporten totalt.
Mens TUC altså ikke kunne finde fælles fodslag, havde mineejerne ikke de samme problemer. De varslede lock-out fra 1. maj, og de ville overhovedet ikke acceptere nationale forhandlinger.
Trotskijs advarsler
Fjernt fra begivenhedernes centrum forsøgte Trotskij at analysere situationen i England. En meget vigtig konfrontation var under opsejling, og Trotskij frygtede, at de revolutionære i det engelske Communist Party ikke vidste, hvordan de skulle organisere de massive strejker i England. C.P. var på det tidspunkt et lille parti (ca. 5.000 medl.), og hovedparten af de russiske ledere mente, at C.P. kunne øge sin indflydelse ved at slække på idealerne og således få støtte fra venstrefløjen i Labour og fagforeningerne.
Trotskij var af en anden holdning end Stalin, Zinoviev og Bukharin. Han påstod, at de forsøgte at erstatte det svage C.P. med en »bredere bevægelse, som ikke havde partimedlemmer i toppen, men venner, – næsten kommunister og ihvertfald fine fyre og gode forbindelser.«
Kendetegnende for de »fine fyre« var, at de, i hvert fald i tale, var meget venstreorienterede.
Se til højre – se til venstre
»Den ideologiske og organisatoriske dannelse af et virkelig revolutionært parti, baseret på en massebevægelse, kan kun opnås ved uafbrudt, systematisk, ukueligt, utrætteligt og uforsonligt at afsløre disse skin-venstrefløjsledere af enhver type – af deres forvirring, af deres kompromisser og deres forbehold.« (Trotskij, 6.1.1926).
Trotskij reagerede både mod højre- og venstrefløjen i fagbevægelsen. Han mente, at venstrefløjsfolk ville stikke af fra enhver kamp, når det blev alvor. Om venstrefløjen i Labour skrev han i »Where is Britain going«: »Labours venstrefløj forsøger at undgå dogmatismen fra både det konservative højre og det revolutionære venstre. Resultatet bliver, at den erstatter klar tænkning med en blanding af il lusioner om parlament, religion, og styrken ved moralske protester ... De venstreorienterede kludre-mikler er ude af stand til at bruge magten, og hvis begivenhedernes gang kastede den i hænderne på dem, ville de skynde sig at lægge den over til deres ældre brødre på højrefløjen. «
I maj 1926 kom Trotskij med en sidste advarsel. Desværre ignorerede Komintern hans argumenter, og de blev ikke trykt, før minearbejder-strejken var knækket. Men han forudsagde med præcision, hvilken rolle de såkaldte venstreorienterede ledere ville vælge at spille: »Labours og en betragtelig del af fagbevægelsens ledere vil ikke lægge hovedvægten på at lamme den borgerlige stat, men, på at lamme generalstrejken.«
Trotskijs analyser og konklusioner nåede ikke frem i tide, og da de kom, blev de ikke brugt.
TUC styrede sine medlemmer ud i en passiv generalstrejke, der varede i godt en uge. Minearbejderne fik lov til at kæmpe alene i syv måneder, før de knækket og modløse måtte vende tilbage til minerne – til den reducerede løn. En række anti-fagforeningslove fulgte nederlaget, og den engelske arbejderklasse fik et alvorligt knæk.
De faglige lederes svulmende forsikringer om kamp til den bitre ende forsvandt i det blå. Militantes illusioner til samme faglige ledere blev brutalt gjort til skamme.
Desværre er læren fra 1926 ikke gjort til fælles gods. Der er altid faglige ledere, der er »anderledes« hvad enten de hedder Arthur Scargill eller Hardy Hansen. Men uanset disse faglige lederes nok så positive holdning til klassekampen kan de aldrig erstatte aktivitet og forberedelser i basis. Hvis så de faglige ledere holder deres ord – ja, så er det godt nok, men hvis ikke, så falder hele strejken altså ikke af den grund. For så er den funderet i arbejdernes egen kampaktivitet.
Billedtekst:
Militært organiserede konvojer fra havnen i ØstIondon Trotskij advarede imod opbygning af illusioner om venstredrejede ledere i fagbevægelsens top
Se også:
SAA 6: IS mener: Slut med skuespillet – Hvordan kan vi vinde?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed