Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 8 – April 1985 – side 4

Bevægelsen der kan vælte Schlüter

Hans Jørgen Vad + Pia Færing

Schlüter-regeringens indgreb mod overenskomsterne blev mandag 1. april mødt af en arbejderklasse, der for første gang i lang tid viste sin styrke. Det viste et glimt af den styrke, der kan kæmpe for et nyt samfund.

Op til 300.000 arbejdere nedlagde arbejdet eller blev trukket ud gennem blokader. Der blev holdt faglige møder på alle landets arbejdspladser, og i de fleste byer var der de største demonstrationer, der er set siden generalstrejken i 1956.

Fra demonstrationernes talerstole lød opfordringer til protester og generalstrejke, men bitterheden og harmen var så stor, at arbejderne ikke ventede på ledernes anvisninger – generalstrejken var allerede en realitet – arbejderne havde reageret spontant og resolut på regeringens provokation.

Billedet var det samme i de fleste byer. De offentligt ansatte havde nedlagt arbejdet, busser blev blokeret, skraldet hobede sig op, og der blev ikke kørt benzin. Den overenskomstmæssige strejke fra ugen i forvejen havde totalt ændret karakter. Fra at have været en passiv. LO-styret storkonflikt var den forvandlet til en reel generalstrejke, hvor initiativet i det mindste for et par dage fuldstændigt lå i arbejdernes egen hænder.

Den omfattende spontane aktivitet eksploderede i nedbrydning af faggrænser og i omfattende solidaritet. Arbejdspladser blokerede andre arbejdspladser og var med til at trække dem ud eller stoppe dem under henvisning til, at de ikke ville arbejde under politibeskyttelse. På den måde blev strejken endnu mere omfattende, og de fleste funktioner var lammede. Ingen post og ingen transport. Ikke engang fjernsyn og radio.

Men trods det meget fælles mønster i den måde, strejken udviklede sig på, har der været store forskelle på, i hvilken grad den selvstændige aktivitet har udviklet sig, og i hvilket omfang den opsplitning, vi til daglig kender mellem arbejdspladserne, er blevet nedbrudt. Det har været tydeligt, at der, hvor de to ting har været mest udviklet, der har man bedst været i stand til at fastholde strejken uafbrudt gennem påsken. Og det har også været her, hvor politi og myndigheder og de betalte faglige ledere har været mest tøvende med at sætte ind over for konflikten.

Stemningen i København

For mindre end et år siden var København lammet af mange militante blokader under HT-konflikten, og det får også betydning for, hvordan strejken udvikler sig denne gang. Allerede torsdag blokeres Folketinget tidligt om morgenen, og det får en symbolsk virkning på stemningen over hele landet. Allerede dagen efter kommer de første arbejdsnedlæggelser, som ikke er en del af den dikterede storkonflikt. Busserne blokeres på een station – Gladsaxe – og det bliver startskuddet til en epidemi af busblokader landet over.

Fredagens demonstration samler over 100.000 mennesker, og den ellers så »militante« Hardy Hansen har ikke andet at sige end: »Det er godt, at I protesterer over dette skændige indgreb, men gå nu tilbage i arbejde mandag – og husk så, hvor I skal sætte krydset næste gang«.

Opfordringen fejes totalt til side af mandagens endnu mere omfattende arbejdsnedlæggelser. Nogle arbejdspladser beslutter sig allerede mandag morgen for først at mødes igen efter påske.

Om morgenen var busserne blevet blokeret og de fleste steder nedlagde buschaufførerne arbejdet. Olie- og benzinchaufførerne fortsatte deres strejke. Dele af posten fortsatte. Daginstitutioner var lukket. Det var alt sammen signaler til den øvrige arbejderklasse om, at nu skulle der bare ske noget.

Demonstrationen samler lige så mange som fredagens til trods for, at hele busdriften nu er lammet. Demonstrationen er indkaldt af Tillidsmandsringen, men ellers er forskellen ikke så stor. DKP’erne lægger op til at gå i arbejde tirsdag og rejse lokale lønkrav, men denne opfordring får samme behandling som Hardy Hansens.

Men fagforeningslederne i DKP har ikke længere kontrol med bevægelsen. Derimod ses forskellige initiativer på arbejdspladserne. I Gladsaxe går flere arbejdspladser sammen om blokader. På Amager holder flere arbejdspladser fælles møder, heriblandt Storno og Philips.

Men disse initiativer er stadig for svage til at kunne overtage ledelsen på byplan – endsige på landsplan. Folk, som er blevet aktive under strejken, har ikke en chance for at komme til at præge et tillidsmandsmøde. Og så længe DKP-lederne i Tillidsmandsringen fastholder en militant facade, så kan det også være svært for helt nye at forstå, at DKP er ude på at afspore strejken.

Mister kontrol

Tirsdag morgen ligger de fleste arbejdspladser stille, og der blokeres mange steder. Tirsdag eftermiddag går omkring 1000 arbejdere forgæves til det indkaldte tillidsmandsmøde i KB-hallen. Hallen er så stoppet, at brandvæsenet truer med at lukke den, og stemningen er helt klart for at strejke videre og ikke slutte med en aktionsdag efter påske, sådan som DKP’erne nu lægger op til. Formanden for Metals afd. 13 og ledende DKP’er, Jan Andersen, blev pebet ud, da han lagde op til, at strejken nu skulle opsplittes i lokale lønforhandlinger.

DKP var klart ved at miste sit ellers så solide greb om bevægelsen, men fik hjælp af påsken.

Onsdagen viste et mærkbart, men også forventet fald i strejke- og blokadetallet. Mange arbejdspladser havde besluttet at gå tilbage i arbejde og først genoptage konflikten onsdag efter påske. Det var en meget farlig linie, der klart satte den følelse af fællesskab og gejst, der hidtil havde karakteriseret bevægelsen, på spil.

Ude af hænderne på fagbureaukraterne

På mange måder følger forløbet i Århus meget tæt på hovedstaden. Strejken begyndte passivt, og alle, ikke mindst fagforeningslederne, stod afventende. Da indholdet af indgrebet blev klart midt på ugen, begyndte det at summe på arbejdspladserne. Fællesorganisationen indkaldte til tillidsmandsmøde og demonstration fredag. Det begyndte så småt at rulle.

Arbejdspladserne holdt møder og pædagogerne besluttede at nedlægge arbejdet i tre dage. Skraldemændene blev blokeret ud og fredag blev bybusserne blokeret til kl. 9.00. Strejken blev nu synlig for alle. Demonstrationen om eftermiddagen blev også den største i mange år.

Viljen til at gøre et eller andet fremgik også klart på tillidsmandsmødet. Bureaukraterne var ikke trygge ved situationen og holdt sig, i modsætning til tidligere, tilbage med løftede pegefingre, som i virkeligheden viste sig at være en slagtekniv, hvis man går for tæt på. Harmen var stor og der var små tiltag til selvorganisering på arbejdspladserne, mod skruebrækkeri. Bureaukraterne ventede øjensynlig på, at stormen skulle stilne af.

Mandag og tirsdag blev de helt store strejkedage. Med blokader om morgenen af Posten, DSB, rutebiler, bybusserne, renovationen o.m.a. var linien lagt. Og den blev fulgt op af mange arbejdsnedlæggelser. De store var med, Havnen, Dokken, Oliemøllen, Danfoss, osv., men det mest kendetegnende var grupper, som ikke før er set, som Danmælk, hjemmehjælperne og ejendomsfunktionærerne, og også de offentligt ansatte nedlagde arbejdet – sygehusene, institutioner og skoler var lukket.

Demonstrationen var mindst lige så stor som om fredagen, og stemningen på tillidsmandsmødet var høj. Folk gad ikke høre de splittende opfordringer til, at kampen skulle føres ud på de enkelte arbejdspladser. Derfor holdt bureaukraterne sig endnu tilbage.

OK-85, der er et venstrefløjs initiativ bestående af faglige aktivister, var lige pludselig kendt i hele byen for blokadeaktiviteterne. De er kommet til at stå som et symbol på, hvordan en effektiv generalstrejke kan organiseres fra neden gennem koordinering af blokadegrupper fra forskellige arbejdspladser og fagforeninger. Disse aktiviteter har været en torn i øjet på byens faglige spidser.

Blokaderne holder også bevægelsen i kog og inddrager mange aktivt i strejken. Nogle fagforeninger havde selv blokadeudvalg. OK-85 var nu vokset betydeligt. Mange arbejdspladser var repræsenteret, og alle aktiviteterne blev diskuteret på de daglige fællesmøder.

Det helt store spørgsmål blev påsken. Enkelte store arbejdspladser havde vedtaget en fortsættelse af strejken gennem påsken, men bevægelsen havde fået et dyk og politiet og fagbureaukratiet kunne nu på hver sin måde komme med slagtekniven.

Svagheder i Odense

Odense har været det svage led i udviklingen af en selvstændig kamp – passiviteten var fra starten udtalt.

Selvom harmen var lige så stor i Odense som andre steder, og selvom arbejdsnedlæggelserne var lige så omfattende, så manglede der en organiseret kraft, der kunne kanalisere utilfredsheden over i aktiviteten som f. eks. blokader.

Når dertil kommer, at det var meget frustrerende at deltage i Fællesorganisationens demonstration mandag før påske, så sker det nemt, at det hele udvikler sig til slagsmål, som det skete i Flakhaven. 3-400 mennesker nægtede at opløse demonstrationen, og det kom til voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter. I første omgang måtte politiet trække sig tilbage, men forstærkninger fik drevet demonstranterne på flugt.

Når folk er så lidt involveret i kampen, så er det også meget nemmere at få dem tilbage i arbejde, og i Odense var der flere end andre steder, der genoptog arbejdet onsdag.

I Ålborg fik blokadeaktiviteterne sit første pust med blokeringen af lærlingene på Ålborg Værft. Det skete allerede, inden Schlüters indgreb gav bevægelsen vind i sejlene. Blokaderne kulminerede tirsdagen efter, men de led af den svaghed, at de ikke var koordineret på byplan, og »Aktivgruppen for en effektiv storstrejke« var den eneste gruppe, der offensivt agiterede for, at strejken skulle føres igennem til sejr. Aktivgruppen udsprang fra lærlingeblokaden.

På trods af de ledende DKP’eres holdning om at genoptage arbejdet, strejkede flere grupper dog påsken over, bl.a. værftsarbejderne og cementarbejderne.

Randers vandrede

I Randers startede det på mange måder som i de andre mellemstore byer – stor utilfredshed, omfattende strejker og store demonstrationer. Men i dagene op til påske tog begivenhederne fart. Mandagens demonstration samlede 15.000, og stemningen var præget af optimisme og militans. Spontane busblokader blev etableret langs demonstrationens vej, og mængden var opsat på, at der skulle ske noget nu.

De faglige ledere mistede kontrollen tirsdag, og der blev nedsat et blokadeudvalg, der består af aktivister fra forskellige fag.

Arbejdspladserne i industrikvarteret trak hinanden med sig ved at organisere masseblokader på deres vej ind mod byen, og selv onsdag lykkedes det at holde strejken på de fleste store virksomheder.

Arbejderne på Scandia havde besluttet at genoptage arbejdet, men da de strejkende fra Dronningborg marcherede forbi, blev det besluttet at nedlægge arbejdet.

Argumentationen om søgne- og helligdagsbetaling har haft langt mindre gennemslag i Randers netop på grund af den brede mobilisering, som midlertidigt kunne feje bureaukraterne til side.

Også i Silkeborg mistede det lokale fagbureaukrati grebet om strejken, og allerede fra om torsdagen var det et mindre aktionsudvalg, der havde initiativer i organiseringen af masseblokaderne.

Fællesorganisationen forsøgte tirsdag at sætte ind med en splittelse ved at foreslå en fem kroners kampagne frem til sommerferien, men forslaget ignoreres fuldstændigt.

Strejketallet i Silkeborg var muligvis det største nogensinde – større end under generalstrejken i 1956.

Billedtekst:
Generalstrejkens demonstrationer samlede de største menneskemængder i Danmarkshistorien
Desværre kom der ikke mange bud på, hvordan kampen skulle føres videre fra talerstolene
Det er længe siden, at blokadevåbnet er blevet så effektivt udnyttet. Erfaringerne fra HT-konflikten blev brugt flittigt

Se også:
SAA 8: De sked på os!
SAA 8: Påskestrejkerne (Kbh.): Efterladt på Slotspladsen
SAA 8: Påskestrejkerne: Aalborg
SAA 8: Påskestrejkerne (Silkeborg/Randers): Aktive kørt af sporet
SAA 8: Påskestrejkerne (Århus): Schlüter reddet – i første omgang
SAA 8: Påskestrejkerne: Odense
SAA 8: IS mener: Sådan blev strejken slagtet
SAA 8: Hvad lærte vi af strejken?
SAA 8: Vi må handle selv
SAA 8: Med nærradio på blokader

Flere artikler fra nr. 8

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Påskestrejkerne 1985

Se flere artikler af forfatter:
Hans Jørgen Vad
Pia Færing

Siden er vist 1729 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside