Socialistisk Arbejderavis
Nr. 63 – Oktober 1990 – side 2
Gorbatjov og Jeltsin har hver deres plan
To veje til helvede
Caspar Diklev
Efter voldsomme diskussioner i Den Øverste Sovjet om overgangen til markedsøkonomi endte det med, at Gorbatjov blev bemyndiget til at indføre den økonomiske redningsplan per dekret.
Der er enighed om, at der skal markedsøkonomi til, men retningslinjerne for gennemførelsen kunne man ikke blive enige om og valgte derfor at kaste den varme kartoffel videre til Gorbatjov. Han har så valgt at følge økonomen Sjatalins 500 dages plan i stedet for ministerpræsident Ryskovs mere gradvise plan.
Både Ryskovs og Sjatalins planer gør op med den gamle stalinistiske metode, hvor økonomien baseres på detaljerede ordrer til virksomhederne fra Moskva.
Markedet mekka
Begge planer undlader at forholde sig til Vestens erfaringer med opsving, nedgange, inflation og arbejdsløshed i deres argumentation for at markedet er det bedste til at køre en moderne økonomi.
Begge planer opererer med en fremtid, hvor størstedelen af industrien vil være privat ejet og hævder, at det vil betyde at “ejendomsretten igen er hos folket”.
Planerne er uenige om i hvilken rækkefølge de forskellige skridt mod markedet skal tages. Ryskov siger, at staten først skal fastsætte prisstigninger på dagligvarer og fastholde kontrollen med de største virksomheder, mens dette foregår.
Stadig kontrol
Først på et senere stadium vil virksomhedsejerne få frie hænder til at fastsætte deres egne priser. Og det er på dette tidspunkt, at der virkelig kommer gang i privatiseringen.
Hvis staten ikke laver prisstigninger, siger Ryskov, vil alternativet blive, at de enkelte fabriksejere vil udnytte varemanglen og hæve priserne helt ukontrolleret. Nogle virksomheder vil tjene styrtende, mens andre må dreje nøglen om.
Ved at løsne den centrale kontrol over økonomierne i de enkelte republikker bliver tingene værre, siger han. De vil hver især søge at klare sig igennem ved at lave egen møntfod, hvilket vil gøre det umuligt for centralstaten at standse en voldsom pengeudpumpning, som igen vil betyde massive prisstigninger.
500 dage
I modsætning hertil siger Sjatalin, at der ikke nødvendigvis bliver prisstigninger for forbrugsvarer i første del af 500 dages planen. I stedet vil der blive solgt små og mellemstore virksomheder til privatpersoner.
De store virksomheder vil ændre sig til aktieselskaber, hvis aktier kan handles på en børs. Folk vil bruge “deres opsparing til at blive medejere”. Og det vil formindske folks pengebeholdninger og fjerne noget af den “umådeholdne efterspørgsel” på varer, som han mener, presser priserne i vejret.
Sjatalins planer har, ligesom Jeltsins, opnået en vis popularitet. Det skyldes især, at den ser ud til at kunne undgår de prisstigninger, som Ryskovs plan opererer med.
Ubrugelige planer
I praksis vil begge planer være lige frygtelige for hovedparten af befolkningen. Arbejdsløsheden, som man regner med ligger på seks millioner, vil ifølge en russisk økonom meget nemt kunne vokse til 40 millioner.
To grupper vil tjene fedt på ændringerne: Bureaukraterne med opsparing og høje indkomster og sortbørsmafiaen. De kan købe virksomheder og huse til bundpriser, samtidig med at de hamstrer dagligvarer for at presse priserne i vejret.
Resten af befolkningen kan så knokle for usle lønninger og forringet levestandard. For begge planer tager det for givet, at størstedelen af den arbejdende befolkning bliver nødt til at give “ofre”, mens de rige bliver endnu rigere.
Mangel på brød og kød
Sovjets økonomiske krise er alt for stor til, at nogle af planerne får succes. Mens de indbyrdes skændes om, hvilken plan der duer, vokser manglen på de mest grundlæggende varer som brød og kød. De giver ikke noget bud på, hvordan man skal tackle denne situation, som gør folk desperate og truer med en katastrofal vinter.
Den tredje vej
Den eneste vej ud af krisen ligger i den slags aktioner, som både bryder med de hidtil eksisterende statskapitalistiske samfund i Øst såvel som Vestens markedskapitalisme.
Det betyder, at arbejderne tager kontrollen med industrien gennem et netværk af arbejderråd og ændrer produktionen, så den dækker massernes behov.
Desværre er russiske arbejdere endnu ikke bevidste nok om deres egne interesse i at kæmpe for dette. De fleste støtter stadig Jeltsin.
Men prisstigninger og knaphed på varer gør voldsomme kampe uundgåelige. Ud af de kampe kan der vokse en ny, ægte socialistisk klassebevidsthed.
Billedtekst:
Økonomien er en tikkende bombe under bureaukratiets magt
Se også:
SAA 63: Tysklands genforening: Illusionernes mure falder
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed