Socialistisk Arbejderavis
Nr. 6 – Marts 1985 – side 3
IS mener
Slut med skuespillet – Hvordan kan vi vinde?
Tillidsmandsringenes initiativ til aktionsdagen den 4. marts viser, at der er et mindretal, der vil slås og vise modstand på en eller anden måde.
Tusinder strejkede eller demonstrerede for at vise deres vrede. Men de kunne have været titusinder, hvis der havde været et ordentligt lederskab.
Advarselsstrejker kan nemlig vise harmen. Selv én-times-strejker giver mulighed for at argumentere for mere aggressive aktioner. Men der er også en fare i denne strategi, hvis den blot bruges til at lægge pres på forhandlerne i stedet for til at organisere for en aktiv storstrejke. En advarselsstrejke viser nemlig ingen magt, og det er det eneste, arbejdsgiverne kan forstå.
Hvis advarselsstrejker ikke bruges til at overbevise arbejdere om, at det kun er igennem deres egen aktivitet, at de kan ændre tingene og opbygge en bevægelse, kan magtløse demonstrationer blot demoralisere.
Ingen spydspids
Et mindretal har vist deres harme og modstand, men det store problem er, at de ikke har kunnet overbevise flertallet af deres kollegaer om at tilslutte sig kampen. En stor del af de tillidsfolk, der deltager på tillidsmandskonferencer, har ikke bevaret den forbindelse med deres basis, som gør, at de med sikkerhed kan sige, at de kan gennemføre aktioner. De daglige politiske argumenter og diskussioner er ikke blevet taget. Diskussion og møder om den 4. marts blev gemt til sidste øjeblik i håbet om, at en anden arbejdsplads ville være spydspids.
Da arbejdsløse forsøgte at mobilisere til den 4. marts blev de mange steder mødt af tillidsmanden og kunne ikke komme videre med argumenterne til medlemmerne.
De fleste tillidsfolk på venstrefløjen har heller ikke en politisk forståelse for nødvendigheden af et alternativt lederskab og aktivitet.
Hvis man tror, at generelle politiske løsninger kommer, når arbejderpartierne får flertal i folketinget, og hvis man tror, at de progressive faglige ledere kan klare problemerne, når blot de presses, er det svært at overbevise folk om, at det kun er igennem deres egne aktiviteter, at tingene kan ændres.
Det betyder, at den bitterhed, der vokser op, kanaliseres mere og mere mod Hardy Hansen og andres flotte løfter.
Schlüter har i 2½ år skabt enorm bitterhed og passiv modstand. Hardy Hansens radikale holdning ved denne overenskomst er netop en forsigtig reaktion mod hans medlemmers nejstemmer ved sidste overenskomst. Det er farligt at forveksle passiv modstand med en bredere aktivitet. Det undervurderes nemlig det arbejde, der skal laves. Medmindre man har forstået dette, kan man hverken tage fat i mulighederne eller overleve skuffelserne i den nuværende situation.
Magten skal bruges
På trods af de mange strejker, der er blevet isoleret og har lidt nederlag, og den måde hvorpå arbejdsløsheden har drænet arbejderklassens kampvilje, har arbejderklassen stadigvæk enorm magt. Problemet er at overbevise dem om, at de kan vinde, hvis de bruger den. Problemet er også, at tillidsmandsringene og DKP, som har den dominerende indflydelse i dem, ikke har forstået, at de ikke har overbevist arbejdermassen.
Afstemninger om et evt. mæglingsforslag kan tabes, fordi arbejdet ikke er blevet gjort i årevis. Få medlemsmøder og ekstraordinære generalforsamlinger er blevet organiseret. En nej-kampagne kan ikke lynhurtigt organiseres på et møde lige før afstemningen, men bør organiseres flere uger tidligere.
Argumentet for et nej er også argumentet for en aktiv strejke. Og det er afhængig af opbygning i basis. Der er ingen smutvej.
Hvordan kan vi vinde?
Opfordring til aktion er ikke nok for at opbygge en aktiv kamp. Det kræver, at man vinder argumenterne for de skridt, der er nødvendige for at vinde.
En nej-kampagne kan ikke vente til sidste øjeblik. Den skal forberedes og igangsættes nu.
Fagforeninger og klubber skal lave og udsende materiale til arbejdspladserne og medlemmerne om, hvorfor man skal stemme nej. Stem nej annoncer skal laves. Der skal agiteres for møder og afstemninger på arbejdspladserne.
Medlemmerne skal ikke overlades til de borgerlige argumenter i aviserne og TV-avisen. Det er allerede nu, at der skal indkaldes til medlemsmøder for at tage diskussionen op og planlægge aktiviteterne.
Et nej betyder strejke og erfaringerne fra overenskomststridige strejker skal bruges for at gøre strejken effektiv.
Der skal indsamles på byplan til alle de områder, som ikke er blevet udtaget, når strejken spredes til disse områder.
Blokader skal organiseres mod firmaer, som indtager en nøgleposition, men som ikke er blevet konfliktramt. Strejkebulletiner skal udgives. Demonstrationer, debatmøder og kulturelle aktiviteter organiseres for at mobilisere flest mulige cg for at holde gejsten oppe.
Aktiviteter kræver organisation
Alle disse aktiviteter kræver, at der nedsættes strejkeudvalg med konkrete opgaver på den enkelte arbejdsplads og i fagforeningen, som organiseres nøjagtig som under en overenskomststridig konflikt for at kunne mobilisere, aktivisere og dermed gøre strejken effektiv.
Strejken kan kun gøres effektiv på denne måde, hvis den organiseres på gulvplan uafhængig og på tværs af forbundene. Det er kun ved, at folk mødes regelmæssigt under konflikten på arbejdspladserne, at initiativerne fastholdes og spredes.
Der er enorm behov for at tage de daglige diskussioner mod de borgerliges synspunkter med små grupper på arbejdspladserne og rejse perspektivet om, hvordan man kan vinde overenskomstkonflikten.
Desværre har mange tillidsfolk og store dele af venstrefløjen forsømt denne opgave. Vores gode vilje kan simpelthen ikke erstatte denne mangel.
Men hvis arbejdsgiverne vinder, vil deres optimisme ingen grænser vise, når de begynder at presse tommelskruerne på den enkelte arbejdsplads i den kommende overenskomstperiode. De steder, hvor man har fået den mindste aktivitet igennem, vil stå betydelig stærkere.
Socialistisk organisation
Grundlaget for et alternativ må opbygges i dag. Socialister må forklare de grundlæggende problemer og forklare, hvorfor fagbureaukraterne sælger ud.
For på et eller andet tidspunkt vil stemningen ændre sig. Der kommer skred i folk i troen på, at det nytter at slås. Det er afgørende på længere sigt, at der opbygges socialistisk organisation i hvert område, som intervenerer og rejser argumenter på hver arbejdsplads.
Billedtekst:
Vi skal ikke vente på tæppefald i sidste akt.
Se også:
SAA 6: Nu vil vi slås
SAA 6: Generalstrejken i England 1926: Med hænderne i skødet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed