Socialistisk Arbejderavis
Nr. 70 – Maj 1991 – side 7
Marxisme i hverdagen
Marxisme og miljø
Martin B. Johansen
En af De Grønne i Tyskland, Rudolf Bahro, har den betragtning, at De Grønne er i forhold til Marx, hvad Einstein var i forhold til Newton. At marxismen er en vigtig, men forældet ideologi, som skal udvides med en “grøn overbygning” for at svare til nutiden.
Det er naturligvis korrekt, at Karl Marx i sit hovedværk, “Kapitalen”, ikke beskæftigede sig med krav om miljøbeskyttelse – lige så lidt som han beskæftigede sig med krav om højere lønninger i den engelske bomuldsindustri.
Men det betyder ikke, at miljøet og naturen var ligegyldige for Marx og Fr. Engels. Tværtimod er forholdet mellem mennesket og naturen selve udgangspunktet for marxismen.
Det var et afgørende spørgsmål for Marx og Engels at forstå samfundet og verden som helhed ned i den helt grundlæggende basis. Og et af de fundamentale problemer bestod i at forstå, hvori forskellen mellem mennesker og dyr bestod.
Selv om både mennesker og dyr er en del af den omgivende natur, så har de grundlæggende en forskellig måde at forholde sig til naturen på. Fr. Engels skrev i 1876:
“Dyret bruger kun den ydre natur og forårsager ikke ændringer i den på anden måde end ved sin tilstedeværelse. Mennesket gør den ved sine ændringer nyttig for sine formål, behersker den. Dette er den afgørende, grundlæggende forskel mellem mennesker og andre dyr. Det er arbejdet, der bevirker denne forskel.”
Klassesamfund
Menneskets beherskelse af naturen er dog ikke uproblematisk. Allerede de tidligste civilisationer lærte, at indgreb i naturen gennem fx. rydning af skov for at få mere dyrkbar jord på langt sigt kunne få negative konsekvenser ved at det frugtbare lag af muld blev skyllet væk af regnen. Fr. Engels:
“Tværtimod tilhører vi naturen med krop og sjæl og står midt i den. Vort herredømme består i, at vi frem for alle andre skabninger kan erkende dens love og anvende dem rigtigt.”
Men betingelsen for, at mennesket kan anvende naturlovene rigtigt, er, at mennesket har kontrol over produktionen, over arbejdet. I et klassesamfund som kapitalismen har menneskene ikke denne kontrol.
Drivkraften i kapitalismen er profitbegæret. Det betyder, at varer produceres, hvis de kan sælges og give profit – uafhængig af deres egentlige nytteværdi. Arbejderne er fremmedgjorte overfor systemet. De arbejder for at producere nogle varer, som ikke altid har nogen reel eller umiddelbar anvendelse. Og de har ingen indflydelse på de omstændigheder, som varerne produceres under.
Det betyder, at under kapitalismen står mennesket ikke i det direkte forhold til naturen, som Engels omtaler. Selv om mennesket ofte har indhøstet de negative erfaringer med en bestemt måde at producere varerne på, så gør kapitalismens profitjag det mange gange umuligt at handle i overensstemmelse med disse erfaringer.
For eksempel er det en gammel erfaring, at dyrkning af den samme afgrøde år efter år på den samme jord ødelægger jordens frugtbarhed. Men mange lande i Sydamerika og Afrika tvinges til at dyrke de samme produkter for at imødekomme verdensmarkedets behov.
Indbygget
Med andre ord er de nuværende miljøproblemer indbygget i kapitalismen. Men det er vigtigt at understrege, at årsagen til, at problemerne opstår, stikker dybere end profitbegæret. Hvis det blot var et spørgsmål om profit, så kunne man teoretisk forestille sig et kapitalistisk samfund uden miljøproblemer, hvis blot alle producerede i overensstemmelse med naturen.
Problemet ligger i, at samfundet er delt op i klasser. Og denne klassedeling fratager det store flertal af menneskene enhver mulighed for kontrol over, hvad og hvordan der skal produceres. Det er en lille minoritet, der bestemmer om der skal bygges en fabrik eller ej, om der skal fremstilles bomber eller traktorer.
Arbejderne på en bilfabrik har ingen indflydelse på, hvilke krav der skal stilles til bilernes forurening. Produktionsmåden er blind overfor de ønsker, som findes hos flertallet af arbejderne.
Kapitalismen tilslører den sammenhæng, der eksisterer mellem natur, arbejde og mennesker. Og det er denne tilsløring, der er den egentlige årsag til, at kapitalismen ikke kan løse endsige undgå miljøproblemerne.
Dette er en afgørende forskel på marxisters og “grønnes” måde at betragte miljøet på. For mange af de grønne ligger problemet i, at mennesket har tilkæmpet sig for meget magt over naturen. De vil afskaffe mange af de teknologiske fremskridt, som kapitalismen har frembragt, for at komme ødelæggelsen af miljøet til livs.
For marxister ligger problemet snarere i, at mennesker generelt har for lidt magt. Vi kan ikke vide, hvilken teknologi der vil blive anvendt i et samfund, hvor de, der producerer, også har kontrollen over produktionen.
Men vi kan sige, at betingelsen for, at menneskeheden begynder at opføre sig i overensstemmelse med hensynet til naturen, er, at mennesket bryder den barriere af profit, som i dag står mellem menneske og natur.
“Det kræver en fuldstændig omvæltning af produktionsmåden og dermed af hele vor nuværende samfundsorden.” (Fr. Engels, 1876).
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed