Blandt dem, der fik et opmuntrende skulderklap i Poul Nyrups nytårstale var børnefamilierne. Han beskrev den stressede familie, hvor moren cykler de søvndrukne små i institution i det tidlige morgenmørke.

Det er faktisk et alvorligt problem. Men han lovede ikke nogen som helst lettelser for børnefamilierne. Hverken kortere arbejdstid, flere institutionspladser eller bedre normeringer i daginstitutionerne.

Når børnene er i institution, er de ofte stuvet sammen som burhøns, den eneste umiddelbare forskel er, at støjniveauet er langt værre. Personalenormeringen er udhulet, og er kun tålelig, fordi der fyldes op med folk i jobtilbud 7-9 måneder ad gangen.

Det eneste konkrete fra Nyrups mund var, at børnechecken ikke skulle hæves. I stedet skal familien have "mere tid til at være sammen".

Undersøgelser viser, at netop børnefamilier er nogen af dem, der har den længste arbejdstid, og at den er stigende. Stigende boligudgifter – især de første år – har en stor del af skylden.

Det bedste middel til at give mere tid til familien ville være at nedsætte arbejdstiden. Men netop to af Nyrups trofaste ministre har gjort alt for at forhindre, at det sker.

Arbejdsminister Jytte Andersen fik i 1995 stoppet "skraldemandsmodellen". Modellen blev lanceret af de daværende århusianske skraldemænd, som tog en arbejdsløs ind i deres 3-mandssjak. De kunne så skiftes til at have fri hver fjerde uge på understøttelse. På sit højeste havde omkring 100 skraldemænd skaffet 26 andre i arbejde.

Det gav godt nok en lønnedgang, men efter skat var prisen for mere tid med familien ikke stor, og modellen blev utrolig populær. Men selvom modellen var udgiftsneutral for både arbejdsgiverne og staten blev den altså stoppet af Nyrups minister.

Finansminister Mogens Lykketoft er den, der lægger rammerne for de offentligt ansattes overenskomster. I den egenskab har han nu to gange afvist krav fra de ansatte om kortere arbejdstid, som netop kunne give de offentligt ansatte børneforældre mere tid. Denne gang har deres fagforeningsledere helt opgivet at rejse kravet.

Regeringens planer om et fleksibelt arbejdsmarked vil heller ikke kunne gavne forældrene. I virkeligheden er arbejdstiden allerede meget fleksibel, så al snakken om fleksibilitet skjuler i virkeligheden blot arbejdsgivernes interesse i at presse og stresse arbejderne endnu mere.

Det eneste der er tilbage, er Nyrups appel om "holdningsændringer", og "at hver enkelt vælger fra og til".

Det kan børneforældrene ikke bruge til andet end at lægge oven i den dårlige samvittighed, de fleste arbejderforældre i forvejen har over ikke at kunne være nok sammen med deres børn.

Der hvor der virkelig er brug for en holdningsændring, er hos de politikere og embedsmænd, der står for finansloven. Holdningsændringen skal gælde Poul Nyrup, Jytte Andersen og Mogens Lykketoft, hvis der skal blive mere tid til børnene.

Alt er ved det gamle: Hvis forholdene skal forbedres, så sker det kun, ved at lægge så hårdt et pres på de faglige ledere, at de ikke kan krybe udenom. Og dernæst være enige om at gå i konflikt, indtil arbejdsgiverne også må bøje sig.

Her er der ingen forskel på Nyrup og AP Møller.

Jørn Andersen